Overenskomst
Se de gældende overenskomster, se hvordan de har udviklet sig gennem tiden og hent inspiration til, hvordan alle fordelene ved overenskomsterne kan bruges i hverdagen på virksomhederne.
Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
ARTIKLER & NYHEDER
Ny overenskomst for industrien sætter familielivet i centrum
9. februar 2025
”Lige nu er verden i opbrud, og der er stor usikkerhed. Tiden er til, at arbejdsmarkedets parter står sammen og sikrer stabilitet. Vi har lavet en god aftale, som giver lønmodtagerne flere penge i lønposen, så reallønnen kan stige, og vi får nye rettigheder til at holde fri sammen med familien,” siger formanden for CO-industri Claus Jensen, der også er formand for Dansk Metal.
I industrien bliver selve lønnen forhandlet lokalt med udgangspunkt i den enkelte virksomheds økonomi, men med de nye overenskomster er alle ansatte sikret flere penge, som kommer oven i de lokale lønstigninger. I løbet af de tre år, som aftalen gælder, stiger Fritvalgskontoen med to procent, og pensionen stiger med én procent.
Aftalen indeholder nye rettigheder for lønmodtagerne til at bruge Fritvalgskontoen til at holde fri sammen med familien. F.eks. får forældre ret til at holde fri med børn i op til tre sygedage, bedsteforældre får ret til at holde to omsorgsdage årligt med børnebørnene, og det bliver en rettighed, at man kan tage fri for at ledsage nære familiemedlemmer til samtaler med myndigheder eller i sundhedssystemet – f.eks. tage med sine forældre på sygehuset.
”De nye rettigheder er et historisk fremskridt på det danske arbejdsmarked. Nu får vi lettere ved at få familielivet til at hænge sammen med arbejdet. Det markerer også et vendepunkt i forhold til selve overenskomsten - traditionelt har ’fleksibilitet’ især handlet om, hvad virksomhederne gerne vil have medarbejderne til. Men nu taler vi om fleksibilitet på lønmodtagernes præmisser. Det er helt naturligt, for i det moderne arbejdsliv skal der selvfølgelig også være plads til det gode familieliv, og det har været helt afgørende for os, at der bliver tale om rettigheder – det skal ikke være til debat på virksomheden,” siger Mads Andersen, der er næstformand for CO-industri og formand for 3F Industrigruppen.
Aftalen indeholder også en styrkelse af den danske model. Det er bl.a. besluttet, at arbejdsmiljørepræsentanterne skal have vederlag for deres arbejde.
”De tillidsvalgte er rygraden i den danske model. Arbejdsmiljørepræsentanterne er med til at sikre bedre sikkerhed og færre skader på arbejdspladsen, og det gavner både virksomheden og medarbejderne. Derfor er det helt på sin plads, at det store arbejde nu bliver anerkendt med et vederlag,” siger Claus Jensen.
Der er aftalt en model, så det bliver arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af et af CO-industris medlemsforbund, der tildeles vederlaget.
Overenskomsterne for industrien er gennembrudsforliget på det private arbejdsmarked i Danmark. De er med til at sætte den økonomiske ramme for de efterfølgende mange overenskomster, der nu skal forhandles.
Fakta om de nye overenskomster for industrien
De nye overenskomster gælder i tre år frem til den 1. marts 2028. De indeholder en lang række forbedringer, bl.a.:
Fakta om gennembrudsforliget på det private arbejdsmarked
obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.