Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Stigning i ansøgninger til IKUF

Uddannelseslysten i industrien fortsætter i en opadgående kurve.

Der er for alvor kommet gang i uddannelseslysten i industrien. Alene i marts modtog Industriens Kompetenceudviklingsfond (IKUF) 2.058 ansøgninger fra uddannelsesparate ansatte i industrien. Det er det næsthøjeste antal ansøgninger modtaget på en måned – kun overgået af september i 2013.

Dermed fortsætter de gode takter fra januar og februar 2015, hvor der også var flot søgning til IKUF.

Top ti over mest søgte uddannelser

1. Gaffeltruck certifikatkursus B
2. Basic offshore
3. It åbent værksted
4. Svejsning åbent værksted
5. Forberedende voksenundervisning, FVU
6. Anvendelse af regneark til enkle beregninger
7. Godstransport med lastbil
8. Trailerkørekort B/E
9. EU-efteruddannelse for godschauffører
10. Enkeltfag på akademiuddannelsen i ledelse

(April 2015)

- Det er dejligt at se, at så mange benytter sig af deres ret til to ugers selvvalgt uddannelse om året, siger Peter Rimfort, souschef i CO-industri.

Han peger på, at den stigende beskæftigelse generelt og i industrien muligvis har indflydelse på lysten til at gå i gang med at opkvalificere sig.

- Jeg kan godt forestille mig, at flere uddanner sig bredt, fordi det øger mulighederne for at få nyt job. Efterhånden som krisen er klinget af, har det også lettet presset på medarbejderne i industrien, så de nu har fået lyst til at prøve noget nyt, siger han.

Samtidig oplever han, at fagforbund, afdelinger og tillidsrepræsentanter yder en stor indsats for at få så mange som muligt til at bruge IKUF og derigennem beholde og forøge deres værdi på arbejdsmarkedet.

 

LIDT MED STOR VÆRDI

It og gaffeltruck ligger fortsat i toppen af listen over de mest søgte uddannelser.

- Det er jo også et udtryk for, at man ved at skaffe sig nogle enkelte kompetencer på et kursus af en uges varighed kan øge sine jobmuligheder markant. Og både it og gaffeltruck er i den grad kurser, som øger jobmulighederne både internt i mange virksomheder og på arbejdsmarkedet, fastslår Peter Rimfort.

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.