 |
 |
|
CO-Magasinet nr 1, 2002 CO-Magasinet nr. 1 januar 2002 indeholder blandt andet:
Ansatte kan presses til at gå på deltid
Regeringens forslag til en ny lov om deltid er et direkte indgreb i overenskomsterne, siger formanden for CO-industri, Max Bæhring. Han kalder det for grov manipulation, når regeringen i lovforslaget taler om øget frihed for den enkelte. - Det er i virkelighedens verden kun arbejdsgiverne, der får frihed til at presse den enkelte medarbejder til at gå på deltid, hvis det passer virksomhederne. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) går udelukkende arbejdsgivernes ærinde med sit lovforslag, siger han.
Gravide fra fabrik til kontor
Det er stort plus for virksomheden og for medarbejderne at få en gravidpolitik, mener tillidsfolkene på LM - Glasfiber. Det betyder, at gravide medarbejdere, der før blev sendt hjem, bliver flyttet til andre job, de kan udføre under graviditeten. Det skal være relevant og værdifuldt arbejde. Og der skal tages hensyn til de gravides arbejdsmiljø, psykisk, fysisk, kemisk , ergonomisk osv. De gravide medarbejdere opretholder deres hidtidige normale løn, inklusive alle tillæg, selv om de er omplaceret til mere skånsomme job i hele eller dele af graviditeten. Og de gravide medarbejdere er glade for ordningen. De vil hellere fortsætte på arbejdspladsen end hjemsendes.
Dyrt at spare på sundhed
Det kan blive dyrt at spare på at forebygge sunde og sikre arbejdspladser, siger formanden for CO-industris miljøudvalg, forbundssekretær Jørgen Bernbom. Han finder det beklageligt, at regeringen har skrottet en række initiativer, der skulle forbedre arbejdsmiljøet og forebygge arbejdsulykker og helbredsskader. På kort sigt anslås det, at virksomhederne kan spare op til en hel milliard kroner på arbejdsmiljøet. Men regningen for den manglende forebyggelse af arbejdsulykker og arbejdsskader sendes videre til samfundet i form af flere ulykker, tilskadekomne og nedslidte medarbejdere og flere på førtidspension, siger han. Ifølge Anders Kabel, direktør i BST-foreningen, er der stor frustration efter at udbygningen af Bedriftssundhedstjenesten for 535.000 ansatte er sat i bero få dage før ordningen skulle træde i kraft.
|
|
|
 |
|