Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg
  • Overenskomst
  • Samarbejde
  • Arbejdsmiljø
  • Tillidsvalgte
  • CO-Magasinet

ARTIKLER & NYHEDER

Vi deltager på lige fod

Den højteknologiske virksomhed Terma har en bestyrelse med nogle af Danmarks førende erhvervsfolk – samt tre medarbejderrepræsentanter, hvis mening har stor værdi.

Kursus

Som medarbejdervalgt kan du komme på et 10-dages kursus på Konventum, så du bliver klar til opgaven.

Se kursusbeskrivelsen på Konventums hjemmeside

Det er store og tunge beslutninger, der skal træffes i Terma A/S’ otte medlemmer store bestyrelse. Den højteknologiske virksomhed, som producerer til forsvars- og rumfartsindustrien fra sine afdelinger i Grenaa, Lystrup og Herlev, manøvrerer i feltet mellem kæmpe investeringer, store internationale kunder og afgørende politiske beslutninger på Christiansborg. Derfor gælder det om at have is i maven, overblik og analyserne på plads, som da bestyrelsen besluttede sig for over et par omgange at investere op mod en halv milliard kroner i en ny fabrik for at fremstille komponenter til det amerikanske kampfly F-35 / Joint Strike Fighter.

Beslutningen viste sig at være rigtig, og afdelingen i Grenaa kan nu se frem til masser af opgaver til Lockheed Martin og deres samarbejdspartnere i en årrække.

Med til at træffe den beslutning var de tre medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen: Martin Hedegaard og Benny Daugaard Laursen, der sidder i bestyrelsen på femte år, samt Bo Laursen, der er i gang med sin femte periode og dermed har repræsenteret kollegerne i Terma A/S’ bestyrelse i over 20 år.

34-årige Martin Hedegaard og Bo Laursen på 61 år har begge en baggrund som faglærte inden for metalfagene og er nu i henholdsvis udviklingsafdelingen og indkøbsafdelingen i Lystrup, mens den 62 år gamle butiksuddannede Benny Daugaard Laursen er skiftet fra flymontør til en teknisk funktion i Grenaa-afdelingen.

Med sammenlagt 74 års ansættelse på Terma, trækker de tre medarbejdervalgte masser af erfaring med ind i bestyrelseslokalet som et godt supplement til de fem øvrige medlemmer, som ikke har deres daglige gang på Terma, men som til gengæld har erfaring som topchefer og bestyrelsesmedlemmer i en række store danske selskaber.

Kontakt CO-industri, hvis du har spørgsmål

Frederik Gjern Sørensen

Frederik Gjern Sørensen

fgs@co-industri.dk

- Vi kommer jo med en stor viden om, hvordan tingene fungerer i praksis her på virksomheden, og den øvrige bestyrelse bruger os meget til at spore sig ind på de konkrete produktionsforhold. Derfor er det helt klart også min oplevelse, at de betragter os fuldt ud som ligeværdige bestyrelsesmedlemmer, siger Bo Laursen og giver et konkret eksempel:

- Når vi er et par måneder fra regnskabsafslutningen, kan et bestyrelsesmedlem måske sige: ”Vi kan se, at vi er bagefter og skal nå så og så mange procent af omsætningen i de næste to måneder – kan fabrikken nå det”? Så kan vi med vores viden fra produktionen fortælle, at ja, det kan lade sig gøre at indhente det med overarbejde eller toholdsskift. Vi er egentlig også en sikkerhed for at kunne verificere, at det som direktionen giver af tilbagemelding også svarer til den hverdag, som vi oplever blandt kollegerne.


FORTID SOM TILLIDSREPRÆSENTANT

De tre medarbejdervalgte hos Terma sørger løbende for at komme rundt blandt kollegerne og især de øvrige tillidsvalgte for at være opdateret på, hvad der foregår i de forskellige afdelinger, så de har størst mulig viden om hverdagen på virksomheden, når de tager til de fire årlige bestyrelsesmøder. 

- Selv om jeg nu sidder i udviklingsafdelingen, har jeg stadig min daglige gang i produktionen, og her holder jeg en tæt dialog med tillidsrepræsentanterne fra 3F og Dansk Metal. Jeg tror, det betyder utroligt meget, at man som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem kan komme ud i organisationen og tale med kollegerne om de beslutninger, der er truffet. Vi kan måske forklare tingene på en anden måde, og i hvert fald kan de høre det fra en kollega. Så bliver det heller ikke noget med, at folk går og siger, ”at nu vil ham direktøren også bare ændre alting igen” – nej, han har fået at vide fra bestyrelsen, at der skal ændres noget, siger Martin Hedegaard.

Han har selv en fortid som Dansk Metal-tillidsrepræsentant og ser det som en klar styrke i forhold til bestyrelsesarbejdet – dels fordi han er kendt blandt kollegerne og har deres respekt fra sin gamle tillidsvalgte funktion. Han har også prøvet at sidde i begge funktioner på samme tid, og det kunne godt give nogle spøjse dilemmaer, når han på den ene side i bestyrelsen kunne konstatere, at virksomheden var inde i en positiv periode og på den anden side kunne sidde sammen med sin TR-kollega til lønforhandling med den nærmeste ledelse og få at vide, at der ikke rigtigt var råd til lønstigninger.

