Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Organisering kræver gode talegaver

Fællestillidsrepræsentant Jette Sulkjær er god til at organisere sine udenlandske kolleger, men det kræver grundige forklaringer.

Vedholdende rygter lyder, at det er svært at få kolleger fra udlandet - særligt Østeuropa - til at melde sig ind i fagforeningen. De kigger på, hvor det er billigst og fravælger FH-fagforeningerne.

Det er en historie, som Jette Sulkjær, fællestillidsrepræsentant gennem 11 år på støberiet Vald. Birn A/S i Holstebro, godt kan genkende. Alligevel har hun for det meste haft held med at få nye kolleger til at melde sig ind i 3F, uanset om de kommer fra Tvis, Bukarest eller Aleppo. 

”For år tilbage var 100 procent organiseret. Sådan er det ikke længere. På store dele af støberiet er de fleste organiseret, men vi har afdelinger, hvor nogle har fravalgt fagforeningen, og hvor vi skal til at gøre en ekstra indsats for at vende udviklingen. Det gælder for både danskere og udlændinge,” fortæller hun.

Ud af 580 ansatte på støberiet er 90 udenlandske. De kommer fra hele verden, men primært Rumænien og Bulgarien, og så har virksomheden gennem de seneste tre-fire år ansat mange syriske flygtninge.

”Lige nu får vi en del rumænere. De kommer for det meste fra andre virksomheder heromkring. Det er rygtedes, at vi har en god løn og er et godt sted at være,” siger Jette Sulkjær.

 

VARM VELKOMST

Uanset om de nye kolleger taler som indfødte vestjyder eller med accent, så sørger fællestillidsrepræsentanten altid for at tage godt imod dem.

”Det er vigtigt at få hilst på og byde dem velkommen. Så får jeg præsenteret mig selv. Jeg spørger også altid første dag, om de er organiserede. Og hvis de ikke er det, så fortæller jeg dem, hvor jeg synes, de skal være det, men så gør jeg heller ikke mere ved det her og nu. I stedet siger jeg: Lad os se, om du falder godt til her, så kan vi snakke mere om det. For det er en tung arbejdsplads, det er beskidt, det er varmt, og det støjer,” siger Jette Sulkjær.

Temperaturen sniger sig da også nemt op på 41 grader sådan en helt almindelig regnfuld forårsdag i støberiet, hvor et kvart tons glødende stål bliver transporteret i store gryder fra smelteovnene via en loftskinne til formstøberiet, hvor det bliver hældt i forme.

Andre steder i produktionen er der genlyd af jern mod jern, og høreværn er påbudt. Robotter har i dag overtaget meget af det tunge, gentagne arbejde, men der skal stadig flyttes meget jern med håndkraft i løbet af en arbejdsdag.

Ikke desto mindre er Vald. Birn en arbejdsplads, hvor mange medarbejdere har fejret både 25 års og 40 års jubilæum.

”Nogle kan ikke forlige sig med det og smutter hurtigt, men mange falder også rigtigt godt til, og efter et stykke tid, kontakter jeg dem for at høre, hvordan det går, og vi får en lille snak om, hvorfor vi er organiseret i en rigtig fagforening her. Det lykkes langt hen ad vejen, men det er ikke så let, som det har været,” fortæller Jette Sulkjær, som selv har fejret 40 års jubilæum.

 

FAGFORENING UKENDT FOR NOGLE

Mange af de udenlandske kolleger kender godt til fagforeningen, men der er også nogle, som nærmest er helt uvidende om, hvordan det danske arbejdsmarked fungerer.

”Hvis de slet ikke kender til forholdene på det danske arbejdsmarked, så gør jeg meget ud af at fortælle dem, hvor vigtig fagforeningen og overenskomsten er for dem og os alle sammen, og hvad der vil ske, hvis vi ikke er nok til at holde fast i de goder, vi har. For faktum er jo, at hvis ikke vi organiserer os i fagforeningen og står sammen, så har den ingen legitim magt til at indgå de aftaler, som i dag giver os gode arbejds- og lønforhold. Så bliver det arbejdsgiverne, der bestemmer,” påpeger hun.

Det er en argumentation, som langt de fleste kolleger godt kan forstå, uanset om de har rødderne dybt plantet i den danske muld, eller de lige er kommet til landet.

”For dem, som ikke vil være med, handler det altid om penge. De har ikke noget imod 3F, men 3F kan ikke sælge dem et medlemskab lige så billigt, som de kan i Esbjerg. Men så er jeg også konsekvent. Jeg hjælper, hvis de for eksempel ikke har fået genetillæg, men beder de om hjælp ud over det, som for eksempel kommunikation med kommunen, så siger jeg nej. Så kan de ringe til Esbjerg og høre, hvad de synes om den sag,” fastslår hun.

 

LOVGIVNING SPÆNDER BEN

Især de syriske flygtninge har været gode til at melde sig ind i fagforeningen, men siden december har de haft meget svært ved at se hvorfor. Da blev en ny lovgivning om opholdskrav for at få dagpenge vedtaget. Når opholdskravet er fuldt indfaset i 2021, betyder det, at man skal have opholdt sig i Danmark i mindst syv ud af de seneste 12 år for at kunne få dagpenge.

”Problemet er, at de jo betaler alle pengene til 3F. Derfor har jeg lavet et stykke papir med en oversigt over, hvor mange penge der går til a-kassen, og hvor mange penge der går til fagforeningen. På den måde kan de forhåbentligt se, at der er en opdeling mellem a-kasse og fagforening. Men det er svært. Det er dog lykkedes mig at få en til at blive i fagforeningen, men ikke i a-kassen,” fortæller hun.

Selv synes hun, at den nye lovgivning er dybt urimelig mod de mange kolleger, der år efter år har betalt for at være sikret dagpenge, hvis de skulle miste deres job. 

”Det fylder meget hos vores syriske kolleger, som især synes, at det er urimeligt, at det sker med tilbagevirkende kraft. De beder mig om råd, men jeg ved ikke, hvad jeg skal råde dem til. Hvad nu hvis jeg siger, at de skal melde sig ud, og vi så får en ny regering, som ruller beslutningen tilbage. Så skal de starte forfra. Jeg kan kun snakke med dem, og så må de selv tage beslutningen,” siger Jette Sulkjær.

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?

Relateret indhold