Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Hos C.C. Jensen kan de mærke, når det går godt

Medarbejderne hos årets modtager af CO-industris Samarbejdspris får to gange om året del i virksomhedens overskud

Når der er sorte tal på bundlinjen hos oliefilterproducenten C.C. Jensen, så kan det mærkes på medarbejdernes bankkonto. De får nemlig del i overskuddet. Og pengene fordeles ligeligt til alle medarbejdere, uanset om de er leder, ingeniør eller fejedreng.

Det er en ordning, som tillidsrepræsentanterne betegner som både retfærdig og motiverende for de 189 ansatte på virksomheden, der har hovedkvarter i Svendborg.

- Det betyder meget for os, at vi bliver betænkt på den måde, siger Jørgen Richard Hansen, fællestillidsrepræsentant på C.C. Jensen.
Og han suppleres af Tom Christiansen, tillidsrepræsentant for teknikerne på virksomheden.

- Kodeordet her er retfærdighed. Alle oplever, at det er en retfærdig måde at gøre det på, når alle får lige meget. Vi kalder det lønbonus, men egentlig er det jo en god, gammel socialdemokratisk idé om økonomisk demokrati, siger han.

C.C. Jensen modtog i oktober 2016 CO-industris Samarbejdspris. Virksomheden blev indstillet af Jørgen Richard Hansen, Tom Christiansen samt tillidsrepræsentant Kim Mortensen (3F), og de fremhævede netop samarbejdet, respekten og oplevelsen af retfærdighed på arbejdspladsen.

CO-industris Samarbejdspris uddeles en gang om året til en virksomhed i industrien, der i hverdagen beviser, at både trivslen og produktiviteten blomstrer, når ledelse og medarbejdere samarbejder.

CO-industris Samarbejdspris

Du kan læse meget mere om CO-industris Samarbejdspris, og hvordan du nominerer din arbejdsplads til prisen.

Læs mere her

 

FÅR MEGET IGEN

Den familieejede virksomhed har delt overskuddet med medarbejderne gennem mange år.

- Når vi har valgt at dele en del af virksomhedens overskud med medarbejderne, skyldes det, at vi gerne vil signalere, at der godt nok er nogen, som ejer denne virksomhed, men der er også mange mennesker, som går på arbejde hver dag og får alting til at løbe rundt. De skal også mærke, hvis det går godt. I det hele taget er det en øvelse, som vi skal huske på, at når det går godt, så skal vi dele successen, siger Stig Due, administrerende direktør i C.C. Jensen.

CO-industris Samarbejdspris

CO-industris Samarbejdspris er en anerkendelse af virksomheder i industrien, der har et godt og velfungerende samarbejde mellem ledelse og medarbejdere til gavn for trivslen og produktiviteten.

Det er udelukkende tillidsrepræsentanter på industriens arbejdspladser, der kan nominere deres arbejdsplads til prisen.

Med CO-industris Samarbejdspris følger en skulptur af kunstneren Stiig Kalsing. Skulpturen symboliserer den balance, der bør være i samarbejdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager. Tillidsrepræsentanten får desuden 5.000 kroner til at fejre prisen med kolleger, som er medlem af et CO-industriforbund.

(Opdateret 2020)

Efter et godt regnskab inviterede virksomheden derfor sidste år alle medarbejdere på frokost og revy.

- Det er virksomheden, der giver frokost, men vi får meget mere igen, nemlig engagerede, glade og ekstremt motiverede medarbejdere, der kan mærke, at de bliver værdsat. Og det smitter af på forholdet mellem medarbejderne, for jeg synes, at der er en usædvanlig god stemning medarbejderne imellem, siger han.

Det er en oplevelse, som de tre tillidsrepræsentanter deler med ham. De peger på, at alle kolleger er klar til at hjælpe hinanden, hvis der er travlt, ligesom alle arbejder for at sikre hinanden en god lønbonus.

Lønbonussen på C.C. Jensen ligger typisk på 3.000 til 4.000 kroner om året til hver medarbejder, og den uddeles to gange om året – op til sommerferien og til jul.

 

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.