ARTIKLER & NYHEDER
Massiv opbakning til Mads og Claus
Dorthe Kragh
5. december 2024
CO-industris topforhandlere er helt klar til forhandlingerne om fornyelse af overenskomsterne.
Gennem de seneste to måneder har CO-industris formand Claus Jensen og næstformand Mads Andersen mødt 1.159 engagerede og spørgelystne tillidsrepræsentanter og afdelingsrepræsentanter på otte optaktsmøder rundt om i landet.
For de to forhandlere er møderne med tillidsrepræsentanterne en uundværlig del af deres forberedelse til overenskomstforhandlingerne, som for alvor går i gang i det nye år.
Med spørgsmål, historier fra arbejdspladserne og gode drøftelser er de tillidsvalgte med til at kvalificere og nuancere de mange forslag til forbedringer i overenskomsterne, som CO-industri har modtaget. De er afgørende for, at Claus Jensen og Mads Andersen står stærkt, når de går i dialog med Dansk Industri.
BRÆNDER FOR DET
Den massive opbakning fra tillidsrepræsentanterne understreger også, at de gerne tager del i den demokratiske proces, som overenskomstforhandlingerne og den efterfølgende urafstemning er.
”Det har været en fornøjelse at møde jer allesammen rundt i hele landet og mærke, hvor meget I brænder for gode løn- og arbejdsvilkår,” siger Claus Jensen efter det sidste optaktsmøde i Holstebro.
Han fastslår samtidig, at deres input er uvurderlige og vil blive taget med, når han og Mads Andersen sidder ved forhandlingsbordet med Dansk Industri.
”Uden det store arbejde, som I tillidsfolk laver, ville vi have et helt andet arbejdsmarked. Den tanke er ikke rar at tænke til ende,” siger han.
Også Mads Andersen er begejstret for den energi, som han har mødt på møderne.
”Takket være jeres fortællinger, perspektiver og spørgsmål er vi rustet til tænderne til overenskomstforhandlingerne i det nye år,” siger han.
OKFakta
OKFakta
Hold dig ajour med OK25.
Få det store overblik og den grundige viden på hjemmesiden OKFakta.dk
Og følg med når der er nyt på Facebooksiden OKFakta
Han understreger også, at det er vigtigt for ham og Claus Jensen, at så mange tillidsrepræsentanter bakker op om den demokratiske proces omkring overenskomstforhandlingerne.
”Tak til alle jer 1.159 deltagere for jeres tid, tillid og tilslutning til vores optaktstur rundt i landet.”
527 FORSLAG
Det er langt fra kun til optaktsmøderne, at de tillidsvalgte har engageret sig i de kommende forhandlinger. I løbet af året har der været stor aktivitet på arbejdspladserne, i afdelingerne og i forbundene med at formulere forslag til forbedringer af overenskomsterne.
Hele 527 forslag er det blevet til, efter at alle forslag fra medlemsforbundene er blevet samlet i CO-industri. Forslag, der rummer alt fra helt nye tiltag i overenskomsterne til forbedringer af eksisterende goder.
Næste skridt mod en fornyelse af overenskomsterne bliver taget, når Claus Jensen og Mads Andersen efter nytår indleder de afsluttende forhandlinger med Dansk Industri.
obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.
VIL DU VIDE MERE?