Det skal du vide, hvis du vil være bestyrelsesmedlem

  • Er I ansat i et A/S eller ApS, har I ret til at vælge medarbejderrepræsentanter til selskabets bestyrelse. Den eneste betingelse er, at I i gennemsnit har været mindst 35 medarbejdere i de seneste tre år.

 

  • I har ret til at vælge mindst to repræsentanter og kan ellers have halvt så mange medlemmer, som bestyrelsen i øvrigt består af. Er der fx syv andre medlemmer af bestyrelsen, kan I vælge fire (der rundes op).

 

  • Har I ikke allerede medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer hos jer, kan I få det – ved først at holde en ja/nej-afstemning blandt de ansatte og efterfølgende et egentlig valg af medlemmer. 

- Der skal man selvfølgelig kunne skille tingene ad og have styr på kasketterne. Men man kan jo godt henlede sin kollegas opmærksomhed på, hvor han skal kigge i regnskabet for at bruge det i sin argumentation uden at overtræde sine beføjelser som tillidsrepræsentant, smiler Martin Hedegaard.

Ingen af de tre medarbejdervalgte er aktive som tillidsrepræsentanter længere, fordi de ønsker at skille funktionerne ad og få bedst mulig tid til bestyrelsesarbejdet. Så der er både fordele og ulemper ved at varetage begge hverv, mener de.

- Da jeg selv sad som tillidsrepræsentant for 3F’erne og bestyrelsesmedlem, kunne jeg drage nytte af, at jeg kunne samle informationer op fra blandt andet samarbejdsudvalget og dermed havde en større og mere detaljeret viden, når jeg gik til bestyrelsesmøder, siger Benny Damgaard Laursen, der siden har skiftet job i Terma og nu er medlem af Teknisk Landsforbund.

 

TAG ORDET

Ligesom det kræver tid, energi og uddannelse at blive en dygtig tillidsrepræsentant, så gælder det også bestyrelsesarbejdet. Det er noget langt de fleste kan finde ud af, men det kræver, at man er seriøs omkring det, og at man har respekt for det, men samtidig er fuld af gåpåmod.

Guide til valgudvalget

Pjece nr.: 2014-066

Udgivelsesdato: 29-4-2016

Læs mere og bestil

- Jeg tror, at jeg bedst kan beskrive det første bestyrelsesmøde som at springe på et tog, der kører 100 kilometer i timen. Det går så stærkt. Det er økonomi, det er tal, det er nye begreber som dækningsbidrag, og det er spørgsmål til forskellige projekter. Før det første bestyrelsesmøde tager man godt nok lige et par dybe indåndinger, og så siger man til sig selv: ”Martin, du kan godt. Du har læst materialet, og du rækker bare hånden op, når du har et spørgsmål”, og så går det jo godt. De andre bestyrelsesmedlemmer ved jo også godt, at man lige skal ind i det, og vi har desuden en bestyrelsesformand i Flemming Tomdrup, som er dygtig til at skabe en god atmosfære på møderne, siger Martin Hedegaard og uddyber:

- Man skal ikke være nervøs for at række hånden op og bede om en forklaring på de ting, man ikke forstår. Det nytter ikke noget, at du bare sidder der og nikker – selv om du ikke forstår det – og tænker, at det er nok rigtigt, fordi alle andre også nikker. Især det første år vil man opleve, at der er en del ting, man ikke forstår, og man er bare nødt til at spørge ind til det med det samme, så man får tingene på plads. Det gælder jo også for de andre bestyrelsesmedlemmer, som ellers er vant til bestyrelsesarbejde. Fx har vi Christina (Christina Grumstrup Sørensen, senior partner i Copenhagen Infrastructure Partners og medlem af flere bestyrelser, red.), og da hun kom ind spurgte hun også om en masse ting på det første møde, fordi der var nogle ting om virksomheden, hun skulle have på plads.

- Jeg tror også, det er vigtigt at understrege, at man ikke kan vide alt om det hele, når man går ind i bestyrelsen. Vi får jo en del materiale, vi skal læse før møderne, og der vælger man noget ud at fokusere på – og så bruger og supplerer vi hinanden. Man er jo altid mindst to medarbejdervalgte i en bestyrelse. Og så skal man huske på, at de andre i bestyrelsen er mennesker ligesom os, selv om det måske er nogle, man kender fra de øverste cirkler af dansk erhvervsliv eller ministerier. Når vi har nogle timer sammen i mere sociale sammenhænge, så snakker vi jo alt mellem himmel og jord – børn, børnebørn og fodbold ligesom alle andre. Og når vi sidder på bestyrelsesmødet, så har jeg selvfølgelig respekt for deres faglighed og professionelle tilgang til bestyrelsesmødet, men de har også respekt for min og de andre medarbejdervalgtes faglighed, siger Benny Damgaard Laursen.

VIL DU VIDE MERE?