ARTIKLER & NYHEDER
400 kolleger mister jobbet. Sådan greb tillidsrepræsentanterne forhandlingerne an
Chokket var lammende, da medarbejderne i et fyldt auditorium fik beskeden fra ledelsen: FMC Rønland, tidligere Cheminova, lukker al produktion med udgangen af 2026 og opsiger alle medarbejdere.
I generationer har virksomheden dannet grundlag for familier, lokalt erhvervs- og foreningsliv og beskæftigelse i Lemvig Kommune.
Nu stod teamet af tillidsrepræsentanter med kollegernes bekymringer, frustrationer og spørgsmål. Samtidig skulle de organisere arbejdet og lægge en plan for forhandlingerne om fratrædelsesaftalerne.
Jens Christian Rønn Iversen, fællestillidsrepræsentant for 3F, tager os med i maskinrummet og fortæller, hvordan de greb opgaven an.
FMC Rønland lukker
De cirka 400 medarbejdere udgjorde fem procent af Lemvig Kommunes arbejdsstyrke. Cirka 220 timelønnede, 63 kontormedarbejdere og laboranter, 91 akademikere og mellemledere og 22 lærlinge.
80-100 eksternt tilknyttede håndværkere, kantinepersonale og rengøringspersonale.
Cheminova blev grundlagt 1938 i Måløv.
Har produceret agro-kemikalier på Harboøre Tange siden 1953.
Cheminova skifter navn i 2015 til FMC Site Rønland, efter at amerikanske FMC Corporation køber virksomheden.
Kendt for at være en eftertragtet arbejdsplads med et stærkt fællesskab. Der er også flere ægtepar, hvor begge parter er ansat.
Gennemsnitsalderen er over 60 år, og størstedelen af medarbejderne har været ansat i mere end 20 år.
FIK EN UGES ARBEJDSRO
Da ledelsen allerede ville i gang med forhandlingerne dagen efter, slog Jens Christian og de andre medarbejdervalgte medlemmer af samarbejdsudvalget bremsen i.
”Når bomben springer, gælder det om at slå bolden i jorden, og noget af det bedste, vi gjorde, var at sørge for at få en uges arbejdsro til at forberede os til forhandlingerne. Vi havde jo brug for at organisere os og samle viden, og det forstod ledelsen sådan set godt,” fortæller Jens Christian.
De havde brug for tid til at organisere sig grundigt for at forhandle på vegne af kollegerne.
SÆT ET STÆRKT HOLD
De personer, der skulle forhandle fratrædelsesaftalen for medarbejderne, var medlemmerne af samarbejdsudvalget og virksomhedens Vice President, Manufacturing, Site Manageren og Head of HR.
De fem medlemmer af samarbejdsudvalget fra medarbejdersiden dannede forhandlergruppen sammen med to medarbejdere, der var udpeget som observatører, og blev alle frikøbt.
De havde brug for solid støtte fra de 11 tillidsrepræsentanter fra klubberne på virksomheden, som repræsenterede alle faggrupper - både timelønnede og funktionærer.
Her var det en kæmpe fordel, at fællesklubben siden 1965 har fungeret som et stærkt redskab for fagligt arbejde og sociale arrangementer, fortæller Jens Christian.
”Vores fællesklub har været en kæmpe styrke, fordi vi kender hinanden så godt, og fordi alle faggrupperne er repræsenteret. Vi har også haft nogle nye tillidsvalgte, som kunne stille alle de spørgsmål, som vi andre måske ikke tænkte over længere. De kunne udfordre os, der er gamle i gårde.”
Ved et infomøde kunne alle medarbejdere komme med input til forhandlingerne. Fremmødet var stort, og forhandlergruppen fik bekræftet mange af de ønsker, de allerede havde skrevet på listen efter samtaler med tillidsrepræsentanterne fra alle klubberne.
FIND EKSPERTER OG BLIV ENIGE OM SPILLEREGLERNE
Forhandlergruppen samlede et hold af faglige eksperter fra Dansk Metal, Dansk El-Forbund, HK Privat, 3F, Lederne og Ingeniørforeningen i Danmark.
De skulle levere faglig og juridisk viden og sparring, og så skulle de også være med til at sende et signal til alle kollegerne, fortæller Jens Christian:
”Der er noget stærkt ved, at vi kommer gående med de faglige eksperter i kantinen. Vores kolleger kan se, at de får noget for kontingentkronerne, og organisationerne kan vise, at de står klar, når det gælder.”
Samtidig blev forhandlergruppen enige om nogle grundprincipper. Fortrolighed var afgørende for, at alle kunne stole på, at ingen følsomme oplysninger slap ud:
”Det er ekstremt vigtigt, at når ting er hemmelige, så er de hemmelige. Jo flere, der er i en gruppe, jo større er risikoen, for at noget ryger ud. Derfor brugte vi en del tid på at tale om, hvad vi hver især forstod ved fortrolighed. Vi skulle være sikre på, at alt det, vi sendte afsted til eksperterne, var 100 procent fortroligt.”
Fællesskab var også et nøglepunkt for forhandlergruppen.
”Vi forhandlede sammen på tværs af alle faggrupper. Vi ville gerne have en aftale, der skulle gælde for alle, uanset om man var funktionær, arbejdsleder eller timelønnet.”
