”Jeg kan sige uden omsvøb, at den måde, arbejdsmarkedet reguleres på i de nordiske lande, er en konkurrencefordel.”

Så klare var ordene fra arbejdsmarkedsforskeren Søren Kaj Andersen, da han talte på en konference på Christiansborg arrangeret af CO-industri og DI. Anledningen var Foreningen Nordens 100-års jubilæum.

Søren Kaj Andersen, der er centerleder for forskningscentret FAOS på Københavns Universitet, har været hovedforfatter på en forskningsrapport om arbejdsmarkederne i Norden.

De tørre tal viser, at de nordiske lande ligger højt på listen, når det gælder konkurrenceduelighed, og på World Banks liste over lande, hvor det er mest ubesværet at drive forretning. Samtidig er Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island de fem lande i verden, hvor flest lønmodtagere er medlem af en fagforening, og blandt de lande, hvor flest lønmodtagere er omfattet af en overenskomst.

”Selv om organiseringen er faldet de senere år, er de nordiske fagforeninger stærke i international sammenhæng. Overenskomstdækningen er også stabilt høj. Den er højere i andre lande, men det skyldes, at de benytter sig af almengørelse, så overenskomsterne bliver udbredt til alle lønmodtagere ved lov,” sagde Søren Kaj Andersen.

ENSARTET LØNUDVIKLING

At tale om en nordisk model er en tilsnigelse, for der er markante forskelle landene imellem. Men fælles er, at fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer i stor udstrækning selv aftaler de vilkår, der gælder på arbejdspladserne. Eller som CO-industris formand Claus Jensen udtrykte det:

”I Norden har vi aftaler, sydpå har de lovgivning. Og Tyskland ligger så midtimellem – på en god dag.”

Ifølge forskningsrapporten er sammenhængen klar: Både virksomheder og lønmodtagere drager fordel af en aftalebaseret model. Virksomhederne slipper for strejker i tide og utide, og lønmodtagerne kan skifte branche uden at tænke for meget på, om de mon kan få det samme i løn.

Det sidste er altafgørende ifølge Søren Kaj Andersen. For lønmodtagerne er også forbrugere.

”Koordineringen mellem overenskomstområderne sikrer en ensartet lønudvikling, som delvist tager lønnen ud af konkurrencen. Vi har relativt høje indkomster – især for lønmodtagere i den lave ende, og det øger værdiskabelsen for alle lønmodtagere. Der er sket nogle ting de senere år, hvor nogle af dem med høje lønninger har haft store stigninger. Det har ført til en debat om ulighed, men bundlinjen er stadig, at lønstrukturen er ret sammenpresset sammenlignet med andre lande,” sagde han.

Søren Kaj Andersen tilføjede, at det også gælder de offentlige arbejdsmarkeder.

”I Danmark har vi reguleringsordningen, som sikrer en ensartet lønudvikling i forhold til det private arbejdsmarked. Men de andre nordiske lande har lignende mekanismer,” fortalte han.

VÆRN MOD YDERFLØJENE

Ifølge den fællesnordiske rapport er forhandlingsstrukturen også blevet mere ensartet i de nordiske lande de seneste år. I Danmark har det, siden DI blev dannet i 90’erne, været kutyme, at CO-industri og DI lægger rammen, når der forhandles overenskomster. Sådan er det også i Sverige og Norge, og Finland er på vej i samme retning, fortalte Søren Kaj Andersen.

”Det er de konkurrenceudsatte erhverv, der forhandler først. Det giver også mening, hvis vi ser på organiseringen, hvor det i alle de nordiske lande er industrien, der er den stærke,” forklarede han.

Samtidig rummer overenskomsterne mulighed for at indgå lokale aftaler, som sikrer den fleksibilitet, virksomhederne ikke ville få, hvis det var politikere, der lavede reglerne. Og ifølge Søren Kaj Andersen har fagforbund og arbejdsgiverorganisationer fået endnu et argument for at stå vagt om aftalemodellen.

”I de senere år er parlamenterne i de nordiske lande blevet mere fragmenterede end tidligere – bare se situationen i Sverige med Sverigedemokraterne. Det fremmer også argumentet om at holde politikerne ude,” sagde han.