ARTIKLER & NYHEDER
Claus Jensen fortsætter i spidsen for en million industriansatte
Dansk Metals forbundsformand, Claus Jensen, fortsætter som formand for Nordic IN, der er organisation for industriansatte i de nordiske lande. Han er tirsdag blevet genvalgt på kongressen Nordisk Forum, der i år afholdes i Finland. Her deltager topfolk fra fagbevægelsen i Danmark, Finland, Norge, Sverige og Island.
”Jeg er virkelig glad og stolt over, at mine nordiske kollegaer endnu engang har peget på mig som formand. Mine nordiske kollegaer og jeg har mange ting til fælles, og derfor er det godt, at vi står sammen. Det er klart, at det giver os mere indflydelse, når vi står skulder ved skulder internationalt,” siger Claus Jensen, der er formand for CO-industri og forbundsformand i Dansk Metal.
Claus Jensen har været formand for Nordic IN siden 2017 og er valgt på CO-industris mandat. Paraplyorganisationen repræsenterer over en million industriarbejdere.
Også CO-industris næstformand og formand for 3F Industri, Mads Andersen, blev genvalgt til ”Styrelsen” i Nordic IN.
Nordic IN har været aktiv på den europæiske scene i mange år og arbejdede målrettet for at bekæmpe EU’s mindstelønsdirektiv. Lige nu er det blandt andet grønne, europæiske industriarbejdspladser, der står højt på dagsordenen. Med stor statsstøtte til den grønne industri i både USA og Kina er der øget konkurrence om at dominere fremtidens grønne industri.
”I disse tider er det vigtigt, at vi ikke kun har fokus på forsyningssikkerhed, men også sikrer, at vi i Europa har produktionssikkerhed. Det nytter ikke noget, hvis vi ikke herhjemme kan producere vigtige teknologier eller andet til den grønne omstilling. Her skal Nordic IN være garant for, at de industriansatte arbejder under ordentlige løn- og arbejdsvilkår,” siger Claus Jensen.
(På billedet lykønskes Claus Jensen (th.) af mødeleder ved kongressen Petri Vantala, der til daglig er formand for de finske papirindustriarbejdere)
VIL DU VIDE MERE?