Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Sådan får I større indflydelse på virksomheden

Vil I have større indflydelse på virksomhedens beslutninger, så sørg for at få medarbejderrepræsentanter ind i bestyrelsen. Det er nemt at komme i gang, og CO-industri er klar til at hjælpe jer. Læs med her, hvis I ikke allerede har medarbejdervalgte bestyrelsesrepræsentanter.

Synes du, at der er for langt mellem beslutningerne i virksomhedens bestyrelse og jer medarbejdere? Lytter bestyrelsesmedlemmerne ikke nok, og træffer de beslutninger, som er fra langt væk fra jeres hverdag? Så sæt jeres præg på tingene ved at få valgt medarbejderrepræsentanter til jeres selskabs bestyrelse.

Muligheden har eksisteret siden 1970’erne, men desværre er det kun på cirka en fjerdedel af de danske industrivirksomheder, at medarbejderne er repræsenteret i bestyrelsen – hvor de ellers har ret til det.

Guide til valgudvalget

Pjece nr.: 2014-066

Udgivelsesdato: 10-9-2023

Læs mere og bestil

Det kan hænge sammen med, at en del ikke er klar over, at de har muligheden. Det kan også skyldes, at det virker som en stor opgave, eller bare at det er uoverskueligt at komme i gang.

- Det er nu meget ligetil, når man først får et overblik. Der er godt nok nogle regler, som man skal overholde, og noget praktik med gennemførelse af valget, som man skal igennem, men hvis man er i tvivl, står vi klar til at hjælpe gennem hele processen, siger Amalie Ferdinand, konsulent i CO-industri.

 

Opgaven

Og om opgaven siger hun:

- Man skal ikke være bekymret for, om man kan magten opgaven, fordi man kommer til at sidde sammen med direktører, advokater og økonomer, eller hvad folk nu kan have af titler. Man skal se sådan på det, at man kommer for at bidrage med lige netop den ekspertise, man har som medarbejderrepræsentant – nemlig at bringe hverdagens udfordringer omkring for eksempel produktion, kompetenceniveau og kundeoplevelser ind i bestyrelseslokalet. Den viden har de andre bestyrelsesmedlemmer ikke, men de ved så noget andet på baggrund af deres uddannelse og job. Desuden er det jo muligt at have mindst to medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen, så man kan hjælpe hinanden.

- I en godt sammensat bestyrelse er der netop mange forskellige kompetencer, og her er medarbejdernes viden vigtig. Den indsigt giver kort sagt bestyrelsen et bedre og bredere grundlag for at træffe beslutninger om virksomhedens fremtid, siger Amalie Ferdinand.

 

Viden og uddannelse

Ud over bistand fra CO-industri kan man selv gøre sig klar til bestyrelsesvalget ved at læse CO-industris pjecer ”Guide til valgudvalget” og ”Medarbejdervalgt i selskabets øverste ledelse - vejen til indflydelse”, hvor procedurer, regler og praktik bliver gennemgået sammen med gode råd. Her finder man også en køreplan for afstemningerne, og hvad man skal tage stilling til undervejs.

Og når man så er blevet valgt, kan man komme på et 10-dages kursus på LO-skolen Konventum, hvor de grundlæggende regler for bestyrelsesmedlemmer gennemgås, og hvor emner som virksomhedsstrategi, regnskabsforståelse og risikovurdering berøres. Hvert år afholder CO-industri desuden en konference for medarbejdervalgte repræsentanter, hvor der bliver sat fokus på emner, der er aktuelle for deres hverv. Desuden er man godt hjulpet af CO-industris ”Håndbog for medarbejderrepræsentanter”.

Det skal du vide, hvis du vil være bestyrelsesmedlem

  • Er I ansat i et A/S eller ApS, har I ret til at vælge medarbejderrepræsentanter til selskabets bestyrelse. Den eneste betingelse er, at I i gennemsnit har været mindst 35 medarbejdere i de seneste tre år.

 

  • I har ret til at vælge mindst to repræsentanter og kan ellers have halvt så mange medlemmer, som bestyrelsen i øvrigt består af. Er der fx syv andre medlemmer af bestyrelsen, kan I vælge fire (der rundes op).

 

  • Har I ikke allerede medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer hos jer, kan I få det – ved først at holde en ja/nej-afstemning blandt de ansatte og efterfølgende et egentlig valg af medlemmer. 

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?