Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg
  • Overenskomst
  • Samarbejde
  • Arbejdsmiljø
  • Tillidsvalgte
  • CO-Magasinet

ARTIKLER & NYHEDER

Motion på arbejdspladsen virker

Medarbejdernes helbred bliver bedre af selv få minutters træning et par gange om ugen i arbejdstiden, viser forskning.

Frem med træningselastikkerne og ud på gulvet.

Gennem de seneste år har der været meget fokus på motion på arbejdspladsen. Og med god grund, for det virker. Det viser en stribe forskningsprojekter, som det Nationale Forskningsråd for Arbejdsmiljø (NFA) fremlagde på et gå-hjem-møde i maj.

- Mange døjer med ømme skuldre, nakke og muskler, og mange har også ondt i ryggen. Det kan sætte sig som kroniske smerter, og man kan blive syg af det. Det koster ikke alene samfundet mange penge, men det har også betydning for arbejdspladsen, hvor kollegerne må klare arbejdet, mens den syge er væk. Og ingen jobgrupper går fri. Det er et generelt problem. Derfor er det positivt, at forskningen viser, at træning virker. Bare to minutters træning kan have en effekt, hvis du har stillesiddende arbejde, siger Lars L. Andersen, professor ved NFA.

Han understreger, at motion på arbejdspladsen ikke kan erstatte en forebyggende arbejdsmiljøindsats.

- Det er et tillæg, men det kan være et godt og effektivt tillæg, siger han.

 

Stærke slagtere får det bedre

Et af de projekter, der har vist meget positive resultater, er fra et slagteri, hvor slagteriarbejdere med kroniske smerter i skuldre, arme og hænder på kort tid reducerede smerterne.

Forskning har tidligere vist, at styrketræning i selv små intervaller kan formindske smerter i skuldre, arme og nakke hos personer med stillesiddende arbejde, men dette forskningsprojekt viser, at selv lidt træning også kan forbedre velværet for personer med fysisk krævende og EGA-præget arbejde.

Slagteriarbejderne fik et simpelt, men intenst styrketræningsprogram for skulder-, arm-, og håndmuskler med blandt andet elastikker og mulighed for at træne 10 minutter tre gange om ugen i arbejdstiden. Og i løbet af ti uger reducerede de deres smerteintensitet i skuldre, arme og hænder med 39 procent.

- De blev ikke smertefri, men smerterne blev mindsket, og deres evne til at udføre arbejdet på trods af smerter blev forbedret væsentligt. Vi kan altså konstatere, at en kort indsats på kun 10 ugers styrketræning kan reducere kroniske smerter og reducere arbejdsbesværet væsentligt, siger Emil Sundstrup, forsker på NFA.

 

Fælles motion giver bedste resultater

Meget tyder på, at en del af det gode resultat skyldes, at slagteriarbejderne fik lov til at bruge lidt af deres arbejdstid på styrketræningen. Et andet forskningsprojekt viser nemlig, at de bedste resultater med motion opnås, hvis man kan motionere med sine kolleger på arbejdspladsen. Motion derhjemme giver ikke de samme resultater.

I forsøget fik to grupper hospitalsansatte kvinder med forskellige grader af smerter i muskler og led mulighed for enten at træne derhjemme i fem gange 10 minutter om ugen med træningselastikker og øvelser, eller at træne i lige så lang tid på arbejdspladsen med instruktør, kettlebells og træningselastikker. De havde samtidig mulighed for at tale med en coach om deres mål med træningen. Begge grupper trænede i 10 uger.

I gruppen, der trænede på arbejdspladsen sammen med kollegerne, var resultaterne tydelige. Intensiteten af smerter blev nedsat med 27 procent, og muskelstyrken i ryggen blev øget med ni procent. Efter træningsforløbet oplevede de også arbejdet som mindre anstrengende.

Hos dem, der trænede derhjemme, blev smerteintensiteten kun reduceret med syv procent, mens muskelstyrken i ryggen blev forøget med fem procent.

Samtidig viste undersøgelsen, at de, der trænede hjemme, kun fik trænet én gang om ugen, mens de, der trænede med kollegerne, trænede 2,2 gange om ugen.

- Arbejdsgiverne bliver altså nødt til at investere mere end minimumspakken for at få en effekt af træningen. Hvor meget de skal investere, må fremtidens forskning vise, siger Markus Jakobsen, forsker ved NFA.

Til gengæld ser det ikke ud til, at arbejdsgiverne kan slå to fluer med ét smæk og mindske smerter og stress ved at kombinere motion og mindfulness. Begge dele er ellers en del af arbejdsmiljøet, men et forskningsprojekt med deltagelse af industrilaboranter viser, at et 10-ugers forløb med fysisk træning, mobilitetsøvelser og mindfuldness nok reducerer muskelsmerterne blandt laboranterne med 52 procent, men det har ingen indflydelse på deres stress.