Nogle europæiske samarbejdsudvalg bygger på meget gamle aftaler. Det gælder de såkaldte ”frivillige aftaler” eller artikel 13-aftaler, som blev indgået før det første ESU-direktiv trådte i kraft 22. september 1996. Med det nye, reviderede ESU-direktiv fra december 2025, får disse ESU’er nu mulighed for at opnå samme rettigheder som andre ESU’er. 

Med det første ESU-direktiv valgte EU at give en særlig undtagelse til selskaber, der allerede havde etableret ESU’er. EU åbnede muligheden for aftaler, der ikke behøvede at følge direktivets detaljerede regler. Den eneste betingelse var, at aftalen omfattede hele arbejdsstyrken og sikrede medarbejdernes tværnationale informations- og høringsrettigheder.

Formålet var at skabe et incitament for virksomheder til frivilligt at etablere europæiske samarbejdsudvalg, før direktivets mere omfattende krav trådte i kraft. Samtidig blev det sikret, at disse aftaler kunne ændres og fornyes uden at miste deres særlige status som frivillige aftaler. Det betyder, at selvom aftalerne løbende er blevet genforhandlet, betragtes de stadig som frivillige aftaler eller artikel 13-aftaler.

Undtagelsen indgår i det første ESU-direktiv i artikel 13 og i det senere reviderede ESU-direktiv fra 2009 i artikel 14, men de betegnes stadig som artikel 13-aftaler eller frivillige aftaler.

ARTIKEL 13-UNDTAGELSEN FORSVINDER

Med det nye ESU-direktiv bortfalder denne undtagelse. Formålet er, at alle ESU’er sikres adgang til samme minimumsrettigheder og retshåndhævelse. Overgangen sker dog ikke automatisk. Fra januar 2028 får medarbejderrepræsentanter i virksomheder med de gamle aftaler ret til at rejse krav om forhandling efter de nye bestemmelser.

Der er eksempler på ESU’er, der har ønsket at forbedre deres frivillige aftaler og indarbejde de fulde minimumsrettigheder, som fremgår af ESU-direktivet, men de er blevet afvist af deres ledelse. De får nu mulighed for at rejse krav om forhandling om en ny, fuldt dækkende ESU-aftale. Flere ESU’er med gamle aftaler har løbende genforhandlet og ændret deres aftaler, f.eks. ved at indarbejde henvisning til gældende ESU-lovgivning. Det kan dog vise sig, at disse ændringer ikke er tilstrækkelige til, at aftalen bliver fuldt dækket af bestemmelserne i ESU-direktivet, og de fortsat vil blive betragtet som frivillige aftaler.

EU-kommissionen har i dialogen om det med den europæiske fagbevægelse i ETUF, en slags europæisk FH, meldt ud, at ESU’er med frivillige aftaler ikke automatisk betragtes som ESU’er efter det nye direktiv. Heller ikke selvom aftalen løbende er blevet opdateret. Kommissionen lægger vægt på, at ESU’er skal etableres efter bestemmelserne i direktivet. Det betyder, at en aftale skal forhandles gennem et særligt forhandlingsorgan, på engelsk et ”Special Negotiating Body”, med repræsentanter fra alle de lande, der kan være omfattet. 

HVAD BØR ESU’ER GØRE NU?

Det betyder ikke, at disse ESU’er straks skal kaste sig ud i en genforhandling. Tværtimod anbefaler den europæiske fagbevægelse, at ESU’er går tålmodigt og strategisk til opgaven. Første skridt er at analysere og vurdere den aktuelle aftale og undersøge de muligheder, der findes.

Der er ingen pligt til at indlede nye forhandlinger. En velfungerende aftale kan fortsætte, og det er muligt, at den i visse tilfælde kan være omfattet af anden national lovgivning eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. Det er også muligt at indlede nye forhandlinger med den eksisterende aftale som udgangspunkt. Samtidig vil medlemslandenes arbejde med at implementere det nye ESU-direktiv i national lovgivning også få betydning. Implementeringen skal være gennemført senest i januar 2028.
ESU’er etableret før 22. september 1996 opfordres derfor til at gå i dialog med deres ESU-koordinator og følge udviklingen tæt. CO-industri står også til rådighed for råd og vejledning.