Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg
  • Overenskomst
  • Samarbejde
  • Arbejdsmiljø
  • Tillidsvalgte
  • CO-Magasinet

ARTIKLER & NYHEDER

Sæt Brexit på dagsordenen i bestyrelsen og SU

Briterne vil ud af EU, og det kan få betydning for danske virksomheders produktion og beskæftigelse. Derfor er det en god idé at få sat Brexit på dagsordenen i både bestyrelsen og SU.

Det er ikke kun i Storbritannien, at landets farvel til EU kan få indflydelse på industrien, produktionen og beskæftigelsen. Alt efter hvilken aftale Storbritannien får med EU, kan det såkaldte Brexit også smitte af på danske virksomheders økonomi og beskæftigelse.

Derfor er det en god idé, at medarbejdervalgte medlemmer af virksomhedens bestyrelse og samarbejdsudvalg (SU) sætter Brexit på dagsordenen, mener Amalie Ferdinand, faglig konsulent i CO-industri.

- Det er vigtigt at få drøftet med ledelsen så tidligt som muligt, hvilken strategi virksomheden har i forhold til at håndtere Brexit og den nye situation, der vil opstå, når Storbritannien forlader EU. På den måde kan tillidsrepræsentanterne forberede sig på eventuelle omstruktureringer som for eksempel afskedigelser, ansættelser, flytning af produktion og lignende, siger Amalie Ferdinand.

Hun anbefaler, at tillidsvalgte i SU og bestyrelsen har et særligt fokus på:

  • Brexits forventede konsekvenser for virksomhedens økonomi og arbejdsstyrke
  • Er der aktiviteter, der flyttes fra Storbritannien til Danmark eller omvendt
  • Vil Brexit føre (eller har det allerede ført) til en revision af virksomhedens strategi.

 

Se strategierne

Nøjagtigt hvilken betydning Brexit får for danske virksomheder er endnu ukendt. Lige nu foregår der forhandlinger mellem Storbritanniens regering og EU om, hvilke vilkår der skal være gældende, når udmeldelsen af EU bliver en realitet 30. marts 2019.

- Det kan godt være, at ledelsen ikke er afklaret endnu, men det skal de jo være klar til, hvad end der sker ved udgangen af marts næste år. Derfor synes jeg godt, at man som tillidsvalgt kan være lidt hård og bede om et indblik. For ledelsen har helt sikkert nogle scenarier, som de arbejder med, og dem kan man godt bede om at drøfte, så medarbejdernes erfaringer tages med i overvejelserne, fastslår Amalie Ferdinand.

Tre scenarier for Brexit er i spil:

  1. Storbritannien bliver ved med at være en del af det indre marked, og alt fortsætter som det plejer.
  2. Storbritannien og EU indgår en handelsaftale med aftale om beskatning af handel med varer og tjenester.
  3. Et hårdt Brexit, hvor Storbritannien trækker sig fra alle aftaler med EU og fremadrettet vil blive betragtet som enhver anden handelspartner med de restriktioner, det medfører.

Begge de sidste scenarier vil i større eller mindre grad have indflydelse på samhandlen med Storbritannien og kan påvirke virksomhedens produktion og afsætning og dermed også beskæftigelsen.

VIL DU VIDE MERE?