SKAB DE RETTE FYSISKE OG TIDSMÆSSIGE RAMMER
For at skabe den nødvendige tid og plads til arbejdet blokerede forhandlergruppen formiddagene i deres kalendere. Dagene startede klokken otte, og et fast mødelokale blev gruppens faste ”kommandocentral”.
Eftermiddagene blev brugt til at samle op fra dagens forhandlinger og indhente viden fra det faglige hold af eksperter fra fagforbundene eller tale med kolleger.
FORDEL OPGAVERNE OG AFTAL KOMMUNIKATION
Ret hurtigt i processen fordelte forhandlergruppen opgaverne imellem sig. Én fik ansvar for struktur i materialet, sikkerhedsadgange til mapper og dokumenter og mailkorrespondance på vegne af forhandlergruppen. En anden fik ansvar for mødeindkaldelser og koordinering på tværs af kalendere med interne og eksterne aktører.
Hjælp til kolleger med at svare på faglige spørgsmål gik til en tredje.
De lagde også klare linjer for kommunikation og information både i forhandlergruppen og ud til kollegerne. En Messenger-gruppechat blev brugt til hurtige beskeder i gruppen, mens medarbejderne fik daglige opdateringer på intranettet om forløbet i forhandlingerne. Ved akut behov for svar fra hinanden i gruppen, skulle de ringe. Igen var det en uvurderlig styrke, at de kendte hinanden så godt. Opgavefordelingen faldt naturligt, fortæller Jens Christian:
”Fordi vi netop i årenes løb har været vant til at holde møder jævnligt, var vi fuldstændig trygge ved hinanden. Der var ingen, der var bange for, at de andre kun tænkte på at sørge for deres egne medlemmer.”
9 GODE TIPS TIL AT HÅNDTERE MASSEAFSKEDIGELSER ELLER NEDLUKNINGER FRA FORHANDLERGRUPPEN:
Forbered jer så tidligt som muligt – og gerne allerede i fredstid. Brug erfaringer fra tidligere eller fra andre virksomheder.
Sørg for at få tid til at tænke og forberede jer før forhandlingerne. Det giver mulighed for at samle viden, organisere arbejdet og lægge en plan
Sammensæt en forhandlergruppe med bred repræsentation og træk aktivt på de øvrige tillidsvalgte. Jo flere perspektiver, desto bedre grundlag for at repræsentere alle medarbejdere.
Brug de faglige organisationers eksperter aktivt gennem hele processen. De kan bidrage med viden, sparring og erfaring fra lignende sager.
Bliv tidligt enige om spillereglerne, herunder fortrolighed og hvilke mål I forhandler efter. Det styrker sammenholdet og gør det lettere at stå fast undervejs.
Afsæt faste tidspunkter til arbejdet og hav et fast mødelokale. Det giver overblik, struktur og hurtigere beslutninger.
Fordel opgaverne efter kompetencer og erfaring. Når alle kender deres ansvar, bliver arbejdet mere effektivt og mindre sårbart.
Vær åben om processen og hold jer til fakta. Medarbejdernes tillid afhænger af, at informationerne er præcise og kommer løbende.
Aftal, hvilke kanaler I bruger til at kommunikere internt og til kollegerne. Aftal også, hvad og hvornår I giver information på de valgte kanaler, for eksempel intranet, gruppechat, mails og fysiske møder.
SKAB FASTE RAMMER FOR FORHANDLING
Fra starten aftalte parterne faste rammer for forhandlingerne. Møderne begyndte klokken ni og måtte højst vare to en halv time. Hvert møde startede med at godkende referat og sluttede med at aftale næste møde.
Forhandlergruppen ville have fokus på de overordnede principper i forhandlingerne frem for på enkeltsager eller personer:
”Min erfaring er, at hvis du har navn på, så bliver det sværere at forhandle. Vi ville ikke gøre det sværere for os selv, end det allerede var,” siger Jens Christian.
Troværdighed og åbenhed var også topprioriteter for forhandlergruppen, og derfor blev alle referater offentliggjort efter forhandlinger.
Efter ti forhandlingsmøder kunne de skrive under på aftalen.
De mange grundige forberedelser resulterede i en aftale, som forhandlergruppen står inde for:
”Vi kan stå fuldstændigt på mål for aftalen. Jeg mener faktisk ikke, vi kunne have flyttet mere, og der er også så meget økonomi i den. Det må da være okay.”
Aftalen
Aftalen lægger sig oven på vilkårene fra personalehåndbogen, funktionærloven, ferieloven og gældende overenskomster og lokalaftaler.
Fratrædelsesaftalen gælder til og med 2028.
3.000 kroner i anerkendelses-fratrædelsesgodtgørelse til alle medarbejdere - både de afskedigede og de, der bliver som en del af stay-on-holdet.
Alle skal som udgangspunkt arbejde i opsigelsesperioden. Dog er der mulighed for at aftale fritstilling lokalt.
Medarbejdere med lang anciennitet får en fratrædelsesgodtgørelse, der svarer til yderligere seks måneders løn (op til 300.000 kroner).
Alle medarbejdere sikres et outplacement-forløb.
Adgang til krisehjælp for både medarbejdere og pårørende.
Lærlinge og elever hjælpes videre til ny læreplads, så de kan afslutte deres uddannelse.
Bemærk: Resultatet af en forhandling om en fratrædelsesaftale ved masseafskedigelser eller lukning afhænger altid af den konkrete situation. Derfor kan aftalerne se meget forskellige ud fra arbejdsplads til arbejdsplads.
obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.
VIL DU VIDE MERE?