Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Forlig sikrer ligeløn

Kvindelige timelønnede på nordjysk virksomhed skal have samme løn som deres mandlige kolleger.

Seks kvindelige timelønsansatte på en virksomhed i Nordjylland får nu lige så meget i timen som
deres mandlige kolleger. Det sker, efter at 3F har indgået et forlig med deres arbejdsgiver, lige inden sagen som den første skulle behandles i industriens Ligelønsnævn.

De seks kvinder får fra midten af marts og fremefter en krone mere i timen. Dermed får de samme
timeløn som deres mandlige kolleger for at udføre arbejde, der har samme værdi.

Desuden får de kvindelige medarbejdere hver udbetalt 8.000 kroner, som godt og vel svarer til den
manglende løn med tilbagevirkende kraft i tre år.

- Det er jo ikke noget kæmpebeløb, det drejer sig om, men det handler om princippet. Hvorfor skal de her kvinder gå rundt med viden om, at de er en krone mindre værd i timen for deres arbejdsgiver, når de udfører et job, som har samme værdi for virksomheden som det, deres mandlige kolleger udfører, siger Jannie Andersen, forhandlingssekretær i 3F Industrigruppen.

 

VEDHOLDENDE TR

Hun roser samtidig tillidsrepræsentanten på virksomheden for at være opmærksom på problemet og holde fast, indtil der var ligeløn mellem kønnene på arbejdspladsen.

- Han har gjort det så godt. Han har forsøgt siden 2009 og er også lykkedes med at indhente lidt af
lønforskellen, fordi han hele tiden har rejst spørgsmålet ved de lokale lønforhandlinger, siger hun.

Sagen blev forligt ved det forberedende møde, lige inden den skulle have været for industriens
Ligelønsnævn. Det ville have været Ligelønsnævnets første sag, men Jannie Andersen mener, at det er en styrke, at parterne kan klare sagerne selv.

- Godt nok har vi selv nedsat Ligelønsnævnet, men sagen viser, at parterne helst vil finde en løsning sammen, uden at der skal dommere ind over for at tage stilling, siger hun.

 

VÆRDIEN ER DEN SAMME

Jannie Andersen kalder sagen fra Nordjylland meget ren, da virksomhedens løn består af en fast
grundløn og et anciennitetstillæg. Og tallene viste helt tydeligt, at kvinderne, der arbejdede i montageafdelingen, fik en krone mindre i løn i timen, end deres 15 mandlige kolleger i lagerafdelingen og specialafdelingen.

 

- Vi har jo været ude og vurdere arbejdspladsen. Og vi er ikke overbeviste om, at der er forskel på værdien af det arbejde, som kvinderne udfører, og det arbejde, som mændene udfører, fastslår hun.

Hun betragter det som en stor fordel, at industriens overenskomster giver parterne mulighed for at
besigtige virksomheder, hvor der er rejst tvivl om ligeløn mellem kønnene.

- Vi får et meget bedre billede af sagen, når vi kan se virksomheden, hvordan der bliver arbejdet og
har mulighed for at stille spørgsmål, siger hun.

FLERE SAGER PÅ VEJ

Og der bliver måske brug for flere arbejdspladsbesøg i fremtiden. Der har gennem de seneste år været mere fokus på ligeløn, og flere tillidsrepræsentanter i 3F er blevet opmærksomme på, at de har mulighed for at tjekke ligelønsforholdene på deres arbejdsplads.

- Det kan betyde, at vi muligvis har flere lønsager på vej. Flere af vores tillidsrepræsentanter er begyndt at kigge nærmere på forholdene på deres arbejdsplads og har bedt om at få kønsopdelte lønstatistikker udleveret, fortæller Jannie Andersen.

Hun tvivler dog på, at mange af dem vil være lige så ukomplicerede at gå til som sagen fra Nordjylland.

- Problemet er at få dokumentation, som kan bruges. For de mindre virksomheder med over ti og under 35 medarbejdere kan vi først fra næste overenskomst bede om at få udleveret kønsopdelte lønstatistikker, forklarer hun.

Samtidig er lønsystemerne i mange virksomheder ofte sammensat af mange forskellige tillæg, som kan være svære at sammenligne, og derfor kan det være vanskeligt at vurdere, om der er tale om uligeløn.

- Men vi skal være vågne og holde øje med, om der er nogle ting i vores lønsystemer, der gør, at der kommer en skævhed mellem kønnene. Vi skal være opmærksomme på, hvilke arbejdsopgaver der giver tillæg, og hvilke der ikke gør, fastslår Jannie Andersen.

Ligelønssagen fra Nordjylland er rejst af 3F, mens CO-industri har medvirket i forløbet.

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?