Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Social kapital kan ikke købes – men den kan skabes

Social kapital kommer ikke bare af sig selv, men en ny vejledning fra I-BAR viser, hvordan arbejdspladserne kan arbejde for at styrke trivsel og samarbejde.

På en skala fra et til fem, har dit team så en fælles forståelse af arbejdsopgaven og målet med den? Har I en følelse af gensidig tillid og sammenhold? Deler I relevant viden og hjælper hinanden, når der er behov for det?

Svaret på disse spørgsmål kan være med til at give et øjebliksbillede af, hvordan den sociale kapital har det i jeres team, og hjælpe med til at klargøre, hvor I kan sætte en ekstra indsats ind for at forbedre jeres samarbejde og trivsel.

Metoden er en del af det materiale, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har udarbejdet for I-BAR om netop social kapital.

- Social kapital er meget komplekst. Vi ved, at det ikke kan købes, men er noget, som virksomhederne skal have for øje og vedligeholde. Samtidig ved vi også, at de virksomheder, der har styr på processen og sikrer medarbejdernes trivsel, også har medarbejdere, der leverer på en effektiv måde, siger Mette Andersen Nexø, forsker ved NFA og oplægsholder på TekSams Årsdag.

Virksomhedens sociale kapital er den værdi og de ressourcer, der findes i samarbejdsrelationerne på en arbejdsplads. Det kan for eksempel være tillid til hinanden, høj grad af fælles selvtillid, sammenhold og fælles forståelse af arbejdsopgaver og mål. Alt sammen forhold, der påvirker produktiviteten, kvaliteten og trivslen i virksomheden.

Social kapital

Pjece nr.: 2016-057

Udgivelsesdato: 21-6-2016

Læs mere og bestil

TRE SLAGS KAPITAL

Hidtil er den sociale kapital blevet målt på hele arbejdspladsen som en enhed, men nu arbejder forskerne med tre forskellige former for social kapital, der giver et mere præcist billede af, hvor den sociale kapital er høj, og hvor der skal arbejdes mere med det, der skaber trivsel.

Den samlende sociale kapital findes i relationerne i de enkelte teams, den brobyggende sociale kapital findes i relationerne mellem teams, og endelig findes den forbindende sociale kapital i relationerne mellem medarbejdere og ledelse.

Samtidig har forskerne også fundet frem til nogle af de værktøjer, der kan være med til at fremme den sociale kapital i eksempelvis teams. Det kan blandt andet være at udvikle en fælles forståelse af kerneopgaven, så alle er klar over, hvad teamet skal udrette, og hvordan det skal gøres.

- Jo mere man indbyrdes i teamet kommunikerer og koordinerer, jo bedre er den fælles forståelse, siger Mette Andersen Nexø.

Samtidig er det også vigtigt, at teamet har nogle fælles spilleregler om, at man hjælper og støtter hinanden, at man tager initiativ og ansvar og sørger for at informere og koordinere med hinanden.

Teamet skal også have en kollektiv selvtillid, så det tror på, at medlemmerne sammen kan klare opgaven. De skal lære at tænke ”vi” i stedet for ”jeg”.

- Jo større kollektiv selvtillid teamet har, jo bedre er det i stand til at præstere, forklarer hun.

Og endelig skal der skabes tryghed i teamet, så medlemmerne stoler på hinanden og tør at vise fejl, så alle kan lære af det.

 

SKAB BETINGELSERNE

- Det lyder jo nemt, at man bare skal skabe social kapital, men i praksis kan det være svært. Mellemledere eller teamledere kan skabe de bedste betingelser for det ved løbende at være opmærksom på at vedligeholde og udvikle den fælles opgaveforståelse, selvtillid og spilleregler i det daglige arbejde. Ligesom de løbende kan inddrage medarbejdernes viden og erfaringer og skabe positive læringspraktikker, siger Mette Andersen Nexø.

Samtidig kan arbejdspladsen styre teamets sociale kapital ved at træne teamet gennem for eksempel rotation af forskellige opgaver og teambuilding, der styrker samarbejdsevnen og tilliden.

 

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?