Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Mellem fællesskab og individ

Tillidsrepræsentantens opgave bliver fremover at finde balancen mellem fællesskabet og den enkeltes behov, mener 25 års jubilar Niels Erik Olsen fra Novo Nordisk.

Da Niels Erik Olsen i 1983 blev valgt til tillidsrepræsentant på Novo Nordisk, handlede det om at indgå nogle aftaler, som de fleste kolleger kunne være tilfredse med. Den vej er ikke farbar længere, mener han.

- Jeg oplever, at folk gerne vil fællesskabet, men de vil også gerne bestemme noget selv, og det kan jeg godt forstå. Derfor er det vigtigt, at nogle af de aftaler, som tillidsrepræsentanterne, men sådan set også vores overenskomstforhandlere indgår, er rammeaftaler, som giver det enkelte medlem mulighed for at vælge, hvad der bedst passer til hans eller hendes behov, siger han.

Niels Erik Olsen

Alder: 64 år

Arbejdsplads: Novo Nordisk i Kalundborg

Bopæl: Kalundborg

Uddannelse: Specialarbejder

Fagforbund: 3F

Tillidshverv: Fællestillidsrepræsentant siden 1991, formand for Specialarbejderklubben på Novo Nordisk i Kalundborg, medlem af bestyrelsen i Kalundborg Forsyning. Har tidligere siddet 21 år i kommunalbestyrelsen for Socialdemokraterne og senest SF

Familie: Gift, har to børn og fem børnebørn

Fritidsinteresser: Holder af at vandre sammen med hustruen, står på ski, har hus i Sverige, hvor meget tid bruges med vandreture og fiskeri

E-mail: neo@novonordisk.com


Faktisk mener han, at den største udfordring for fremtidens tillidsrepræsentanter er at finde balancen mellem at skabe noget for fællesskabet, som også rammer den enkelte. Aftaler, der både er sociale, trygge og fleksible.

- Det er en udfordring, som hele fagbevægelsen bør tænke over, siger han.

Han peger på, at der er masser af muligheder for at lave fleksible rammeaftaler på de bløde områder, som det for eksempel ses i fritvalgs-lønkontoen og barselsaftalen.

- Det er naturligvis ikke alt, der egner sig til løse rammeaftaler. Der er jo en grund til, at vores overenskomster ser ud, som de gør. Men jeg tror, at det er godt at have i tankerne, når der forhandles aftaler. Det vil være godt for fællesskabet og kan også være med til at stoppe medlemsnedgangen, mener han.

Han oplever selv, at gode aftaler, der imødegår de mange forskellige individuelle behov, som kollegerne har, er med til at give en høj organisationsprocent.

 

25 års jubilæum

Niels Erik Olsen har over 32 års erfaring som tillidsrepræsentant, og til maj kan han fejre 25 års jubilæum som fællestillidsrepræsentant på Novo Nordisk, hvor han repræsenterer 7.000 kolleger inden for seks forskellige faggrupper.

Novo Nordisk

Novo Nordisk er Danmarks største virksomhed målt på omsætning med mere end 40.000 medarbejdere i 75 lande. Den blev dannet i 1923 som Nordisk Insulinlaboratorium (senere Nordisk Gentofte), men efter en intern strid forlod brødrene Thorvald og Harald Pedersen virksomheden og dannede året efter Novo Terapeutisk Laboratorium (senere Novo Industri). De to fusionerede i 1989 til Novo Nordisk, som foruden insulin producerer blandt andet blødermedicin, væksthormon og kønshormoner. Tidligere også enzymer, men den produktion blev i 2000 skilt ud i et selvstændigt selskab, Novozymes.


Den aftale, han selv er mest tilfreds med at have forhandlet hjem, er Novo Nordisks pensionsaftale, som blev aftalt, knap to år inden hele industrien fik en arbejdsmarkedspension ved overenskomstforhandlingerne i 1991.

Pensionen indeholder nemlig en forsikringsordning, der sikrer kolleger, der af helbredsmæssige årsager må gå på flekstid eller førtidspension, samme løn, til de skal på pension, ved at supplere de offentlige ordninger. Samtidig bliver der indbetalt penge til pension, så der er et supplement til folkepensionen.

- En af de første sager, jeg havde som tillidsrepræsentant, var en yngre kollega, som skulle på førtidspension. Han havde ingen fremtid på arbejdsmarkedet og skulle leve af et meget lille beløb. Det påvirkede mig meget. Det kan jo ramme os alle, at vi bliver uarbejdsdygtige, men derfor har vi ret til et værdigt liv alligevel, fastslår han.

 

Langtidsholdbare aftaler

Samtidig har han altid arbejdet på at indgå langtidsholdbare aftaler.

- Jeg går altid efter en aftale, der kan holde mange år ud i fremtiden, og det kan man kun, hvis begge parter føler sig respekteret. Det skal ikke være sådan, at når jeg går ud ad døren med en underskrevet aftale, så sidder modparten tilbage og overvejer, hvordan de hurtigst muligt kan komme ud af aftalen. Alle skal være enige om, at det er det bedste, siger han.

Niels Erik Olsen understreger, at de gode resultater kun er opnået, fordi han har arbejdet sammen med fantastiske kolleger. Tiden som tillidsrepræsentant er fløjet af sted, men gennem årene har hvervet ændret sig markant.

- Da jeg begyndte som tillidsrepræsentant, var 90 procent af opgaverne faglige sager. I dag er det nok 20 til 30 procent af sagerne, mens resten af tiden handler om bløde værdier, hvor enkelte kolleger er kommet i klemme på grund af sygdom og lignede. Og så bruger jeg meget tid på uddannelse. På hvordan vi kan komme videre og gøre kollegerne endnu dygtigere, fortæller han.

Han oplever, at kravene til 3F’erne er steget markant gennem de knap 40 år, han har været ansat på Novo Nordisk.

- Der er en verden til forskel på kravene til medarbejderne. I dag skal en medarbejder kunne det samme, som man stillede af krav til akademikere, da jeg blev ansat. De skal både have en stor viden og være kvalitetsbevidste. Kompleksiteten er enorm, og man skal kunne 10 ting på én gang. Derfor bliver der også ofret mange penge på uddannelse, fastslår han.

Selv om han er glad for hvervet som tillidsrepræsentant og gerne gjorde det igen, så har han besluttet at stoppe som fællestillidsrepræsentant, når han senere i år bliver 65 år. Men han fortsætter som klubtillidsrepræsentant i en periode endnu.

- Hvor lang tid vil tiden vise, men jeg vil ikke sidde som sådan en gammelfar klogesen, som ingen gider høre på, siger Niels Erik Olsen.

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.