 |
 |
Dansk generalsekretær for Industriansatte i Norden 12. juni 2009 International sekretær i CO-industri Jens Bundvad er valgt til ny generalsekretær for Industriansatte i Norden (IN). IN er en sammenslutning af 22 fagforbund i Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark, der tilsammen repræsenterer 1,2 millioner ansatte i metal-, energi-, kemikalie-, papir- og tekstil- industrien.
Som nyvalgt generalsekretær mener han, at den største udfordring lige nu er at håndtere den økonomiske krise.
- Mere end nogensinde er der brug for det internationale samarbejde. For selv om der er krise, så er det vigtigt, at vi passer vores faglige arbejde, siger Jens Bundvad. Han peger på, at der både skal forhandles overenskomster i de nordiske lande og i Tyskland inden for en nær fremtid.
- Vilkårene for forhandlingerne er svære. Derfor er det vigtigt, at vi koordinerer arbejdet og udveksler informationer, så alle ved, hvad der foregår, og arbejdsgiverne ikke kan spille os ud mod hinanden, siger Jens Bundvad.
Med valget som generalsekretær fratræder Jens Bundvad sit job i CO-industri, hvor han har været international sekretær siden januar 1997. Her har han gennem årene repræsenteret danske fagforbund i nordiske, europæiske og internationale organisationer. Jens Bundvad afløser Jyrki Raina, der netop er blevet valgt til ny generalsekretær for den internationale sammenslutning af metalarbejderforbund IMF.
|
|
|
|
|
 |
 |
|