ARTIKLER & NYHEDER
25 år som MAB’er: Jannie har elsket alle årene, men endte med at fyre sig selv
”Jeg begyndte at græde, da vi tog beslutningen om at lukke min egen afdeling. Det handlede om de kollegaer, jeg arbejder sammen med hver eneste dag, og det handlede om mig selv og den arbejdsplads, jeg har været på i knap 40 år. Men jeg blev nødt til at se situationen fra virksomhedens perspektiv, og der kunne jeg godt se, at en outsourcing var den rigtige beslutning at tage.”
For fire år siden deltog Jannie Kogsbøll i et skelsættende bestyrelsesmøde på sin arbejdsplads, Leo Pharma. Som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem var hun med til at træffe den beslutning, der om et år resulterer i, at hun og hendes kollegaer står uden job:
”Vi lukker hele produktionen ned med udgangen af 2025. Så det var en af de hårde beslutninger – den var virkelig hård. Jeg var jo selv med til at tage den, og så kommer det bare tæt på.”
DET SURE MED DET SØDE
Som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem deltager man på lige vilkår med de generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer. Det betyder også, at selvom man kommer med et medarbejderperspektiv på bestyrelsesarbejdet, så er ens opgave at varetage selskabets interesser.
”Jeg kendte jo til lukningen, et halvt år før det blev meldt ud, men uden at jeg måtte dele det med nogen. Efter bestyrelsesmødet skulle jeg ned i produktionen, arbejde videre og se mine kollegaer i øjnene. Jeg kan huske, at jeg kiggede på dem og tænkte: ’Ja, lige pludselig er vi her ikke mere, og det sker, førend I ved det.’ Det var hårdt.”
Netop beslutninger, som har resulteret i fyringer af kollegaer, har været de hårdeste for Jannie at være med til at træffe i sin rolle som MAB’er:
”Det absolut værste har været at være en del af de beslutningsprocesser, som har ført til, at kollegaer har mistet deres job. Vi har haft tre fyringsrunder indenfor de seneste år, og selv om 97 procent har fået et nyt job efterfølgende, så vil det altid være de sværeste beslutninger at tage.”
Selv om det for Jannie mestendels har været positivt at sidde i rollen som MAB’er, er rollen også kommet med en slagside:
”Nogle gange er jeg da kommet hjem, hvor min mand har spurgt: ’Nå, har det været hårdt i dag?’, og der har jeg jo bare måttet nikke og sige: ’Ja, det har været lidt hårdt.’ Men i sådanne situationer har jeg jo ikke kunnet fortælle om beslutningerne, vi har taget, før de er ude, så jeg har været lidt alene med oplysningerne uden at måtte dele dem.”
Alligevel er Jannie ikke i tvivl om, at det positive har fyldt mest gennem hendes karriere:
”Jeg har været rigtig glad for alle mine år som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem. Det bedste har været at få så stor en indsigt i virksomheden og være en del af den vidensdeling, som foregår i bestyrelsen. Derudover har rollen som MAB’er også givet mig masser af selvtillid og gjort mig mere selvsikker. Jeg er nok blevet en anden person, end jeg ellers ville have været, og jeg tør at stille mig frem både privat og i arbejdssammenhænge.”
FØRSTE SKRIDT IND I BESTYRELSESLOKALET
Det er knap 25 år siden, at Jannie fik et prik på skulderen og et spørgsmål om, hvorvidt hun kunne overveje at stille op som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem på Leo Pharma. Hun havde altid interesseret sig for fagligt arbejde, og hun var nysgerrig på, hvordan virksomheder drives, og hvordan beslutninger træffes. Alligevel oplevede hun en slags ærefrygt over for den nye rolle, da hun blev en del af bestyrelsen:
”Dengang, jeg blev valgt ind, var jeg lille og forsigtig, og når jeg trådte ind i bestyrelseslokalet, kan jeg huske, at jeg var sådan: ’Nøøj, det er direktøren lige dér.’ Dengang sagde man ’De’ til hinanden. Lille mig. Så blev vi medarbejdervalgte placeret i den ene ende af lokalet, mens de andre sad ved den anden ende af bordet. Vi blev nærmest ikke hørt. Tingene var allerede aftalt på forhånd, kunne man mærke.”
