Fakta om CO-industri:
Centralorganisationen af industriansatte i Danmark (CO-industri) er et kartel, der har 8 fagforbund som medlemmer. Kartellets hovedopgave er at forhandle overenskomster for de ansatte i industrien, men CO-industri kører blandt andet også faglige sager, laver uddannelse af nyvalgte tillidsrepræsentanter og rådgiver industriens tillidsvalgte efter behov.
Medlemsforbundene er i alt tilmeldt med 244.808 medlemmer (pr. 1. januar 2011), og
CO-industri dækker hermed langt hovedparten af lønmodtagerne inden for industriområdet i Danmark - både timelønnede og tekniske og administrative funktionærer.
Modparten under overenskomstforhandlingerne er arbejdsgiverorganisationen DI - Organisation for erhvervslivet.
Overenskomsterne mellem de to organisationer - Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst - bygger på minimallønssystemet, hvor der centralt aftales visse rammer, som parterne ude på den enkelte arbejdsplads kan bygge videre på og supplere med en lokal aftale.
De lokale forhandlinger kan eksempelvis være de lokale lønforhandlinger, som tillidsrepræsentanterne står i spidsen for på vegne af deres kolleger.
Men der er også mulighed for at lave lokale aftaler om blandt andet arbejdstid samt
efter- og videreuddannelse.