Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Johnson Controls Denmark er Danmarks bedste ”samarbejdsplads” 2021

En målrettet holdindsats for at skabe et stærkt samarbejde i virksomheden og fokus på den grønne omstilling har sikret Johnson Controls Denmark i Højbjerg CO-industris Samarbejdspris 2021.

Johnson Controls Denmark i Højbjerg ved Aarhus kan nu kalde sig Danmarks bedste ”Samarbejdsplads” 2021.

Virksomheden får CO-industris Samarbejdspris, fordi den arbejder målrettet med at skabe et stærkt samarbejde i virksomheden, og fordi den har besluttet at have den grønne omstilling på dagsordenen til hvert eneste møde i samarbejdsudvalget.

Johnson Controls Denmark har renset samarbejdsudvalgets dagsorden for daglige udfordringer i driften. Det har skabt plads til strategiske overvejelser om blandt andet personalepolitik, efter- og videreuddannelse af medarbejderne og virksomhedens indsats i den grønne omstilling.

Samtidig er der skabt bedre muligheder for at løse de driftsproblemer, som tidligere landede på samarbejdsudvalgets bord, meget hurtigere og smidigere. Det er sket ved at bringe lederne tættere på medarbejderne i dagligdagen og ved at etablere forskellige typer møder mellem ledelse og tillidsrepræsentanter.

De forskellige tiltag har styrket samarbejdet mellem ledere, tillidsrepræsentanter og medarbejdere og forbedret trivslen på arbejdspladsen.

 

VELOPLAGTE TILLIDSREPRÆSENTANTER

Det var derfor et stolt samarbejdsudvalg, der mandag den 25. oktober kunne modtage CO-industris Samarbejdspris 2021.

Inden overrækkelsen fik Mads Andersen, næstformand i CO-industri og formand for 3F Industri, Henrik Jensen, organisationssekretær i CO-industri, og Dennis Jensen, områdeleder i CO-industri, sammen med repræsentanter fra de lokale afdelinger af 3F, Dansk Metal, HK Privat og Dansk El-Forbund en rundvisning på fabrikken og en introduktion til virksomheden.

Det var virksomhedens tillidsrepræsentanter, der stod for rundturen på virksomheden, som næste år kan fejre 125-års jubilæum. Johnson Controls Denmark hed oprindeligt Sabroe og har gennem alle årene produceret køleanlæg og nu også varmepumper.

Rundturen bragte blandt andet deltagerne rundt om ”Bjørnegrotten”, hvor 80 tidligere medarbejdere mødes hver mandag for at reparere gamle kompressorer og vedligeholde historiske anlæg, som blandt andet har kølet de kongeliges drikkevarer ned i køkkenet på Amalienborg, og der som de første kunne holde fangsten kold i fiskeindustrien på Island og i Esbjerg.

Deltagerne blev af de veloplagte tillidsrepræsentanter taget med gennem hele den proces, som en kompressor er igennem, inden den som færdigt køleanlæg bliver malet klassisk Sabroe-sølvgrå og sendt ud ad porten til kunden.

 

STÆRKT SAMARBEJDE

Mads Andersen lagde i sin tale til prismodtagerne vægt på, at de har fokus på at styrke samarbejdet både i samarbejdsudvalget og i dagligdagen.

”Store forandringer kræver stærkt samarbejde. Ved at rydde ud i alle de ting, som blokerer for samarbejdets egentlige opgave – at finde strategiske løsninger for det gode samarbejde i virksomheden – har Johnson Controls skabt plads til at diskutere væsentlige strategiske emner som uddannelse og grøn omstilling,” sagde han.

Han påpegede, at det netop er vigtigt at holde øje med trivslen, når der indføres nye teknologier og ændres i arbejdsprocesserne.

”Samtidig er det vigtigt, at vi får sat den guldgrube af ekspertviden, som ligger hos medarbejderne i spil, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling. Hos Johnson Controls står medarbejdernes gode ideer i kø, og det er dejligt at se, at virksomheden prioriterer at lytte til dem,” sagde han.

Lene Overgaard Andersen, CEO i Johnson Controls Denmark, takkede for prisen og påpegede, at samarbejdet er alfa og omega for, at virksomheden kan nå de mål, som den har sat sig. Men det gode samarbejde er ikke kommet af sig selv.

”Grunden til, at vi er her i dag, er, at vi har fået opbygget tillid, ærlighed og respekt for hinanden og vores forskelligheder. Der er ikke et dem og os mere, men et vi og en fællesskabsfølelse af, hvad vi gerne vil. Og det er vi sindssygt stolte af. For det er ikke noget, som vi bare er kommet til. Vi kan godt sætte os sammen og sige, at vi skal arbejde sammen, men det er ikke nødvendigvis det, som bringer det gode samarbejde. Det er jo først der, hvor man får noget tillid til hinanden og åbent kan sige tingene og respekterer hinanden, at det gode samarbejde findes. Og så langt er vi simpelthen nået,” sagde hun.

 

RYKKET SAMMEN

Fællestillidsrepræsentant Christian Dyring, Dansk Metal, som havde indstillet virksomheden til prisen på vegne af hele fællesklubben, gav i sin tale Lene Overgaard Andersen ret i hendes beskrivelse af samarbejdet på virksomheden. Han har gennem de seneste år oplevet en virksomhed, hvor ledelse og medarbejdere er rykket tættere sammen og har fået øjnene op for, hvad de kan sammen. En udvikling, som coronasituationen har sat ekstra skub i.

”Et godt samarbejde bygger også på gode intentioner, men hvis kun den ene side sidder der med gode intentioner, så kan det blive svært. Det er ikke kun os, der skal komme med gode intentioner. Det skal også opdages på den anden side af bordet, ellers kommer vi ikke videre. Samarbejdet går begge veje. Det var grunden til, at jeg indstillede os. Vi er rykket sammen, og vi tillidsrepræsentanter har oplevet, at vores udstrakte hånd er blevet taget godt imod. Det er vigtigt, for hvis vi ikke er fælles om arbejdet, så kommer vi ingen vegne,” sagde han.

CO-industris Samarbejdspris

Du kan læse meget mere om CO-industris Samarbejdspris, og hvordan du nominerer din arbejdsplads til prisen.

Læs mere her

På grund af coronasituationen var det ikke muligt at samle alle medarbejderne til at fejre overrækkelsen af CO-industris Samarbejdspris. I stedet fik hver medarbejder en flaske champagne med samarbejdsprisens logo på med hjem efter fyraften som tak for deres bidrag til samarbejdet.

Med CO-industris Samarbejdspris følger en statuette af kunstneren Stiig Kalsing. Skulpturen symboliserer den balance, der bør være i samarbejdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager. Tillidsrepræsentanterne får desuden 5.000 kroner, som fællesklubben kan bruge til at fejre prisen med kollegerne.

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.