Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg
  • Overenskomst
  • Samarbejde
  • Arbejdsmiljø
  • Tillidsvalgte
  • CO-Magasinet

ARTIKLER & NYHEDER

TR-netværk skaffer værktøj til Filippinerne

Ordentlige arbejdsforhold og bedre uddannelse i Asien kan give mere fair konkurrencevilkår, mener tillidsrepræsentant bag indsamling af værktøj

Mens du læser dette, så er en container fyldt med mere end tre tons værktøj fra danske arbejdspladser på vej til Filippinerne. Her skal værktøjet bruges til at uddanne håndværkere og hjælpe dem til at få ordentlige arbejdsforhold og et sikkert arbejdsmiljø.

Det er tillidsrepræsentanter i Ringkøbing-Skjern, der står bag indsamlingen af værktøj, og primus motor på projektet er fællestillidsrepræsentant på Vestas Michael Abildgaard Lisbjerg.

Hans gode hjerte løb af med ham, da han på et tillidsrepræsentantmøde hørte om et projekt på Filippinerne, hvor Ulandssekretariatet på øen Davao arbejder på at forbedre bygningsarbejdernes arbejdsforhold ved at videreuddanne dem og blandt andet har etableret et uddannelsescenter for tekniske skoleuddannelser.

- Jeg blev inspireret af at høre om, hvordan de kæmpede for at etablere tekniske uddannelser, så arbejderne kunne få ordentlige arbejdsforhold og undgå arbejdsskader. Viljen var der, men de manglede værktøj. Og så sagde jeg ja til at hjælpe, fortæller han.

Han har selv gennem en rejse med FIU Ligestilling på Sri Lanka oplevet, hvor lidt der skal til for at vende udviklingen for arbejdere i den tredje verden.

- Og så tror jeg på, at vi slet ikke har råd til at lade være med at hjælpe. Hvis vi kan hjælpe dem til at få bedre uddannelse, ordentlige job, højere løn og færre arbejdsskader, så tror jeg, at vi vil få en mere fair konkurrence, hvor vi ikke skal konkurrere på elendige arbejdsforhold, siger Michael Lisbjerg. 

 

Fat i netværket
Han tog derfor fat i sit netværk, og en styregruppe med både tillidsfolk og fagligt aktive fra Dansk Metal og 3F blev nedsat. Det blev besluttet at køre projektet i LO Ringkøbing Fjords regi. Tillidsrepræsentanterne var faktisk klar til at gå i gang for over to år siden, men desværre viste det sig, at det ville koste alt for meget at sende en container med værktøj til Filippinerne, så projektet gik i stå.

I foråret 2015 vendte Ulandssekretariatet tilbage med en god nyhed. Rederiet Blue Water tilbød at sejle containeren næsten gratis til Filippinerne. Michael Lisbjerg samlede de fagligt aktive, der havde sagt ja til at hjælpe med projektet, og så gik de ellers i gang med at fordele opgaverne, få Vestas til at stille lagerplads til rådighed, producere materiale om skolen og gøre opmærksom på deres projekt i mails og på Facebook.

- Vi har ofte taget fat i tillidsrepræsentanter, som vi kender i forvejen fra vores netværk. Det betyder blandt andet, at vi har fået værktøj fra andre dele af landet. Noget langt væk fra, hvor vi bor, men så er der en, som har taget det med i forbindelse med en ferie, siger han.

Han og et par andre fagligt aktive har brugt flere frifredage på at køre rundt og snakke med virksomheder og tillidsrepræsentanter.

- Fra andre erfaringer med sådan noget, så vidste jeg, at selv om man kan nå rigtig langt ud med mails, så giver det mest at møde personligt op. Det er meget mere forpligtende, forklarer Michael Lisbjerg.

Og opbakningen har været stor.

- Nogle steder har de fundet fire-fem stykker værktøj frem med det samme, andre steder har de lige skullet bruge lidt tid til at finde det frem, og så har vi hentet efter fyraften. Nogle steder havde de ikke lige værktøj i overskud, men så fik vi doneret et pænt beløb, som er brugt i et lokalt byggemarked, som også har givet et bidrag, siger han.

 

Den gode julegave
En anden god oplevelse var, da projektgruppen spurgte filippinerne om, hvad de særligt godt kunne tænke sig i julegave og ønsket gik på en særlig gevind- og rørskærer.

- Så sendte vi en besked rundt i vores netværk, og det lykkedes os at finde den. Det var rart at kunne give dem den besked, at julegaven er på vej, fortæller han.

Gennem projektet har han og de andre deltagere besøgt mange virksomheder, men der er ingen tvivl om, hvad der har virket bedst.

- Netværket af tillidsrepræsentanter er absolut det, der har givet mest. Vi kender hinanden fra så mange forskellige sammenhænge, og mange vil også gerne hjælpe her, siger Michael Lisbjerg.

Selv om containerne med værktøj nu er sendt godt afsted, så er arbejdet ikke slut endnu. Der skal blandt andet sendes takkebreve til de virksomheder, der har hjulpet.

- Og så har de lovet, at der bliver taget billeder dernede. Det er vigtigt, at vi visualiserer projektet, så dem, der har bidraget, kan se, hvordan tingene bliver brugt, og informationerne kan blive sat op på opslagstavlen eller lægges i kantinen, fastslår han.