Kunstig intelligens
Kunstig intelligens bevæger sig i disse år hastigt ind på det danske arbejdsmarked. Samtidig er det en teknologi, som fortsat udvikler sig hurtigt og får stigende indflydelse på både, hvad medarbejderne laver og hvordan.
Potentialet fra kunstig intelligens er enormt, ikke kun fra et forretningsmæssigt perspektiv, men også i forhold til at skabe et bedre arbejdsmiljø ved at automatisere trivielle opgaver, overvåge belastningen og frigøre tid til mere meningsfuldt arbejde.
Anvendelsen af kunstig intelligens til disse formål kan skubbe til magtbalancen mellem arbejdsgiver og arbejdstager og skal derfor implementeres med omtanke og hensyntagen til arbejdsmiljøet.
Herudover kan implementeringen af kunstig intelligens medføre en række indirekte effekter, som kan påvirke arbejdsmiljøet negativt, såsom at reducere behovet for social interaktion eller skabe usikkerhed om jobroller. Særligt for generativ kunstig intelligens er disse effekter endnu ikke kortlagt af forskningen og kræver særlig opmærksomhed.
Hvor vi i dag implementer kunstig intelligens inden for de eksisterende rammer og opgaver, vil teknologien på længere sigt forandre de opgaver, mennesker udfører, hvilket vil have direkte indvirken på arbejdsmiljøet.
Derfor er det afgørende, at både ledelse og medarbejdere inddrages aktivt i implementeringsprocessen for at sikre, at KI bruges på en måde, der understøtter et sundt og produktivt arbejdsmiljø.
Pjece nr.: 2024-061
Udgivelsesdato: 30-10-2024