Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Mænd skal have sundhed ind med humor og spænding

Mountainbikes og en overlæge med humor har fået mændene på Im. Stiholts lastvognsværksteder til at passe bedre på sig selv.

Man kan godt se veltrænet ud med store svulmende overarme og så have en elendig kondition. Det må nogle af mekanikerne på Im. Stiholts fire lastbilsværksteder erkende, efter at de har været igennem et sundhedstjek på arbejdspladsen.

​Initiativtageren til sundhedstjekket er Tom Myrrhøj, tillidsrepræsentant for Dansk Metals medlemmer hos Im. Stiholt A/S i Aalborg. For tre år siden stødte han på det kedelige faktum, at mænd ikke lever lige så længe som kvinder, og han blev nysgerrig efter, hvad han som tillidsrepræsentant kunne gøre for at give sine fortrinsvis mandlige kolleger en længere levetid.

Han gik derfor til ledelsen med et forslag om at sætte fokus på kollegernes sundhed. - Den var de med på. Nu er vi jo næsten en ren mandearbejdsplads, og det lå sådan lidt i luften, at de tænkte: ”Den får du aldrig solgt!”. Men jeg fik den solgt til tillidsrepræsentanterne på de tre øvrige værksteder, som gav ideen fuld opbakning, fortæller han.

​Og det skulle vise sig at være en uhyggelig god ide at give alle kollegerne et sundhedstjek. Flere havde nemlig et meget højt kolesteroltal, og tre havde alvorlig sukkersyge uden at vide det.

​- Det kom bag på mig, at det stod så slemt til, siger Tom Myrrhøj og peger på en afgørende forskel på, hvorfor kvinder lever længere end mænd.

​- Kvinder bruger gerne deres fritid på at gå til læge, hvis det gør ondt. Det gør mænd ikke, med mindre de kan gøre det i arbejdstiden som ved vores sundhedstjek. Så vil de gerne have nogen til at se på deres skavanker.

​​

Humor hjælper

Samtidig med sundhedstjekket fik medarbejderne adgang til fysio- og ergoterapi, og der blev på arbejdspladserne etableret et rum, hvor medarbejderne kan lave strækøvelser. Desuden blev der startet cykel- og gåhold. 

Virksomheden havde også besøg af overlæge Svend Åge Madsen, som ikke alene ved, hvad mænd dør af, men også kan fortælle om det, så mændene synes, det er skægt. - Vi har haft meget humor med i vores sundhedsprojekt. Det er nødvendigt for at få budskabet til at glide ned. Samtidig hjælper det, at jeg ikke er sportsmand. Jeg er også overvægtig, og kan derfor få dem med, forklarer Tom Myrrhøj.

​Men humor gør det ikke alene, for selv om kollegerne kender til risikoen ved at leve usundt og ikke få nok motion, så viste en måling af 20 kollegers bevægelsesmønstre i en uge sig at udgøre en lige streg fra lidt efter fyraften og til næste morgen.

​Og interessen for løbe-, cykel- og gåholdene døde lige så langsomt ud, efterhånden som tiden gik. Men det har ikke slået Tom Myrrhøj ud.

​- Det handler om vedholdenhed. Men det er svært at holde interessen fanget. Så må jeg prøve igen og igen, siger han.

En af de ting, som han har haft stor succes med, er mountainbiketure for kollegerne. I dag går invitationen på en tur ud i skoven på cykel ikke kun ud til kollegerne på Im. Stiholt i Aalborg, men gennem Dansk Metal i Aalborg har smede fra flere arbejdspladser sluttet sig til holdet. 

​- Mountainbike er sådan lidt farligt og vildt, og det tiltrækker mange, fortæller han. Ellers prøver han at lokke kollegerne til at røre sig gennem forskellige sociale arrangementer. De har blandt andet været ude at klatre og har spillet humanhockey, hvor de alle var hockeyspillere på et kæmpestort hockeybord.

​- Det var sjovt, og vi fik rørt os sammen. Arrangementerne kører meget på det sociale. Det er bedre at sælge det på, at vi skal have det sjovt, end at du kan tabe et halvt kilo. Det er mænd ligeglade med, mener han.

Konkurrence og hygge lokker

En anden ting, der også kan få kollegerne til at komme ud af starthullerne, er konkurrencer – gerne kombineret med hygge og god mad. Tom Myrrhøj har startet et bike and run-hold, som deltager i konkurrencer, og arbejdspladsen har nu også et hold med til DHL.

​- Vi startede med 12 løbere, året efter fandt jeg på at tage en grill med, så vi kunne grille lidt mad bagefter, så var det pludselig 30, der gerne ville være med. Og sidste år stillede vi med 60 løbere, fortæller han.

​Gennem hele forløbet har Im. Stiholt fået hjælp fra Dansk Metal og økonomisk støtte fra Forebyggelsesfonden, og det har været uundværligt. 

​Desværre er det ikke længere muligt at søge støtte hos Forebyggelsesfonden, og det gør opgaven meget sværere for de mange tillidsrepræsentanter, som har henvendt sig til Tom Myrrhøj for at få inspiration til sundhedsfremme på deres arbejdsplads.

​- Jeg ved godt, at vores ledelse sagde ja til det her, fordi der kunne søges støtte. Uden tilskud er det svært for mange virksomheder at løfte opgaven alene, siger han ærgerligt.

​Han peger dog på, at initiativer som mountainbiketurene og DHL-stafetten godt kan lade sig gøre uden støtte fra arbejdspladsen og diverse fonde.

​Selv om det kan knibe med at holde motivationen for motion, så har sundhedsprojektet dog fået flere af smedene til at bruge fysio- og ergoterapeuter, hvilket kan være med til at reducere nedslidning. Sygefraværet har altid været lavt, men sammenholdet og det gode humør har fået en vitaminindsprøjtning.

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?

Relateret indhold