Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Grøn omstilling og medarbejderinddragelse går hånd i hånd hos BIRN

Per Flyvholm Nielsen og hans kolleger har været med til at udvikle en ny teknologi, som både sparer jernstøberiet BIRN for enorme mængder energi og holder ordrebøgerne fyldte.

Det er voldsomme kræfter, der er i gang, når smelteovnene hos BIRN i Holstebro forvandler skrot til flydende jern, som senere skal bruges til at støbe blandt andet dele til el-lastbiler.

Skrottet bliver varmet op til hele 1.500 grader for at blive til en tyk, ildrød lavalignende masse, som kan hældes i støbeforme, og det kræver stor erfaring, den rette timing og store mængder energi for at holde ovnene i gang på den rigtige temperatur.

Bliver ovnen fodret for sent, falder temperaturen, og det kræver endnu mere energi at få den op på den rette temperatur igen.

 

EFFEKTIV ARBEJDSDAG

Tidligere skulle smelter Kasper Aaen Thygesen ud af sin truck mange gange om dagen og ind i en lille boks for på en computer at tjekke, om det snart var tid til at hente mere jernskrot til at fodre ovnen med.

I dag kan han sidde i sin truck og på en tablet holde øje med en række nøgletal, som hjælper ham med at optimere smelteproduktionen, så smelteovnen holder den optimale temperatur med det lavest mulige energiforbrug.

”Det har været en stor hjælp at få tabletten. Nu kan vi nå at lave andre ting uden at være bange for, at ovnen går ud. Samtidig skal vi ikke ud og ind af trucken så mange gange, og det er godt for kroppen,” siger han.

Kasper har selv været med til at finpudse tablettens funktioner, mens hans tillidsrepræsentant og fællestillidsrepræsentant Per Flyvholm Nielsen (3F) har været med hele vejen fra ide til udvikling og implementering.

 

31 ÅRS ERFARING

På den måde går grøn omstilling, teknologiudvikling og medarbejderinddragelse hånd i hånd på et af Nordeuropas største jernstøberier. 

Per Flyvholm Nielsen blev spurgt, om han ville være med til at udvikle den tablet, som nu sidder på kollegernes trucks. Med 31 års erfaring kender han arbejdet ved smelteovnene til bunds. Han ved, hvordan ovnene fungerer, hvornår de kritiske punkter opstår, og hvordan han og kollegerne arbejder.

Derfor kunne han også svare på alle ingeniørernes spørgsmål om udsving på diverse kurver og fortælle, hvad smelterne har brug for af information for at kunne leve op til den målsætning, som BIRN har sat for investeringen i de nye tablets. 

Under ideelle forhold og uden nogle stop ved de, at det kræver 575 kWh at smelte skrot til et tons støbejern, og det er det mål, som de håber at kunne når ved at optimere arbejdsprocessen. Da de tilbage i 2022 begyndte projektet, havde de en smelteeffekt på 645 kWh, og siden er der sket væsentlige forbedringer.

”Vi er kæmpestore energiforbrugere. Vi bruger cirka 100 millioner kWh om året. Det er lige så meget som hele Holstebro by. Så hver kilowatttime vi kan spare tæller. Både i vores regnskab og især for miljøet,” siger Per Flyvholm Nielsen.

De har arbejdet i tre år på at få tabletten og programmet på den til at virke optimalt. I første omgang var det Per Flyvholm Nielsen samt virksomhedens it-ekspert og ingeniører, som satte sig sammen og snakkede om, hvad tabletten skulle kunne.

”Jeg var med, fordi de unge, dygtige ingeniører jo ikke er støberiarbejdere. De ville gerne have nogle input, og det følte jeg også, at jeg kunne give med den store viden, jeg har, ” siger han.

Samtidig er han også sikker på, at hans deltagelse har sikret, at smelterne nu har en tablet med de informationer, som er vigtigst for dem, for at de kan optimere deres arbejde.

”Ingeniørerne ville jo gerne have en masse informationer på skærmen, fordi de skal bruge dem. Men det vil bare distrahere os. Nu er vi nået frem til en løsning, hvor vi har et godt overblik over de informationer, som er vigtige for os, mens ingeniørerne stadig kan trække relevante informationer ud af oplysningerne. Vi kan bare ikke se det,” fortæller han.

 

JA-HATTEN PÅ

Da de var nået frem til en prototype, blev Pers kolleger inddraget, og de har også bidraget til flere ændringer, som han ikke havde tænkt på. Den inddragelse har været vigtigt for, at kollegerne har taget godt imod den nye teknologi.

”Der var ja-hat på hele vejen lige fra start, og det tror jeg da helt bestemt skyldes, at man har lyttet til os,” siger han.

BIRN

BIRN er en af Nordeuropas største og mest moderne jernstøberivirksomheder med hovedsæde i Holstebro.

Virksomheden blev grundlagt i 1896 og har udviklet sig til en international koncern med omkring 735 ansatte, hvoraf cirka 480 arbejder i Holstebro. 


Virksomheden er totalleverandør inden for støbning, præcisionsbearbejdning og overfladebehandling af støbejern. Virksomheden producerer årligt omkring 45.000 tons. Produkterne anvendes blandt andet i lastbilindustrien samt i pumpe- og hydraulikbranchen.

 

BIRN

Han synes, at BIRN er gode til at inddrage medarbejderne og lytte til deres ideer. Medarbejderne har blandt andet også været involveret i implementeringen af en teknologi, hvor en laserstråle meget nøjagtigt kan måle, hvornår en form er fyldt korrekt op. Det er en løsning som kan spare en masse støbejern, og dermed meget energi.

”Som tillidsrepræsentant synes jeg, at det er oplagt, at medarbejderne bliver inddraget. Det involverer jo produktionen, og det ved vi noget om. Vi kender processerne, og hvis en medarbejder har en ide til, hvordan en maskine måske kan bruge 20 kWh mindre, så vil det da være dumt ikke at lytte til det,” siger han.

 

SPØRGER DE RIGTIGE MENNESKER

For koncerndirektør i BIRN Claus Beier er det helt naturligt, at medarbejderne skal inddrages i udviklingen af ny teknologi og den grønne omstilling.

”Vi skal spørge de rigtige mennesker. Det tror jeg, at vi får det bedste slutresultat af. Det er jo dem, som bliver påvirket af beslutningerne. De ved, hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre. Så kan det godt være, at vi skal udfordre dem lidt, men det er jo også dem, som skal ud at bruge det,” siger han.

Ansvarlighed er en af BIRNs værdier, og ifølge Claus Beier betyder det, at ansvarligheden skal leve i afdelingerne, og ikke kun være en ledelsesbeslutning.

”Vi får vores succeser der, hvor folk selv får lov til at løbe med projekterne. Vi lægger ansvaret for at komme med ideer og tanker ud i afdelingerne. Vi kommer aldrig til at overleve på prisen, for vi er dyrere end for eksempel England og Polen. Men vi skal blive ved med at være bedre på kvaliteten og leve op til miljøkravene. Vi ved fra vores kunder, at vi scorer toppoint – bare ikke nødvendigvis på prisen,” siger han.