ARTIKLER & NYHEDER
Varmt halvår for IKUF
Efter en noget sløj start på 2017 satte ansøgningerne til Industriens Kompetenceudviklingsfond (IKUF) slutspurten ind efter sommerferien. Således satte både oktober og november nye rekorder med henholdsvis 2.317 og 2.371 ansøgninger.
I oktober modtog IKUF næste 900 flere ansøgninger end i samme måned året før. Omvendt modtog IKUF næsten 25 procent færre ansøgninger i januar og februar end i samme periode i 2016.
Top 10
De 10 mest søgte uddannelser gennem IKUF:
1. Gaffeltruck Certifikatkursus
2. GWO og Basic Offshore
3. Svejsning Åbent værksted
4. Godstransport med lastbil
5. Anvendelse af regneark til enkle beregninger
6. Akademiuddannelse i ledelse
7. Lastbilmonteret kran
8. IT Åbent værksted
9. Ledelse og samarbejde
10. Ledelsens konflikthåndtering og vanskelige samtaler
(Januar 2018)
- Industrien oplever et opsving, og det lagde vi umiddelbart til grund for faldet i ansøgninger. Men efter sommerferien kan vi med glæde konstatere, at de danske industriansatte stadig har lyst og tid til at dygtiggøre sig, selv om der er travlt på arbejdspladsen, siger Peter Rimfort, souschef i CO-industri.
I alt har 15.569 ansatte i industrien indsendt en ansøgning til IKUF i 2017.
Desværre dækker lidt af stigningen i antallet af ansøgninger i efteråret over, at en række større og mindre virksomheder har været ude i massefyringer. Ifølge overenskomsten har alle medarbejdere med en anciennitet over seks måneder ret til mindst en uges selvvalgt uddannelse betalt af IKUF, ligesom medarbejderne kan bruge opsparede uger, hvis det er aftalt inden opsigelsen. Det kan betyde, at en medarbejder kan have op til seks ugers selvvalgt uddannelse til gode plus den ekstra uge i forbindelse med afskedigelsen.
- Afskedigelser er altid kedelige, men det er positivt, at mange benytter lejligheden til at opkvalificere sig til et nyt job, siger Peter Rimfort.
Blandt de mest populære uddannelser ligger gaffeltruckcertifikatkurset helt i top, hvilket ikke overrasker Peter Rimfort.
- I mange virksomheder er der behov for personer, som kan køre en gaffeltruck, ligesom der er mange jobåbninger til personer med et truckcertifikat. Samtidig er det et overskueligt kursus på syv dage, hvilket nok tiltrækker mange, siger han.
Længere nede ad listen ligger akademiuddannelsen i innovation, produkt og produktion, som Peter Rimfort håber, flere industriansatte vil få øjnene op for.
- Her er en uddannelse, som bygger oven på alle de kvalifikationer, som mange industriansatte har, og kvalificerer dem til nye roller på arbejdspladsen som for eksempel projektledere eller produktudviklere, siger Peter Rimfort.
Muligheden for selvvalgt uddannelse i industrien har nu eksisteret i otte år, og antallet af ansøgninger er steget fra 66 i januar 2009 til 1.292 i december 2017.
obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.