Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg
  • Overenskomst
  • Samarbejde
  • Arbejdsmiljø
  • Tillidsvalgte
  • CO-Magasinet

ARTIKLER & NYHEDER

Stor forskel på bestyrelsesarbejde

Ikke to bestyrelser er ens, viser paneldebat på A/S-Topmøde.

Selv om Anne Marie Kverneland, René Holl Majgaard og Tom Myrrhøj alle tre er medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, så er deres arbejdsforhold vidt forskellige. Det viste en paneldebat på CO-industris A/S-topmøde i november i Odense Congress Center.

De er dog fælles om at kæmpe for at få så meget indflydelse som muligt på de beslutninger, som virksomhedernes A/S-bestyrelser træffer.

På Novo Nordisk, hvor Anne Marie Kverneland er tillidsrepræsentant for laboranterne og medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem, er bestyrelsen præget af mange professionelle medlemmer med international baggrund. For nogle af dem har det været svært at se, hvilken funktion de medarbejdervalgte har i bestyrelsen.

- Min kollega og jeg inviterede derfor vores amerikanske bestyrelsesmedlem på besøg i vores klubhus, hvor vi fortalte om, hvad vi laver, og hvilken funktion de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer har i Danmark, fortæller hun.

 

Besøget gav bonus

- Jeg tror, at det gav ham et andet billede af, hvilken virksomhed Novo Nordisk er. De udenlandske bestyrelsesmedlemmer har fundet ud af, at med vores kendskab til firmaet kan vi fungere som et slags sandhedsvidne på det, som direktionen fortæller. For det er jo det, vi kan som medarbejdervalgte – vi kan have en anden vinkel på tingene og bringe noget andet på banen end det, direktionen ser, mener hun.

Samtidig har hendes bestyrelsesformand indført ”bestyrelsens private time”, hvor bestyrelsen bliver og snakker sammen, efter direktionen er gået.

- Det har givet os et andet frirum, hvor vi alle kan diskutere tingene på en helt anden måde, fortæller hun.

 

Kan være en kamp

Helt anderledes er forholdene for René Holl Majgaard, der er medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i Dansk Shell og tillidsrepræsentant for raffinaderiteknikerne.

- Vi er udenlandsk ejet og er lidt en skyggebestyrelse. Vi sidder der, fordi vi skal være der. Men det betyder ikke, at vi ikke sørger for at stille alle de spørgsmål, som vi finder relevante, siger han.

Han har gode erfaringer med at bruge Det Europæiske Samarbejdsudvalg (ESU) til både at få informationer om, hvor den øverste ledelse af Shell står, samt til at få bragt forskellige emner op til topledelsen.

For Tom Myrrhøj, der er tillidsrepræsentant for metallerne og medlem af A/S-bestyrelsen i Im. Stiholt, har bestyrelsesarbejdet budt på udfordringer, hvor han blandt andet har måttet kæmpe for at få materiale til bestyrelsesmøder i ordentlig tid.

Virksomheden har været gennem en krise og er gået fra at have en familiebestyrelse til nu at have en professionel bestyrelse, og det har haft betydning for de oplysninger, medarbejderne får fra bestyrelsen.

- Holdningen har været, at der skulle så lidt ud som muligt. Men den nuværende formand er meget åben. Hvert møde sluttes af med, at vi bliver enige om, hvad vi må fortælle medarbejderne. Der bliver også udarbejdet et nyhedsbrev, som når ud på alle seks afdelinger i landet, og en gang om året tager formanden rundt til afdelingerne og stiller sig op på en ølkasse og fortæller om, hvordan det går, siger han.

På Novo Nordisk bliver alle ledere og organisationsrepræsentanter kaldt til morgenmøde dagen efter et bestyrelsesmøde for at blive orienteret om, hvad bestyrelsen har drøftet.

- Det er der, hvor jeg tænker: ”Det kan jeg sige, og det kan jeg ikke sige”. Og det er rart, fordi det kan være svært at vurdere, hvad der er underlagt tavshedspligt, siger Anne Marie Kverneland.

 

Mange på valg

De er alle tre meget bevidste om, at det er vigtigt, at deres faggruppe er repræsenteret i bestyrelsen for at sikre størst mulig indflydelse.

I bestyrelsen i Novo Nordisk er medarbejderne repræsenteret af to fra fællesklubben samt to fra forskellige lederniveauer.

- Tilsammen repræsenterer vi bredt medarbejdergruppen, og det fungerer godt, da vi alle kan bidrage med hver vores ting. Jeg mener, at det er vigtigt ikke at være snævert fokuseret på eget område. Det er virksomheden simpelthen blevet for stor til, siger hun.

Det er Tom Myrrhøj helt enig i. Hans udfordring er, at Im. Stiholt har seks afdelinger, og alle afdelinger vil gerne være repræsenteret i bestyrelsen. Derfor kan der godt være 14-18 kolleger, der stiller op til valget.

- Det kræver noget bearbejdning at få dem til at indse, at vi står bedst, hvis vi står samlet. Derfor er det også vigtigt at få nogen fra bestyrelsen ud på arbejdspladsen, så kollegerne kan se, at vi også repræsenterer dem, mener han.

Også i Shell er der stor interesse for at blive valgt ind i bestyrelsen, men feltet plejer at være snævret ind til fem-seks stykker, når der skal stemmes.

- I min gruppe er der meget stor bevidsthed om, at det er vigtigt at være repræsenteret i bestyrelsen, så det er ikke så svært at få stemmer nok, siger René Holl Majgaard.

Uanset hvor forskellige deres udfordringer er, så er de alle tre enige om, at det kræver uddannelse at være medarbejdervalgt tillidsrepræsentant.

- Selv om vi lærer meget gennem tillidsrepræsentant-uddannelserne, så er bestyrelsesarbejdet dælme noget helt andet. Det er en helt anden måde, det foregår på. Så jeg kan kun opfordre til at tage alle de uddannelser, man kan komme i nærheden af, fastslår Tom Myrrhøj.

VIL DU VIDE MERE?