Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Vivian rykker sine kolleger

Tillidsrepræsentant Vivian Hvolbæk Hansen har fået sine kolleger til at se mulighederne i selvvalgt efter- og videreuddannelse.

Når Vivian Hvolbæk Hansen snakker uddannelse med sine kolleger, handler det aldrig om kurser, AMU og nødvendighed, men om drømme, lyst og forestillinger om fremtiden og gerne over en kop kaffe eller i frokostpausen.

Og det virker. Sidste år var 27 ud af cirka 150 kolleger afsted på selvvalgt uddannelse gennem IKUF.

- Det nytter ikke at presse folk til at tage på kursus eller at tale negativt om deres kompetencer. I stedet prøver jeg at spørge ind til, hvad de interesserer sig for, hvad de drømmer om, og hvor de kunne forstille sig at være, hvis de ikke var her, fortæller hun.

Vivian Hvolbæk Hansen er tillidsrepræsentant for 52 kolleger på fjerkræslagteriet HKScan i Skovsgaard ved Brovst, men i praksis tager hun gerne en uddannelsessnak med alle 150 ansatte.

Vivian Hvolbæk Hansen

Navn: VIVIAN HVOLBÆK HANSEN

Alder: Midt i 30’erne

Arbejdsplads: HKScan A/S i Skovgaard ved Brovst

Bopæl: Pandrup

Fagforbund: 3F

Uddannelse: Ufaglært, har taget international faglig ambassadøruddannelse, organiseringsuddannelse i 3F, 3F’s tillidsrepræsentantkurser og en række AMU-kurser

Tillidshverv: Tillidsrepræsentant gennem ni år. I mere end 11 år medlem af bestyrelsen i 3F Midtvendsyssel

Familie: Gift og har en søn på syv år

Fritidsinteresser: Er helt vild med at køre mountainbike både alene og sammen med resten af familien

E-mail: tillid.sf@hkscan.com

Mange af de timelønnede på fjerkræslageriet er ufaglærte, og indtil for få år siden, var AMU-kurser kun noget, som man tog på, hvis arbejdsgiveren sagde, at det var obligatorisk.

- I begyndelsen syntes mange, at jeg var underlig, og de ville slet ikke høre tale om uddannelse. De var godt tilfredse og skulle ikke sidde på nogen skolebænk. Det er fair nok, siger hun.

 

ET FANTASTISK TILBUD

Selv fik hun for tre år siden for alvor øjnene op for de muligheder, som selvvalgt uddannelse giver gennem Industriens Kompetenceudviklingsfond (IKUF), på et oplysningskursus om IKUF.

- Vi er jo mennesker med meget forskellige interesser, og gennem IKUF er der så mange muligheder. Jeg synes især, at det er et fantastisk tilbud til mine kolleger, hvoraf mange er ufaglærte, om at få en efteruddannelse i noget, som interesserer dem, siger Vivian Hvolbæk Hansen.

Hun valgte at tage sin egen medicin og begyndte selv at udnytte de to ugers selvvalgt uddannelse årligt, som industriens overenskomster giver ret til. 

- Jeg fortalte mine kolleger om de positive oplevelser, som jeg havde, og om de mindre positive oplevelser. For det er jo ikke bare ren lykke det hele, siger hun.

Vi må jo også erkende, at ingen i dag bliver ansat på deres glatte ansigt og to hænder, der er godt skruet på.

DRØMMEN GÅR I OPFYLDELSE

Efter at have talt om uddannelse og fremtidsdrømme gennem lang tid skete der pludselig noget i 2012 og 2013.

- En af mine kolleger fortalte, at han altid havde drømt om at lave vindmøller. Så skal du da på et epoxy-kursus, sagde jeg. I dag er han ansat hos Siemens og laver vinger. Det er da fascinerende, siger hun.

Og flere er fulgt efter. Nogle er utrygge ved at skulle afsted alene, så de kommer sammen med et par kolleger, mens andre har fået mod på at realisere drømmen om at køre lastbil eller truck. For nogle har det endda medført nye, spændende arbejdsopgaver på virksomheden.

- Hvis du virker anerkendende over for dine kolleger og snakker med dem over lang tid, så begynder nysgerrigheden at blomstre. Og det er skønt at se dem, når de kommer tilbage med deres uddannelsesbevis. De er så glade. Det gør noget ved dem, at de har bevist, at de godt kan. For vi må jo også erkende, at ingen i dag bliver ansat på deres glatte ansigt og to hænder, der er godt skruet på. Det ved de godt, og det motiverer, mener hun.

HKScan Denmark

HKScan Denmark i Skovsgaard ved Brovst bliver grundlagt i 1956 som Skovsgaard Fjerkræslagteri. I 1999 fusionerer det med Vinderup Fjerkræslagteri og bliver til Rose Poultry, som i 2010 bliver en del af HKScan-koncernen. Slagteriet har cirka 150 medarbejdere, hvoraf cirka 110 er timelønnede. Slagteriet lukker ved udgangen af marts for slagtning, partering og udbening af kyllinger. Kun pakkeriet fortsætter. HKScan Denmark havde ved årsskiftet cirka 750 ansatte i Danmark.

(Februar 2015)

BRUG FOR UDDANNELSESPARATHED

Den uddannelsesparathed får mange af hendes kolleger nu brug for. I starten af januar meddelte fjerkræslagteriet, at slagtning, partering og udbening af kyllinger lukker ved udgangen af marts, og 108 ansatte mister deres job.

Alle får tilbudt et afklaringsforløb, hvor der bliver kigget på deres kompetencer og deres uddannelsesbehov. Nogle har selv kontaktet arbejdsgivere, som har stillet dem job i udsigt, hvis de for eksempel tager et montagekursus. Andre har større planer.

- En af mine kolleger er en yngre, ordblind mand, som tidligere har haft succes med at tage et lastbilkørekort. Han er nu ved at overveje, om han skal tage et længere kursusforløb for at få et arbejde i den branche, der interesserer ham. Hvis han gør det, ved jeg, at han er blevet inspireret af tidligere kurser og de snakke vi har haft, og så bliver jeg sgu stolt, siger hun.

Vivian Hvolbæk Hansen mener, at det er en væsentlig del af tillidsmandshvervet at hjælpe kollegerne med at forbedre deres faglige kompetencer.

- Vi tillidsrepræsentanter bør sættes grundigt ind i IKUF-systemet. Jeg mener, at vores fornemste pligt - ud over at håndhæve overenskomsterne - er at sikre, at vores kolleger er rustet uddannelsesmæssigt til de krav, fremtiden stiller, fastslår hun.
 

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.