Overenskomst
Se de gældende overenskomster, se hvordan de har udviklet sig gennem tiden og hent inspiration til, hvordan alle fordelene ved overenskomsterne kan bruges i hverdagen på virksomhederne.
Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
ARTIKLER & NYHEDER
Stærke fagforeninger er godt for medarbejdere, virksomheder og dansk økonomi
Allan Petersen
24. juni 2026
Din indsats som tillidsrepræsentant gavner ikke kun dine kollegaer. Du er faktisk også med til at gøre Danmark rigere.
Sådan kan man helt kort oversætte nogle af de hovedpointer, som de økonomiske vismænd præsenterer i deres seneste rapport.
Vismændene har i deres halvårlige temperaturmåling på dansk økonomi rettet lyset mod samspillet mellem virksomheder og fagbevægelsen. Her peger analysen på nogle af de samfundsøkonomiske styrker ved den danske model.
Det Økonomiske Råd – også kaldet de økonomiske vismænd – fremlægger to gange om året en rapport om dansk økonomi. Den seneste rapport blev offentliggjort i maj 2026.
I den nye rapport indgår et særligt kapitel om løn og beskæftigelse, hvor vismændene ser på, hvordan virksomheder påvirker løn og job – og hvordan fagforeninger gennem organisering og overenskomster kan spille en rolle som modvægt.
Det er formandskabet for Det Økonomiske Råd, der står bag rapporterne. Formandskabet udgøres af fire uafhængige økonomer – typisk universitetsprofessorer.
Vismændene vurderer, at stærke fagforeninger kan bidrage til højere løn, produktivitet og – i virksomheder med begrænsede jobalternativer – også højere beskæftigelse.
Rapporten bygger blandt andet på analyser af nogle større industrivirksomheder, hvor medarbejderne kan have relativt få alternative arbejdsgivere.
HØJ ORGANISERING – HØJERE LØN
At overenskomster og høj organisering er med til at sikre højere løn, kommer næppe som en overraskelse for tillidsvalgte. Vismandsrapporten viser da også, at høj organisering skaber en bedre balance mellem virksomheder og medarbejdere. Men fordelene stopper ikke der.
Rapporten viser, at højere løn kan være med til at få flere lønmodtagere hen i de job, hvor deres kompetencer skaber størst værdi. Samtidig har virksomhederne her større incitament til at investere i ny teknologi, kompetenceudvikling og bedre måder at organisere arbejdet på. Det styrker produktiviteten, som er med til at forbedre konkurrencekraften, som igen fører til muligheden for større løn og højere beskæftigelse.
Alt i alt styrker det i sidste ende dansk økonomi og dermed hvor mange penge, vi kan bruge på blandt andet velfærd.
REGERINGEN VIL STYRKE DEN DANSKE MODEL
Noget, der også kan læses ud af vismændenes rapport, er, at de økonomiske rammer har betydning for, hvor mange lønmodtagere der vælger at organisere sig.
Vismændene bruger blandt andet begrænsningen af fradraget for fagforeningskontingent, som VK-regeringen med Lars Løkke Rasmussen som statsminister gennemførte med virkning fra 2011, som dokumentation for, at økonomiske incitamenter påvirker organiseringsgraden. Da medlemskab blev dyrere, faldt organiseringen.
Rapportens konklusioner rejser samtidig spørgsmålet om, hvordan rammerne for den danske model bedst understøttes.
Den opgave har den nye regering taget på sig.
I sit politiske grundlag lægger firkløverregeringen op til at styrke "rammevilkårene for et velorganiseret arbejdsmarked".
Regeringen vil nedsætte en hurtigt arbejdende ekspertgruppe, som skal undersøge den samfundsøkonomiske værdi af den danske model og de overenskomstbærende fagforeningers bidrag.
En af de muligheder, der nævnes, er at justere fradraget for faglige kontingenter, så det målrettes medlemmer af overenskomstbærende fagforeninger.
I det politiske grundlag for firkløverregeringen står der, at regeringen vil styrke "rammevilkårene for et velorganiseret arbejdsmarked".
Her er et uddrag, som kan læses i regeringsgrundlaget på side 48-49:
Der nedsættes en hurtigt arbejdende ekspertgruppe, der skal kortlægge den samfundsøkonomiske værdi af den danske model, flexicurity og de overenskomstbærende parters bidrag til bl.a. beskæftigelse, kompetenceudvikling, konfliktløsning og velfærdssamfundets holdbarhed.
I forlængelse af kortlægningen skal ekspertgruppen komme med konkrete forslag til, hvordan rammevilkår kan justeres, så de understøtter den danske model. Det kan bl.a. ske ved at aflaste de overenskomstbærende parter for en del af de udgifter, som de løfter på vegne af hele arbejdsmarkedet, samt ved at justere fradraget for faglige kontingenter, så det målrettes medlemskontingenter i overenskomstbærende fagforeninger.
VIL DU VIDE MERE?