Med tiden er rutinerne og dynamikken i Leo Pharmas bestyrelseslokale blevet ændret:
”I dag er vi på kram, vi sidder blandet ved bordet, og vi ansatte bliver både hørt, set, værdsat og spurgt til råds. Derudover bliver vi inden bestyrelsesmøderne indkaldt til et formøde med vores direktør, hvor han spørger os, om der er noget, vi vil snakke om inden bestyrelsesmødet, og om der er noget, vi gerne vil have uddybet. Det er blevet rigtig, rigtig godt, og der kan vi ikke sætte en finger.”
Bestyrelsen i Leo Pharma er over årene også blevet meget mere lydhør over for de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, og Jannie mærker, hvordan hendes viden bliver set som en kompetence, som kan og skal bruges:
”Rigtig mange af bestyrelsesmedlemmerne er af en yngre generation, der gerne vil inddrage folk og dele deres viden. Deres skoling har lært dem, at det bliver man nødt til i dagens Danmark, og at det er den vej, som samfundsudviklingen går. De yngre kan se, at vi, der har været med i lang tid, har en stor viden, og at vi jo kan sige: ’Ej, det prøvede vi også for ti år siden, og der virkede det slet ikke, men lad os prøve noget andet.’ Vi ved jo, hvad der foregår på gulvet, og den viden formår de at bruge.”
Skal du have en nyvalgt MAB’er under vingerne?
Som nyvalgt medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem kan den nye rolle virke både stor og overvældende.
Men hvis du har været MAB’er i en længere periode, kan du hjælpe den nyvalgte godt i gang med Jannies tre råd.
1. Fortæl din historie
Inddrag den nye i hele bagkataloget for dit virke som MAB’er. Hvad har været godt, hvad har været knap så godt, og hvad har bestyrelsen været igennem de seneste år? Jo mere viden, jo større grobund for, at den nye MAB’er kan sætte sig hurtigt ind i bestyrelsesarbejdet.
2. Peg på kurser
Ingen kan alt, når de starter på noget nyt, og derfor er det en god idé at få den nyvalgte af sted på nogle kurser, kort tid efter at vedkommende er blevet valgt. Det kan være i for eksempel regnskab, sprog eller bestyrelsesarbejde generelt.
3. Bak op
Som ny kan det være svært at tage ordet i en større forsamling. Her kan det være en god idé at fortælle den nyvalgte, at vedkommendes mening er helt legitim og derfor naturligvis er velkommen på bestyrelsesmøderne.
FRA KURSIST TIL KOMPETENT
Når man bliver valgt som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem, er der mange ting at lære, og mange ting at sætte sig ind i. Men for 25 år siden var Jannies oplevelse noget anderledes end i dag:
”Dengang, jeg blev valgt ind i bestyrelsen, kom vi slet ikke på nogen kurser. Der kom vi bare op fra arbejdet og trådte direkte ind i bestyrelseslokalet, og så sad vi ellers bare der i vores hvide kitler og lyttede.”
Gennem de seneste mange år har Jannie dog oplevet en stor forandring, og hun har gennem tiden taget mange kurser, som har styrket hendes kompetencer i bestyrelsesarbejdet. Hun har blandt andet taget kurser i engelsk for at kunne forstå mødematerialet til fulde og for at have muligheden for at kunne udtrykke sig helt klart på et sprog, der ikke er hendes eget. Derudover har hun taget kurser i IT og regnskab samt bestyrelseskurser og 3F’s grundkurser for tillidsvalgte.
”Kurserne og min erfaring har til sammen givet mig en god forståelse for regnskaber, og hvorfor virksomheder og bestyrelser gør, som de gør, og træffer de valg, de træffer.”
Det er også noget, som Jannie anbefaler nyvalgte MAB’er at gøre brug af:
”Man skal være villig til at tage nogle kurser, meget hurtigt efter man er valgt ind. Særligt i regnskab og engelsk, hvis man ikke føler sig helt stærk i det. For mig har det også været vigtigt at skabe kontakt til bestyrelsesmedlemmer i andre firmaer, fordi erfaringsudveksling og det at spejle sig i hinanden giver rigtig meget – både i forhold til, hvad vi selv gør godt, og hvad der eventuelt kan ændres.”
Jannies råd til nye MAB’ere.
