Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

Overenskomstforhandlingerne er i gang

CO-industris forhandlere indleder i dag forhandlingerne om OK20. Det sker med massiv medlemsopbakning og rekordmange gode, konstruktive forslag til forbedringer af overenskomsterne under armene.

Det er et par velforberedte topforhandlere, der går ind til forhandlingerne om nye overenskomster for cirka 230.000 ansatte i industrien.

Det fastslår Claus Jensen, formand for CO-industri og forbundsformand for Dansk Metal, da overenskomstforhandlingerne officielt blev skudt i gang med et pressemøde sammen med Dansk Industri i dag.

Han og Mads Andersen, næstformand i CO-industri og gruppeformand i 3F Industri, har gennem det senest år rejst rundt i landet og mødt medlemmer og tillidsrepræsentanter for at tale med dem om forslag til forbedringer af overenskomsterne. Senest mødte de næsten 1.300 tillidsrepræsentanter på otte optaktsmøder i efteråret.

”Vi har oplevet, at de tillidsvalgte har været meget konstruktive, men også meget opmærksomme på, at de ønsker en fair andel af den merværdi, som virksomhederne har skabt. Vi har haft en konstruktiv dialog med vores tillidsrepræsentanter, og vi har fået et godt blik for, hvad de ønsker sig af fremtiden,” siger Claus Jensen.

 

734 FORSLAG

Forud for forhandlingerne er der blevet indsamlet 734 forslag fra medlemmer af de ni fagforbund under CO-industri til, hvordan overenskomsterne kan forbedres. Det er rekordmange.

”Det viser, at det interesserer tillidsrepræsentanterne og medlemmerne, og at de er konstruktive i forhold til den danske model, hvor det handler om at komme med nogle seriøse ønsker til overenskomsterne,” siger Mads Andersen.

Samtidig understreger han, at det betyder meget, at så mange medlemmer viser, at de bakker op om forhandlerne og tror på, at de vil gøre deres bedste for at bringe et godt resultat hjem.

OKFakta

Hold dig ajour med OK23.

Få det store overblik og den grundige viden på hjemmesiden OKFakta.dk

Og følg med når der er nyt på Facebooksiden OKFakta

”Det varmer om hjertet, når vi skal ind at forhandle, og så giver det os selvfølgelig en stærk opbakning,” siger han.

Arbejdsgiverne har gennem den seneste tid prøvet at tegne et billede af, at vi går en usikker fremtid i møde, hvilket de mener bør få indflydelse på overenskomstresultatet. Så negative er CO-industris forhandlere ikke.

”Vi har i øjeblikket stort overskud på betalingsbalancen, rekordhøj beskæftigelse, konkurrenceevnen er bomstærk og stigende stærk, virksomhederne tjener mange penge, og alt det skal selvfølgelig afspejle sig i de forhandlinger, som vi skal i gang med,” siger Claus Jensen.

”Vi er godt forberedt, og vi mener, at dansk økonomi og de danske virksomheder står stærkt. Vi er klar til gode overenskomstforhandlinger,” fastslår han.

Mads Andersen og Claus Jensen skal forhandle overenskomsterne med viceadministrerende direktør i Dansk Industri Kim Graugaard og Dansk Industris administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen, som for første gang skal stå i spidsen for Dansk Industri ved forhandlingerne.

VIL DU VIDE MERE?