Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg
  • Overenskomst
  • Samarbejde
  • Arbejdsmiljø
  • Tillidsvalgte
  • CO-Magasinet

ARTIKLER & NYHEDER

Ekspert på eget anlæg

Mai-Britt Snedker har med mange års ansættelse på Rynkeby Foods styr på at betjene de fleste anlæg. Men hun håber, at hun med procesoperatøruddannelsen kan klare endnu flere opgaver selv og få tingene til at køre endnu bedre.

Med 13 års ansættelse på Rynkeby Foods har Mai-Britt Snedker efterhånden været rundt ved de fleste anlæg og kan betjene dem. Derfor er hun også en værdifuld medarbejder. Alligevel er hun glad for at være kommet i gang med uddannelsen til procesoperatør.

”Det er faktisk noget, jeg har gået og tænkt på i længere tid, og også noget, jeg har talt en del med en af mine kollegaer om. Så da tilbuddet om uddannelsen kom fra virksomheden, meldte jeg mig med det samme,” fortæller 37-årige Mai-Britt Snedker, som også har en uddannelse som salgsassistent i en boghandel og stuepige på Hvedholm Slot på cv’et.

For Mai-Britt Snedker er formålet med uddannelsen at blive både klogere og dygtigere til sit job.

”Som procesoperatør har man simpelthen meget mere grundlæggende viden om, hvordan forskellige typer produktionsanlæg fungerer, og man kan derfor hurtigere lære at betjene et nyt anlæg. Jeg synes også, det er spændende at finde ud af, hvordan for eksempel et elskab er bygget op, og hvordan det virker,” siger Mai-Britt Snedker, som forventer også at kunne klare flere opgaver selv:

Jeg tror, at jeg kommer til at kunne løse flere opgaver

”Jeg tror, at jeg kommer til at kunne løse flere opgaver selv og ikke altid skal have hjælp fra en tekniker, hvis der for eksempel opstår et problem. Så kan man måske selv løse det, eller man kan bedre sætte teknikeren ind i, hvor man mener, at problemet er. Man lærer også at tænke over, hvordan anlægget kan køre endnu bedre ved at optimere nogle processer. Kort og godt tror jeg, at uddannelsen hjælper mig til at blive ekspert på mit eget anlæg.”

 

SJOVERE OG LETTERE AT LÆRE

Mai-Britt Snedker har været i gang med procesoperatøruddannelsen siden oktober 2018 og har været gennem to grundforløb på 10. klasseniveau, hvor hun blandt andet har fået genopfrisket og er blevet bedre til kemi og matematik.

Uddannelsen betyder, at hun skal have computeren frem en gang imellem om aftenen, når hun er i gang med skoleforløb.

”Men det vænner man sig hurtigt til – også det med at gå i skole igen og sidde i mange timer og lære noget nyt. Men der tror jeg, at det hjælper, at der er en helt anderledes indstilling, end jeg husker det fra min folkeskoletid. Dengang tog man nok lidt lettere på det og spurgte måske ikke, hvis der var noget, som var svært at forstå. Her er folk ikke bange for at spørge. Vi er på samme niveau, og alle vil virkelig gerne have noget ud af det, så vi hjælper hinanden. Det hjælper også på det, at vi er to fra Rynkeby af sted sammen. Så kan vi hjælpe hinanden, og det er nu rart nok, at man kender en anden på holdet, når man begynder,” siger Mai-Britt Snedker.

VIL DU VIDE MERE?