1. Husk, at du skaber værdi
Som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem kan du bidrage med meget værdi. Du har blandt andet den bedste indsigt i, hvordan det går med medarbejderne, og hvordan stemningen er. Er der noget uro? Hvad er godt? Hvad rører sig?
2. Du skal ville det
At sidde i en virksomheds bestyrelse kræver både arbejde og noget fritid, og Jannie bruger selv omkring 20 timer om måneden på bestyrelsesarbejdet (Jannies sidder også i bestyrelsen for LEO Fondet, hvor en del af timerne også er fordelt på møder og forberedelse).
3. Vær åben og ærlig
Som medarbejdervalgt er det vigtigt at være åben for forandringer, ærlig i forhold til hvad du mener og samtidig have modet til at sige din mening højt – også hvis du ikke er enig med de andre bestyrelsesmedlemmer.
4. Hav interesse for firmaet
At sidde i virksomhedens bestyrelse er ikke det samme som at sidde i for eksempel samarbejdsudvalget. I bestyrelsen sidder du der i firmaets interesse, og firmaet er altid første prioritet.
INFORMATIONSSTRØMMEN FLYDER FRIT
Ligesom Jannie føler sig langt mere inddraget i bestyrelsesbeslutningerne i dag end for 25 år siden, har hun også oplevet et stort skift i informationsniveauet fra bestyrelsen og ud til de omkring 4000 medarbejdere på Leo Pharma, som er fordelt rundt omkring i verden:
”Med årene er der kommet en langt større åbenhed og mere information fra ledelsens side. I dag holder vores finansdirektør og vores administrerende direktør noget, der hedder Leo Live. Her står de rimeligt hurtigt efter vores møder og deler oplysninger, hvis der er noget at fortælle om. Det sker mindst en gang om måneden, hvor alle kollegaer kan gå ind og se det digitalt eller møde op nede i vores auditorium. Så informationsniveauet er blevet enormt. På den måde bliver der fortalt, hvorfor beslutningerne sker, og så kan folk stille spørgsmål.”
Ifølge Jannie er en af fordelene ved at have MAB’ere netop, at informationsniveauet på arbejdspladsen bliver højere – noget, som forskning også bakker op om:
”Det er jo i medarbejdernes interesse, at vi som MAB’ere kan bringe vores kollegaers stemme op på de bonede gulve, så de også får en større indflydelse på deres eget arbejdsliv. Derudover kan MAB’erne være med til at formidle information fra for eksempel Leo Live, som er et informationsmøde, der holdes cirka en gang om måneden med deltagelse af CEO, CFO og andre ledende medarbejdere. De fortæller om nyt i virksomheden, og her kan kollegaer efterfølgende spørge mig ind til ’Hvad blev der egentlig sagt der?’, ’Hvorfor er det sådan?’ eller ’Hvilken indflydelse kommer det til at få?’”
Jannie fortæller, at det nye og større informationsniveau desuden gør det nemmere at agere ud fra den tavshedspligt, som hun er underlagt grundet sin rolle som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem:
”I starten da jeg blev valgt ind i bestyrelsen, spurgte kollegaerne ofte ind til, hvad der blev talt om på bestyrelsesmøderne. Der måtte jeg jo fortælle dem, at jeg naturligvis ikke kunne dele den information med dem. Det tog de nu rigtig pænt, men der er helt klart sket en stor ændring i forhold til den generelle åbenhed over årene.”
TIMEGLASSET RINDER UD
For Jannie er tiden på Leo Pharma ved at være slut, og siden hun trådte ind på virksomheden for første gang, er der gået knap 40 år:
”Det bliver kedeligt at skulle fra det her sted. Det har varet så mange timer og så mange af mine år. Jeg vil jo blive ved at følge virksomheden, men det bliver underligt, når jeg skal sige farvel. Der kan det godt være, jeg fælder en lille tåre – det er jo livsændrende.”
Men til trods for både op- og nedture er Jannie stolt og glad for den udvikling, hun har taget i bestyrelsesrollen de seneste 25 år:
”Dengang, jeg blev valgt, tænkte jeg, at mine kollegaer stolede på mig, og det var jeg glad for. Nu, når jeg kigger tilbage på den tid, kan jeg godt tænke, at det var lidt surt dengang, men det er jo overstået for længst. Så jeg er rigtig glad for, at jeg har nået at opleve alt det gode også.”
obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.
VIL DU VIDE MERE?