Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Familielivet i fokus ved OK25-forlig

To store ønsker fra medlemmerne er blevet opfyldt ved forhandlingerne om nye overenskomster – mere i lønposen og bedre muligheder for at skabe balance mellem familie- og arbejdsliv.

Ansatte i industrien får bedre muligheder for at skabe balance mellem familie- og arbejdsliv.

Efter mere end en måneds forhandlinger og et døgns intense, afsluttende forhandlinger blev CO-industri og Dansk Industri søndag den 9. februar enige om et treårigt overenskomstforlig, der blandt andet giver nye muligheder for at bruge fritvalgskontoen til blandt andet børnebørns-omsorgsdage og til at ledsage nærtstående familiemedlemmer til for eksempel lægebesøg.

Samtidig havde CO-industris forhandlere også fokus på at finde løsninger, som kan sikre reallønsfremgangen og fortsat give plads til de lokale lønforhandlinger. Blandt andet bliver fritvalgskontoen hævet med to procent, og arbejdsgiveren skal indbetale en procent mere til pension.

”Vi har landet en rigtig god overenskomst, som både skaber mere balance mellem privatliv og arbejdsliv, men også sikrer medlemmerne en reallønsfremgang. Og det var de to vigtigste ting for os ved denne forhandling,” sagde Claus Jensen, formand for CO-industri og Dansk Metal, da han sammen med Mads Andersen, næstformand i CO-industri og formand for 3F Industri, og Lars Sandahl Sørensen og Kim Graugaard fra Dansk Industri præsenterede forliget på et pressemøde.

 

DIREKTE MEDLEMSØNSKER

Med muligheden for at bruge fritvalgskontoen til to børnebørns-omsorgsdage, fri ved barnets tredje sygedag eller til at ledsage nære familiemedlemmer ved helbredskonsultationer og samtaler med offentlige myndigheder har Claus Jensen og Mads Andersen indfriet et ønske, som de hørte gentagne gange på de otte optaktsmøder landet over forud for overenskomstforhandlingerne.

”Det er direkte medlemsønsker, der står i den her aftale. Vores medlemmer har stillet forslag til os om at få åbnet for, at fritvalgsordningen kan bruges til for eksempel familiemæssige ting. Vi er glade for at have fået det gennemført og tror selvfølgelig på, at de vil bruge de nye muligheder, ligesom de i dag bruger seniorordningen og den ekstra barns sygedag, som allerede ligger i fritvalgskontoen,” sagde Mads Andersen.


Men det har ikke været ligetil at finde frem til en brugbar løsning, pointerede Claus Jensen.

”Det er ikke særlig nemt med work-life-balance i industrivirksomheder. Det er noget nemmere, hvis man sidder med et regneark på en computer og kan vælge at tage en hjemmearbejdsdag eller gå lidt tidligere. Men når man står på et stort, dyrt procesanlæg ude i industrien, som skal køre 24 timer i døgnet, så har vi nogle udfordringer. Men jeg synes, at vi har fundet en løsning, som hjælper så mange som muligt og i så mange livsfaser som muligt,” sagde han.

 

VEDERLAG TIL AMR

Med OK25-forliget får arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af et af CO-industri medlemsforbund, et vederlag på 9.000 kroner om året.

”Det er vigtigt, at de, der lader sig vælge ude på arbejdspladserne, også er nogle, der har adgang til den efteruddannelse, som deres forbund kan tilbyde, og ikke kun får de to gange to dages lovpligtig uddannelse i at være arbejdsmiljørepræsentant. Jeg tror, at de er bedre arbejdsmiljørepræsentanter – både i forhold til samarbejdet med virksomheden og i allerhøjeste grad også i forhold til at sørge for, at deres kolleger har nogle sikkerheds- og sundhedsmæssigt gode forhold i virksomhederne,” sagde Claus Jensen.

”Og igen er det et direkte ønske fra medlemmerne, der er blevet gennemført her,” indskød Mads Andersen.

Forliget om industriens overenskomster vil blive sendt til urafstemning, når resten af det private arbejdsmarked er færdige med deres overenskomstforhandlinger.

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?