Medlemmerne af CO-industris medlemsforbund har mange ønsker og ideer til fornyelsen af industriens overenskomster. 527 forslag er det blevet til, efter at CO-industri lukkede for indtastning af forslag fra medlemsforbundene i midten af september.
”Engagementet fra medlemmerne er fantastisk. Min oplevelse er, at der har været masser af debat om overenskomsterne i forbund, lokalafdelinger og på virksomheder. Det viser, at vi har et levende medlemsdemokrati, og det er virkelig vigtigt op til forhandlingerne”, siger Mads Andersen, der er næstformand i CO-industri og formand for 3F Industri.
Kom og mød topforhandlerne
CO-industris formand Claus Jensen og næstformand Mads Andersen kommer til Slagelse, Aarhus, Agerskov, Rønne, København, Odense, Aalborg og Holstebro. Her kan du se, hvor og hvornår møderne er. Tilmelding foregår gennem dit forbunds lokalafdeling.
CO-industris formand Claus Jensen glæder sig også over den stærke opbakning fra medlemmerne.
”Når vi sætter os til forhandlingsbordet med Dansk Industri, er det allerbedste udgangspunkt, at medlemmerne har været aktive med at stille forslag til overenskomsterne. Det giver os de bedste muligheder for at komme hjem med et resultat, som medlemmerne også kan se sig selv i,” siger Claus Jensen.
TILLIDSREPRÆSENTANTER MØDER TOPFORHANDLERNE
Medlemsdemokratiet folder sig også ud, når CO-industris formand og næstformand fra den 22. oktober rejser landet rundt. På otte regionale optaktsmøder skal de møde hundredvis af tillidsrepræsentanter. Her vil Claus Jensen og Mads Andersen præsentere og debattere temaerne i de indsendte forslag med de fremmødte tillidsrepræsentanter.
De to overenskomster, der er omfattet af forhandlingerne mellem Dansk Industri og CO-industri, er Industriens Overenskomst for faglærte og ikke-faglærte og Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer. Disse overenskomster gælder direkte for cirka 6.000 virksomheder og omfatter cirka 230.000 medarbejdere.