Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Historisk uddannelsesløft i industrien

12. februar 2017

Industrien har fået nye 3-årige overenskomster. Det kommer til at give et kæmpe uddannelsesløft til de ansatte og vil blandt andet give bedre vilkår for seniorer og børnefamilier og samtidig generelt sikre flere penge til alle.

De 230.000 ansatte på de danske industriarbejdspladser kan se frem til forbedringer, når det gælder blandt andet efteruddannelse, seniorordninger, forældreorlov, børns sygdom og vikararbejde samtidig med, at der generelt bliver ekstra penge til alle grupper. Det er resultatet efter, at CO-industri og Dansk Industri søndag formiddag indgik forlig om nye overenskomster efter et døgns forhandlinger. Overenskomsterne rækker de næste tre år frem.

 

OK2017forligII.jpg

Efter- og videreuddannelse er et helt afgørende element i de nye overenskomster. Industrien sætter de kommende tre år 200 millioner kroner af til et uddannelsesløft, der ikke tidligere er set på samme niveau i forbindelse med en overenskomst på det danske arbejdsmarked. Indsatsen skal hæve tusindvis af ufaglærte til faglært niveau og videreuddanne faglærte og funktionærer samt løfte folk med læse- og skrivevanskeligheder.

- Det bliver et historisk løft, som skal flytte hele uddannelsesniveauet på de danske industriarbejdspladser, hvilket er helt afgørende for Danmarks fremtid. Den teknologiske udvikling på industriarbejdspladserne kræver et væsentligt kompetenceløft. Med denne aftale sikrer vi trygheden og fremtiden for vores medlemmers beskæftigelse, siger formand for CO-industri Claus Jensen.

Derudover er der en række andre forbedringer i den nye overenskomstaftale, som blandt andet er:

·        Ret til seniorordning i op til 32 dage om året
·        Hurtig afklaring af om arbejde udefra er vikar- eller entreprisearbejde
·        Fuld løn under forældreorlov
·        Bedre forhold for vikarer
·        Indførelse af to børneomsorgsdage
·        Udvidet mulighed for at holde fri ved barns sygdom og indlæggelse
·        Flere penge på Fritvalgs Lønkontoen, lærlingeløn og overarbejdssatser m.v.

- Med denne række af forbedringer har vi indgået et overenskomstaftale, som alle grupper af industriansatte får glæde af. Vi har forbedret vilkårene på de hovedområder, som medlemmerne af de ni medlemsforbund har peget på forud for forhandlingerne for blandt andet seniorer og børnefamilier. Vi har desuden givet tillidsrepræsentanterne et endnu stærkere værktøj til at sikre overenskomstmæssige vilkår, når der hyres arbejdskraft udefra, siger CO-industris næstformand Mads Andersen, der også peger på, at den fulde løn under forældreorlov forhåbentlig kan medvirke til, at fædrene vil holde mere orlov.

Industriens overenskomster består af Industriens Overenskomst for faglærte og ikke-faglærte samt Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer. Lønnen er – bortset fra en fastsat mindsteløn – ikke en del af de centrale overenskomstforhandlinger i industrien, men fastsættes via årlige lokale lønforhandlinger på de enkelte virksomheder.

Overenskomstaftalerne bliver senere sendt til afstemning, hvor medlemmerne skal tage stilling til forliget.

Yderligere oplysninger hos CO-industris kommunikationschef Allan Petersen, tlf. 2022 8835.

 

Overenskomstaftalen for 2017-2020 indeholder blandt andet:

 

Uddannelse: Uddannelsesmulighederne forbedres markant. Industriansatte med læse- og skriveudfordringer løftes uddannelsesmæssigt, ufaglærte løftes til faglærte, og faglærte og funktionærer løftes til videregående niveau.

Tillidsrepræsentanten får en større rolle i forbindelse med aftalt uddannelse.

Fritvalgslønkonto: Fritvalgslønkontoen forhøjes til 2,7 procent i 2017, til 3,4 procent i 2018 og til 4 procent i 2019.

Seniorer: Seniorer får ret til at købe sig til seniorfridage gennem fritvalgsordningen og pensionsindbetaling, hvilket i alt kan give 32 dage.

Børnefamilier: Bliver en forælder kaldt hjem på grund af barns sygdom, har forælderen fortsat ret til barns første sygedag dagen efter.

Forældre til børn op til 14 år får mulighed for at købe sig til to børneomsorgsdage via fritvalgsordningen.

Forældre til børn, der indlægges i åben indlæggelse i hjemmet, får samme rettigheder som ved barns indlæggelse.

Der indføres fuld løn ved forældreorlov.

Pension for funktionærer: Funktionærer sikres pension eller betaling svarende til pensionsindbetaling efter det fyldte 65 år.

Vikarer: Bedre muligheder for at overføre anciennitet for vikarer: vikarbureau til rekvirentvirksomhed, rekvirentvirksomhed til vikarbureau, og mellem vikarbureauer hvis der fortsat arbejdes i samme rekvirentvirksomhed.

Tillidsrepræsentanten får bedre mulighed for at få hurtig afklaring på om der er tale om vikararbejde eller entreprisearbejde.

Satser: Mindstebetalingen, der i dag udgør 113,65 kr. forhøjes pr. 1. marts med to kroner i hvert af overenskomstårene.

Genetillæg forhøjes med 1,6 procent pr. 1. marts 2017, med 1,6 procent pr. 1. marts 2018 og 1,6 pr. pr. 1. marts 2019.

Lærlinge- og elevsatser forhøjes med gennemsnitlig 1,7 procent pr. 1. marts i både 2017, 2018 og 2019.

Specialdelen i overenskomsten bliver forhøjet med 1,6 procent pr. år.