Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg
  • Overenskomst
  • Samarbejde
  • Arbejdsmiljø
  • Tillidsvalgte
  • CO-Magasinet

ARTIKLER & NYHEDER

Åbenhed sikrer god tid til tillidsrepræsentanterne

På Siemens Gamesa i Aalborg har tillidsrepræsentanterne skruet en klar organisation sammen. Ansvar og opgaver er fordelt. Ledelsen kender tillidsfolkenes opgaver og giver dem god tid. Det gør alt sammen jobbet som fællestillidsrepræsentant enklere.

Thomas Fischer var helt sikker på, at han ikke skulle være tillidsrepræsentant, da han blev ansat på Siemens Windpower i Aalborg for 10 år siden. Men efter bare få måneder i vindmøllekoncernen var han tilbage på en post, som han kendte godt fra sin tid på en tidligere arbejdsplads: trykkeriet Franzen Offset.

Det var faktisk også tidligere kolleger fra trykkeriet, som nu var på Siemens, der opfordrede Thomas Fischer til at stille op, og da der ikke var andre, som havde budt ind på tjansen, indvilgede han i at tage en enkelt periode.

”Jeg syntes egentlig, at det var alt for stort herude på Siemens i forhold til trykkeriet, hvor jeg havde været før, og så havde jeg også kun været her i meget kort tid – faktisk kun syv måneder. Så jeg syntes, at det var lige tidligt nok at skulle til at repræsentere kollegerne på en arbejdsplads, hvor jeg først lige var ved at falde til,” siger Thomas Fischer, der på grund af den korte tids ansættelse også skulle have dispensation for at blive valgt.

 

ÅBENHED OG TILLID

Selv om Thomas Fischer bare ville tage en enkelt periode som tillidsrepræsentant, er han alligevel blevet ved, og i 2014 overtog han posten som fællestillidsrepræsentant. Den tanke havde han egentlig også afvist i første omgang, men med årene fandt han ud af, at det var så interessant, at han også ville prøve kræfter med at være den samlende tillidsrepræsentant, som er en post på fuld tid.

Siemens Gamesa Renewable Energy

Fremstiller vindmøller både til on- og offshore. I Danmark er der produktion i Brande og Aalborg, hvor der fremstilles både vinger og naceller. I Danmark er der ca. 7.500 ansatte.

Koncernen blev etableret i 2017 ved en fusion mellem Siemens Wind Power og Gamesa. Hovedkontoret ligger i Spanien, og der er aktiviteter i mere end 90 lande og en samlet beskæftigelse på 23.000.

Siemens Gamesa Renewable Energy

”Jeg var på det tidspunkt næstformand i klubben, så skridtet var ikke så stort. Men det vigtigste for at springe ud i det var, at det er forholdsvis nemt at være fællestillidsrepræsentant her. Vi har bygget en god organisation op, og det er sket i fuld forståelse med ledelsen, som også ser en værdi i, at vi har dygtige tillidsrepræsentanter, som har tid til deres hverv,” siger Thomas Fischer og uddyber:

”Her er det sådan, at vi har den fornødne tid, og det stiller ledelsen aldrig spørgsmål til. Men vi gør også meget ud af, at det skal være synligt, hvad vi bruger tid på. Derfor har jeg i samarbejde med vores direktør beskrevet tillidsorganisationens struktur og formål samt samarbejde med ledelsen. Og deri ligger en beskrivelse af hver enkelt tillidsrepræsentants faste opgaver, støtteopgaver og udvalg.”

Listen over tillidsrepræsentanternes ansvar og opgaver ligger desuden frit tilgængelig på ”Workspace”, Siemens Gamesas intranet, som alle kan se. Derudover holder hver enkelt tillidsrepræsentant et månedligt møde med sin nærmeste leder for at orientere om, hvad der ligger af tillidsrepræsentantopgaver i den kommende tid, og desuden skriver tillidsrepræsentanterne mødeaktiviteter ind i deres kalender, så lederen kan se, hvornår de er væk.

”Vi fortæller ikke vores ledere, hvad vi drøfter på tillidsrepræsentantmøderne, så længe det er noget, der skal holdes i vores egen kreds, men synligheden og åbenheden om vores aktiviteter, giver accept og forståelse hos ledelsen. Og når strukturen er besluttet på højeste sted mellem mig og vores direktør, så siver det jo også ned i organisationen. Desuden udfører vi nogle opgaver for vores HR-afdeling, og det giver også noget ekstra tid og goodwill,” forklarer Thomas Fischer.

