Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

IKUF slutter 2016 af med rekord

Markant flere har søgt IKUF i november og december 2016 i forhold til samme måned året før.

1.885 og 1.559. Så mange søgte i november og december om tilskud til selvvalgt uddannelse gennem IKUF (Industriens Kompetenceudviklingsfond). Det er det højeste antal ansøgninger i de to måneder i IKUF’s historie.

Trods den skarpe slutspurt, så lykkedes det dog ikke at komme op på ligeså mange ansøgninger som i 2015, der var det næstbedste år i IKUF’s historie med hele 16.297 ansøgninger. IKUF har i løbet af 2016 modtaget 15.577 ansøgninger.

- Nu er det jo heller ikke et spørgsmål om, at slå rekorder, men om at bruge midlerne i IKUF fornuftigt og understøtter behovet for efteruddannelse. Når det er sagt, så kunne jeg godt ønske, at der var flere der benyttede muligheden for at tage to uger selvvalgt uddannelse om året. Jeg opfatter IKUF som et oplagt redskab, som den enkelte kan bruge til selv at gøre noget ved sin egen værdi på arbejdsmarkedet og til at understøtte industriens behov for velkvalificeret arbejdskraft, siger Peter Rimfort, souschef i CO-industri.

 

DIGITALISERING RYKKER

Peter Rimfort peger på IKUF som en oplagt mulighed for industriens ansatte til blandt andet at uddanne sig inden for digitalisering.

- Jeg tror, at digitalisering vil udvikle sig voldsomt. Den robotisering af industrien, som er i gang nu, er jo blot en delmængde af den digitalisering, som vi vil se af samfundet og industrien. Virksomhederne har meget fokus på det, og Dansk Industri har iværksat en digitaliseringsindsats, forklarer han.

Gennem IKUF er der mange muligheder for at styrke sine digitale kompetencer, og allerede i dag er uddannelser som enkeltfag på akademiuddannelsen i innovation, produkt og produktion, IT åbent værksted og anvendelse af regneark på IKUFs top 20 over populære uddannelser.

- Digitalisering er virkeligt et område, hvor den enkelte ved at kvalificere sig kan øge sine muligheder på arbejdsmarkedet og bidrage til vækst i virksomheden, siger Peter Rimfort.

 

UDDANNELSE PÅ FORHANDLINGSBORDET

Virksomhedernes behov for digitalisering er meget bredspektret, nogle virksomheder har stort behov for medarbejdere med kompetencer inden for digitalisering, mens andre har et mindre behov.

- Det er naturligvis virksomhedernes ansvar at medvirke til at sikre den nødvendige kvalificerede arbejdskraft, det må der ikke være tvivl om. Men den enkelte har også muligheden for selv at bidrage og derved øge egne fremtidsmuligheder, understreger han.

Samtidigt er digitalisering et bredt emne, der kan spænde lige fra at få opdateret virksomhedens hjemmeside til en gennemgribende ændring af produktionen. Behovet for medarbejdernes kompetencer kan derfor være vidt forskellige. Til gengæld kan effekten af selv en lille indsats være enorm, påpeger Peter Rimfort.

Som eksempel nævner han en lille virksomhed, der ved blot at oprette en hjemmeside og dermed sprede kendskabet til virksomheden, forøgede omsætningen med 50 procent på et år.

Behovet for efter- og videreuddannelse tegner til at blive et af de helt store omdrejningspunkter ved de kommende overenskomstforhandlinger. I et notat fra FAOS på Københavns Universitet peger arbejdsmarkedsforskerne på, at kompetenceudvikling ikke mindst set i lyset af den teknologiske udvikling vil spille en afgørende rolle ved forhandlingerne, da digitalisering, robotter med videre stiller krav til medarbejderne om løbende uddannelse.

IKUF blev aftalt ved overenskomstforhandlingerne i 2007 og ved de seneste forhandlinger i 2014 fik de industriansatte mulighed for en uges uddannelse i opsigelsesperioden, samt mulighed for at lægge ubenyttede uger sammen, således at der er mulighed for at få op til fem ugers uddannelse i opsigelsesperioden.

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.