Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Europa har fokus på kollektive aftaler

Kampagnen Together At Work ruller gennem Europa. I Danmark giver vi de gode erfaringer videre til kolleger i Litauen.

Kollektive aftaler er også gode for forretningen. Det er budskabet i november og december fra IndustriAll Europes kampagne ”Together At Work”, som har fokus på bedre organisering og flere kollektive aftaler.

På IndustriAll Europes facebookside kan du læse otte grunde til, at kollektive aftaler og stærke fagforeninger er gode også for arbejdsgiverne og samfundet. Kampagnen lagde ud den 21. november med at forklare fordelene ved at forhandle kollektivt i stedet for som enkelt virksomhed. 

Med 120 års tradition i Danmark for at indgå kollektive aftaler kender de fleste af os fordelene ved den danske model. Det er bare langt fra en praksis, som er udbredt i Europa.

Derfor er det ganske unikt, når CO-industris formand og næstformand, Claus Jensen og Mads Andersen, tager rundt i landet og taler med tillidsrepræsentanter forud for de kommende overenskomstforhandlinger med Dansk Industri i januar. Og på den måde tager de forslagene til forbedringer af overenskomsterne med direkte fra medlemmerne ind på bordet hos arbejdsgiverne.

 

STØTTER ORGANISERING I LITAUEN

Netop for at bringe de gode danske erfaringer videre ud i verden, deltager CO-industri i januar 2020 i en endags bootcamp i Litauen, hvor der skal findes frem til en kommende organisator, der ansættes i litauisk Metal. Personen skal med støtte og opbakning fra blandt andre CO-industri finde frem til virksomheder, der har en eller flere medarbejdere, der har potentiale til at fungere som en slags tillidsrepræsentant for kollegerne og sætte forskellige aktiviteter i gang.

Together at Work

Du kan følge kampagnen ”Together At Work” her:

Formålet er at få medarbejderne på de enkelte virksomheder til at støtte op om projekter, som kan samle dem og på sigt skabe grobund for en reel organisering af medarbejderne, som igen kan bane vejen for etablering af kollektive overenskomster på virksomhederne i metalsektoren i Litauen.

For at gøre opmærksom på kampagnen har CO-industri også haft et møde med Dansk Industri om social dialog i metalindustrien, hvor de problematikker, som kampagnen rejser omkring kollektive overenskomster, blev drøftet.

Desuden har CO-industri leveret tal til IndustriAll Europes informationskampagne, som illustrerer de økonomiske fordele, der er for lønmodtagerne ved at have en kollektiv overenskomst.