Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Smerter skal arbejdes væk

Hvile og ro er sjældent den rigtige kur for en smertende ryg eller ømme skuldre, siger Videncenter for Arbejdsmiljø.

Når ryggen værker og gør ondt, så skal den skånes. Sådan tænker mange og kryber ned under dynen med en sygemelding og en håndfuld smertestillende. Men det forholder sig ofte stik modsat, siger Videncenter for Arbejdsmiljø. En øm ryg eller smertende skuldre skal bruges for at komme smerterne til livs.

- Vi ved, at bevægelse virker. Tidligere mente man, at muskler og led skulle skånes. De seneste 15-20 års forskning har vist, at det faktisk forholder sig omvendt. Det er bedst for muskler og led, at man bruger sin krop, selv om det gør ondt, siger Stig Erichsen, som er konsulent ved Videncenter for Arbejdsmiljøs rejsehold.

På et temamøde i Roskilde den 16. marts om job og krop gav han de mange fremmødte ledere, HR-medarbejdere og arbejdsmiljørepræsentanter inspiration til, hvordan de kan takle smerter i muskler og led på arbejdspladsen. Mødet var et ud af fem regionale temamøder, som Industriens Branchearbejdsmiljøråd har arrangeret i samarbejde med rejseholdet fra Videncenter for Arbejdsmiljø om job og krop i industrien.

Stig Erichsen påpeger, at der naturligvis er skader, som kræver ro og hvile.

- Men det er ganske få ting, som man ikke kan gå på arbejde med. Derfor bør man også altid gå til læge og få undersøgt, hvad der er galt. Vi kan se, at folk faktisk får det bedre, når de tør gå til læge og få at vide, at nok har de ondt, men det er ikke farlige smerter. Det betyder meget at tage det første skridt og få at vide, at det ikke er en tumor eller en diskusprolaps eller noget andet farligt. Samtidig viser forskning inden for enkelte brancher, at når folk ikke kender årsagen til deres smerter, så sygemelder op til halvdelen sig. De bliver hjemme, fordi de er bange for konsekvenserne af smerterne, forklarer han.

Job og Krop i industrien - lommebog

Pjece nr.: 2015-003

Udgivelsesdato: 23-2-2015

Læs mere og bestil

 

KLAR HOLDNING FRA LEDELSEN

I stedet for at blive hjemme og hvile skal man i stedet lave en aftale med sin arbejdsplads om, hvor meget arbejde man kan klare, og hvordan det skal foregå.

- Men man bliver selv nødt til at sige til, hvis man har brug for hjælp. Og så er det naturligvis vigtigt, at ledelsen har en holdning til at ville fastholde medarbejderne og siger det højt. Hvis ledelsen har den holdning, at enten så arbejder man 100 procent, eller også finder man et andet sted at arbejde, så er det klart, at medarbejderne ikke tør komme og sige, at de har brug for hjælp. Ledelsen skal melde klart ud, at hvis du har ondt, så gør vi noget ved det, siger Stig Erichsen.

Han peger især på tre ting, som kan være afgørende for, at medarbejderen får et godt forløb:

 

  • Hvad er holdningen på arbejdspladsen til, at medarbejdere i en periode kan arbejde med nedsat styrke på grund smerter?
  • Hvem skal medarbejderen gå til, når han/hun har smerter?
  • Hvilke tilbud har virksomheden til den ansatte, når han/hun har smerter?

Og endelig skal den skadede i gang med at træne, så smerterne kan reduceres og måske forsvinde.

- Det handler om at finde ud af, hvad du har brug for for at kunne passe dit arbejde, forklarer han.

Han anbefaler, at man tager sine smerter med til en fysioterapeut eller andre specialister i muskler og led, der er uddannet til at kunne vurdere, præcis hvilken behandling eller målrettet træning, som den enkelte har brug for. Ofte er det kun tre til fire muskelgrupper, som man har brug for at blive stærkere i for at kunne klare sit arbejde igen. Og det vil typisk kræve én til halvanden time om ugen svarende til to til tre gange træning, som man skal investere i at få reduceret smerterne og måske på sigt helt slippe af med dem.

 

GLEMMER HJÆLPEMIDLER

Det bedste vil selvfølgelig være, hvis medarbejderne på en arbejdsplads helt kunne undgå smerter i muskler og led. Men desværre tyder forskning på, at forebyggelse ikke kan forhindre smerterne i at opstå.

- Selv om arbejdspladserne er gode til at forebygge, så viser undersøgelser alligevel, at cirka 75-80 procent af danskerne oplever smerter i muskler og led i løbet af et år. Derfor er det så vigtigt at tilbyde den rigtige hjælp til de medarbejdere, som bliver ramt, siger Stig Erichsen.

Alligevel skal arbejdspladserne forebygge, understreger han.

Forebyggelsen handler blandt andet om at indrette arbejdspladsen på den bedst mulige måde, instruere nye medarbejder godt og bruge de hjælpemidler, som arbejdspladsen stiller til rådighed. Og så er det en rigtig god ide at tage arbejdsmiljøet op til tavlemøder en gang i mellem.

- Forskning viser nemlig, at de mange hjælpemidler ofte står og samler støv på arbejdspladserne, men ved at sætte fokus på dem og minde hinanden om, at de er der for at blive brugt, så kan de få en positiv effekt på det fysiske arbejdsmiljø, siger Stig Erichsen.

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?

Relateret indhold