Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Grønt er godt for industrien

Grøn industri blomstrer i Vestdanmark, viser rapport.

Grønt er godt for industrien. Og grønt er særligt godt for industrien i Vestdanmark. Det viser rapporten ”Grønne varer og tjenester”, som region Nordjylland, region Midtjylland og region Syddanmark har udarbejde på baggrund af en analyse udført af Danmarks Statistik.

Der er i alt 58.800 job i danske virksomheder, der producerer grønne varer og tjenester, og næsten halvdelen af alle de grønne job findes inden for traditionelle industribrancher.

Særligt er branchen maskiner og udstyr godt med på den grønne bølge. Branchen tegner sig nemlig for 54 procent af alle de grønne industrijob.

Og det er især industriansatte vest for Storebælt, der er beskæftiget i et grønt job. 86 procent af de grønne industrijob ligger nemlig i Vestdanmark. For grønne job inden for fremstilling af maskiner og udstyr gælder det hele 95 procent. Faktisk er over hvert tredje job inden for fremstilling af maskiner og udstyr i Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark grønt.

 

GRØNNE REGIONER

Stilles der skarpt på de enkelte regioner, viser rapporten, at grønne varer og tjenester skaber mange arbejdspladser i Nordjylland. 7.300 nordjyder er således beskæftiget i grønne job. Fra 2012 til 2014 er antallet af job inden for fornybar energi steget med seks procent.

Nordjyllands styrkeposition er især grønne løsninger inden for skibsfart og vindmølleindustrien, hvor mange nordjyske virksomheder i blandt andet metalindustrien er underleverandører til enten energibranchen eller den maritime branche.

De nordjyske metalvirksomheder har således en tredjedel af alle Danmarks grønne metaljob, og de nordjyske virksomheder er tre gange så specialiserede som metalvirksomheder i resten af landet. Samtidig står den nordjyske branche for halvdelen af landets omsætning fra den grønne metalproduktion og har dermed den højeste produktivitet.

Vindmølleindustrien trækker en stor del af den grønne produktion i hele landet, men særligt Midtjylland er godt med. Målt på beskæftigelse ligger en stor del af vindmølleproduktionen i Vestjylland. Her tegner Siemens og Vestas sig for en stor del af beskæftigelsen.

I Syddanmark er der i perioden 2012 til 2014 sket en solid vækst i beskæftigelsen inden for fornybar energi, som er vindmølleenergi, solenergi og lignede. Også specialer som grøn offshore giver sammen med en stærk position inden for energieffektive teknologier et bredt grøn fundament.

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?