Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

C.C. Jensen får CO-industris Samarbejdspris 2016

Respekt for den enkelte og tillid til samarbejdet har sikret oliefilterfabrikken C.C. Jensen årets samarbejdspris.

C.C. Jensen A/S med hovedsæde i Svendborg er modtager af CO-industris Samarbejdspris 2016. Ledelsen og medarbejderne i C.C. Jensen får prisen for i hverdagen at have et velfungerende samarbejde baseret på tillid og respekt for den enkelte.

Den familieejede virksomhed viser i det daglige, at når der investeres i medarbejdernes trivsel, så kommer investeringen igen i form af lavt sygefravær og dygtige, loyale medarbejdere. Den gennemsnitlige anciennitet på virksomheden er cirka 12 år.

Prisen blev overrakt ledelse og medarbejdere ved en ceremoni på virksomheden den 24. oktober. Overrækkelsen startede med en rundtur på virksomheden, hvor Mads Andersen, formand for 3F Industrigruppen og næstformand i CO-industri og TekSam, blev vist rundt i de forskellige produktionshaller og så, hvordan medarbejderne producerer oliefiltre primært til vindmølle- og skibsbranchen.

Rundvisningen sluttede i en stor produktionshal, hvor en pølsevogn var rullet ind og bød alle 189 medarbejdere fra produktionen i både Svendborg og Hesselager på pølser, øl og sodavand.

Pølser og sodavand
I sin tale til medarbejderne, ledelsen, ejeren Carl Aage Jensen og ikke mindst de tre tillidsrepræsentanter, Jørgen Richard Hansen (Dansk Metal), Kim Mortensen (3F) og Tom Christiansen (Teknisk Landsforbund), der har indstillet deres arbejdsplads til prisen, pegede Mads Andersen på, at C.C. Jensen er en virksomhed, hvor medarbejdere og tillidsvalgte føler sig anerkendte og hørt. Og at samarbejdet er præget af gensidig tillid og respekt for den enkelte, uanset om man er arbejdsdreng eller ingeniør.

- Ordet arbejdsglæde bliver også nævnt, når vi taler med jeres tillidsrepræsentanter. Og det er den arbejdsglæde, tillid og respekt for den enkelte, vi gerne vil anerkende ved at tildele C.C. Jensen CO-industris Samarbejdspris, sagde han og påpegede, at prisen er unik, fordi det er virksomhedens medarbejdere, der har indstillet deres arbejdsplads.

Netop det faktum, at det er medarbejderne, der skal indstille arbejdspladsen, var også omdrejningspunktet i talen fra Stig Due, administrerede direktør i C.C. Jensen.

- Det gør mig stolt og ydmyg, at det er ens kolleger, der har indstillet os til prisen. Det varmer, særligt i en tid, hvor man måske ikke på alle arbejdspladser føler, at det er den slags ting, der bliver værdsat. Så er det rart, at vi på Sydfyn kan vise, at hvis man behandler hinanden ordentligt og med respekt, så bliver det belønnet, siger han.

 

Pas godt på kulturen
Fællestillidsrepræsentant Jørgen Richard Hansen fremhævede i sin tale, at det gode samarbejde på virksomheden ikke bare er blevet til over en nat, og at de fortsat skal passe på det.

- Det gode samarbejde – både mellem kollegerne og mellem medarbejdere og ledelse – udspringer af den virksomhedskultur, vi har på C. C. Jensen. En virksomhedskultur, som er grundlagt på tillid, respekt og retfærdighed, og hvor vi prøver at tale til hinanden og ikke om hinanden for at skabe størst mulig trivsel og arbejdsglæde. En virksomhedskultur, som vi hver dag skal huske at værne om og passe på, som om det var et lille barn, vi holdt på armen, sagde han.

Og det håber Mads Andersen, at samarbejdsprisen i form af en skulptur af kunstneren Stiig Kalsing kan hjælpe dem med at huske på.

- Jeg håber, at I vil give den en fin placering, så når den dag kommer, hvor samarbejdet knaser – for det gør det jo nogle gange – så vil I kigge på den og finde tilbage til det gode samarbejde.
 

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?