Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg
  • Overenskomst
  • Samarbejde
  • Arbejdsmiljø
  • Tillidsvalgte
  • CO-Magasinet

ARTIKLER & NYHEDER

Dansk arbejdspladskultur er svær at forstå

To meget forskellige arbejdspladskulturer støder jævnligt sammen på Taconic Biosciences, hvor ejerne og ledelsen er amerikansk, mens medarbejderne er danske.

- Det er ikke fordi de ikke gerne vil forstå det, men de har bare svært ved at forholde sig til, hvordan vi arbejder i Danmark. Sådan lyder det fra Jelena Larsen Sojat, der er talskvinde for funktionærerne i Taconic Biosciences og næstformand i virksomhedens danske samarbejdsudvalg.

Hun oplever dagligt, hvordan forskellene mellem den danske og den amerikanske arbejdspladskultur giver udfordringer i samarbejdet.  Et forhold som virksomheden i Danmark nu har sat fokus på.

Taconic, der producerer forsøgsdyr til medicinalindustrien, har to danske afdelinger – en i Laven ved Silkeborg og en i Ejby ved Køge – og har siden 2003 været amerikansk ejet. I 2014 besluttede man at ændre ledelsesstrukturen, så stort set hele den danske ledelse blev fyret og erstattet af mellemledere, der alle refererer til ledere, der fysisk sidder i USA.

 

Som et samlebånd

Det har givet en del uro i den danske del af virksomheden, hvor mange medarbejdere har forladt virksomheden, og i begyndelsen af 2016 fik Taconic et påbud fra Arbejdstilsynet på grund af det psykiske arbejdsmiljø.

- Amerikanerne har en helt anden holdning til det arbejde, vi udfører, end vi har i Danmark. De betragter det meget som et samlebånd, hvor der ikke burde være problemer, hvis bare arbejdsopgaven er beskrevet godt nok. Men vores dyrepassere har fire års uddannelse og en holdning til deres arbejde, og de vil gerne være med til at bestemme, siger Puk Andreasen, der er leder i Taconic og formand for virksomhedens danske samarbejdsudvalg.

Hun oplever, at amerikanske medarbejder lige præcist ved, hvad de skal lave, og det arbejde udfører de, og så giver de slip på opgaven.

- I Danmark kan vores medarbejdere godt lide at følge op på opgaven og sikre sig, at alt er ok, siger hun.

- Jeg tror, at det er fordi vi i Danmark har den opfattelse, at vi arbejder mod et fælles mål. Derfor tager vi ansvar ud over det, der er aftalt, supplerer Jelena Larsen Sojat.

Hun oplever det især, når hun som projektleder skal samarbejde med amerikanerne om produkter til amerikanske kunder.

- I Danmark udstikker jeg nogle retningslinjer, og så samarbejder vi og finder ud af det. Til mine amerikanske kolleger skal jeg skrive alt ned, og så gør de, hvad der står. De stiller ikke spørgsmål til noget, medmindre jeg udtrykkeligt og flere gange påpeger, at det må de gerne, siger hun.

 

Silotænkning

Hun og Puk Andreasen peger også på, at amerikanerne tænker meget i siloer og ikke har blik for, hvordan deres beslutning påvirker andre afdelinger end den, som de er ansvarlig for.

- Det virker ofte, som om funktionslederne i USA ikke har forståelse for, at deres områder overlapper hinanden i den danske del af firmaet. Det kan godt være, at det ikke er et problem i USA, men det er det i Danmark, hvor det er den største udfordring for vores ledere, siger Jelena Larsen Sojat.

Silotænkningen er et problem, som Puk Andreasen har diskuteret med den amerikanske ledelse, og hun oplever, at topledelsen forstår problemet, men at det er vanskeligere at trænge igennem til dem, der arbejder med det til dagligt.

Også når det kommer til ros og belønning af medarbejderne håndterer danskerne og amerikanerne det vidt forskelligt.

- Amerikanerne kan godt lide at kåre månedens medarbejder og dele priser ud med pomp og pragt. Vi har ikke noget imod at få ros, men har ikke det samme behov for at få det plastret ud over det hele. Igen tror jeg, at det er fordi, at vi tænker i teams. Hvis jeg gør det godt, så gør afdelingen det også godt, siger Jelena Larsen Sojat.

- Jeg kan godt få den fornemmelse, at de tror, at hvis de giver medarbejderne lidt mere i timen, så bliver de glade. Fordi det betyder virkeligt meget i USA. Men hos os er det ikke nødvendigvis nummer et. Vi vil gerne have et fedt arbejde med indflydelse og stor fleksibilitet, og det har de lidt svært ved at fange, fortsætter Puk Andreasen.

Til gengæld oplever de stor respekt omkring fagforeningen og myndigheder. Det betyder, at påbuddet fra Arbejdstilsynet bliver taget meget alvorligt, ligesom reglerne for fyringer og arbejdsmiljø bliver overholdt til punkt og prikke.

 

Seminar skaber forståelse

For at skabe et bedre samarbejde over Atlanten har samarbejdsudvalget holdt et seminar for alle medarbejdere i Danmark og ledere fra både Danmark, Tyskland og USA, hvor der var fokus på kulturforskelle og baggrundene for dem.

- Udgangspunktet var, at det kan godt være, at vi synes, at amerikanerne er mærkelige, men vi skal også prøve at kigge indad og prøve at forstå dem for at fremme samarbejdet, fortæller Jelena Larsen Sojat.

Men der er langt fra teori til praksis, erkender hun og Puk Andreasen. Derfor er det heller ikke sidste gang, der bliver talt om samarbejde og kulturforståelse i Taconic. Næste gang vil der blive sat fokus på ledernes rolle i forhold til de mennesker, de arbejder sammen med.

- Det er jo ikke, fordi de ikke vil forstå os, men det er svært, konstaterer Puk Andreasen.