Overenskomst
Se de gældende overenskomster, se hvordan de har udviklet sig gennem tiden og hent inspiration til, hvordan alle fordelene ved overenskomsterne kan bruges i hverdagen på virksomhederne.
Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
ARTIKLER & NYHEDER
Er du i gang med at forberede lønforhandlingerne?
Du synes måske, at der er meget lang tid til foråret og de lokale lønforhandlinger. Men i virkeligheden er det en rigtig god ide, hvis du allerede nu så småt begynder at forbedrede dig.
CO-industris økonom Erik Bjørsted tager dig her med på en overflyvning over, hvilke tal i økonomien, du godt kan begynde at holde øje med, og hvilke fejl du skal undgå.
Allerede nu kan du notere dig, at Nationalbanken forventer lønstigninger på 3,7 procent i 2025, 3,4 procent i 2026 og 3,3 procent i 2027. Det er inklusiv fritvalgsordningen, pension og hvad der ellers er forhandlet centralt.
”Det er en gennemsnitsbetragtning. Men signalet fra Nationalbanken er, at der er råd til lønstigninger. Og det signal bør du bære ind i forhandlingslokalet,” siger Erik Bjørsted.
Hvordan fremtiden for din virksomhed ser ud, vil ofte fremgå af ledelsesberetningen. Alle de andre oplysninger skal du selv finde, så læs videre her:
INFLATION:
Inflationen har været det helt store samtaleemne i flere år. Og den er kun gået én vej – op. Men nu er der styr på inflationen. Den ligger på to procent, hvilket er, hvad økonomer kalder et normalt blodtryk for økonomien.
Det betyder dog ikke, at du nødvendigvis skal stille dig tilfreds, hvis du får et tilbud om en lønstigning på to procent, selv om lønnen så følger inflationen.
For at vurdere, om det er et tilfredsstillende tilbud, skal du kigge bagud. I april 2023 lå inflationen for eksempel på 5,3 procent. Hvordan gik det med jeres realløn dengang? Fulgte den med inflationen?
Erik Bjørsted anbefaler, at du regner ud, hvordan det er gået med købekraften hver måned, for at vurdere, om jeres løn er fulgt med inflationen. Det gør du ved at tage din lønseddel og dividere bruttolønnen plus pension med forbrugerprisindekset.
”Sørg for at have et godt overblik over reallønsudviklingen, så du er godt klædt på ved forhandlingerne,” siger Erik Bjørsted.
Det er også værd at være opmærksom på, at selv om inflationen er faldet til to procent, så betyder det ikke, at fødevarer også er blevet billigere. Faktisk er købekraften for fødevarer faldet med 7,5 procent fra 2020-2025. Hvis du og dine kolleger ligger i den lave ende af indkomstskalaen, vil en større del af jeres løn sandsynligvis gå til fødevarer. Det bør også indgå som en faktor i lønforhandlingerne.
Nationalbanken vurderer, at inflationen næste år vil falde til 1,1 procent på grund af den midlertidige nedsættelse af elafgiften og den gradvise afskaffelse af afgifterne på kaffe og chokolade.
Som forklaret ovenfor er den faldende inflation ikke et argument for lavere lønstigninger, fastslår Erik Bjørsted.
ØKONOMIEN:
Et rigtigt godt råd fra Erik Bjørsted er også at holde øje med økonomien. Især den danske. Eksporterer I meget til for eksempel Tyskland, kan det også være smart at følge med her.
”Det er vigtigt, at du ikke nøjes med få arbejdsgiverens syn på, hvordan det går i økonomien. Det kan virke som et virvar af tal, men tiden er godt givet ud,” siger han og giver et par tip til, hvordan du kan få et hurtigt overblik.
Det er nemlig muligt at tage en smutvej til tallene. Danmarks Statistik har lavet et overblik over dansk økonomi i Statistikbanken, hvor du både kan hente oplysninger om beskæftigelse, produktion, mangel på arbejdskraft og meget mere.
Noget lignende har EU’s statistiske kontor Eurostat lavet.
PROGNOSER:
Det er også et godt fif at følge med i, hvad de klogeste hoveder inden for økonomi mener, vil ske i fremtiden.
”Det er det billede, som arbejdsgiveren har inde i hovedet, og hvis du ikke holder dig orienteret som dem, så er du allerede bagud på point, inden du sætter dig til forhandlingsbordet,” påpeger Erik Bjørsted.
Han anbefaler, at du følger med i:
Vil du følge med i den internationale økonomi, skal du læse:
Hvis du allerede nu begynder at blive fortrolig med de forskellige informationskilder og løbende følger med, så er du godt i gang med forberedelserne til næste års lønforhandlinger.
Husk også, at CO-industri har et stort tema om løn, som er skræddersyet specielt til dig som tillidsrepræsentant. Du skal bare finde dit MitID frem og logge dig ind, så har du adgang til det hele. Her er også uddybende artikler om flere af de emner, som er berørt i denne artikel.
CO-industri har lavet et stort løntema på sin hjemmeside, hvor du kan se den viden og de værktøjer, der gør dig klar til de lokale lønforhandlinger. Temaet bliver løbende opdateret.
VIL DU VIDE MERE?