TR-struktur Siemens Gamesa

Her kan du se, hvordan TR-strukturen er skruet sammen på Siemens Gamesa i Aalborg.

 

GENERALISTER MED SPECIALER

Selv om Thomas Fischer er tillids- og fællestillidsrepræsentant på fuld tid, er han meget bevidst om, at han ikke skal involvere sig i alt. Opgaverne er delt ud mellem de 10 tillidsrepræsentanter på timelønsområdet, men de er dog stadig ”generalister”.

”Vi vil som udgangspunkt gerne have, at så mange som muligt kender noget til det hele. Det betyder blandt andet, at lokale problemer løses lokalt. Er der opstået et problem i en afdeling, så løses det mellem den pågældende leder og tillidsrepræsentant, og det gælder også for eksempel sygesamtaler. På nogle områder har vi dog specialister. Det gælder for eksempel efteruddannelse og søgning af IKUF-midler. Der har vi fem eller måske syv tillidsrepræsentanter – fordelt på både på dag- og aftenhold – som er eksperter i det. Det har jeg selv holdt mig fra, men så kan jeg sende kollegerne i min egen afdeling videre til nogle af de andre,” siger Thomas Fischer.

 

LEDELSE OG STRUKTUR

Når han ser tilbage på de sidste fem år som fællestillidsrepræsentant, synes Thomas Fischer ikke, at det er opgaverne, der har været den største forskel. De er bygget på med tiden, og nogle ting snuser man også til som næstformand i den faglige klub som for eksempel arbejdet i Siemens Gamesas hovedsamarbejdsudvalg i Danmark. Det er mere lederrollen og evnen til at strukturere og samle arbejdet i tillidsrepræsentantorganisationen, der har krævet nye kompetencer:

Det er jo mig, øjnene hviler på – både i vores egen klub og i samarbejdsudvalget

”Det er jo mig, øjnene hviler på – både i vores egen klub og i samarbejdsudvalget. Så man skal være klar på at tage det ansvar, som det indebærer, og være den, der tager de endelige beslutninger. Vi løber da somme tider ind i nogle uenigheder i tillidsrepræsentantgruppen. Og så er man altså nødt til at drage en konklusion og sige: Det er det her, jeg går videre med,” siger Thomas Fischer, for hvem tillidsrepræsentanthvervet har været noget af en udviklings- og uddannelsesrejse hen over årene.

”Altså, jeg var ikke en af de kløgtigste i skolen. Jeg kunne godt regne, men jeg kunne ikke læse. Sådan var det også, da jeg tog de første kurser som tillidsrepræsentant. Der fik jeg hjælp af nogle, som tilbød at læse højt for mig. Så sad det fast, og efterhånden får man jo fat i tingene. Og i dag sidder jeg så som fællestillidsrepræsentant og forhandler med ledelsen i en stor international koncern og sidder til møder, hvor kommunikationen foregår på engelsk.”

Se mere om TR-organisationen hos Siemens Gamesa

Siemens Gamesa Renewable Energy i Danmark har produktion i Brande og Aalborg. Begge ”sites” har deres eget samarbejdsudvalg og har derudover et hovedsamarbejdsudvalg.

I HSU er Aalborg repræsenteret fra B-siden med fællestillidsrepræsentanten fra timelønsområdet, en tillidsrepræsentant fra funktionærområdet og en fra ingeniørerne.

I Aalborg er der 12 tillidsrepræsentanter inden for industriens overenskomstområde: ni for 3F, en for 3F/Dansk Metal, en for HK og en for Teknisk Landsforbund.

Se Siemens Gamesas udvalg

I Aalborg har Siemens Gamesa følgende udvalg:

Samarbejdsudvalgets B-side: Fællestillidsrepræsentanten (næstformand) plus tre tillidsrepræsentanter fra timelønsområdet, to fra funktionærerne (TL+HK) og en fra ingeniørerne (IDA).

Faglig klub: 10 tillidsrepræsentanter heriblandt fællestillidsrepræsentanten, som repræsenterer alle timelønnede (3F og Dansk Metal).

CO-klub: De 10 tillidsrepræsentanter fra timelønsområdet samt de to tillidsrepræsentanter for henholdsvis HK og Teknisk Landsforbund.

Udvalg: Familiedag, Tack styregruppe, Trivsel og sundhed, 12 timers drift, Uddannelsesudvalg, Ligeløn.
 

VIL DU VIDE MERE?