Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

AMR: Du trives i rollen – og vil gerne fortsætte

Er du arbejdsmiljørepræsentant? Så er der stor sandsynlighed for, at du er glad for dit tillidshverv, og at du gerne vil fortsætte. Men du synes måske også, at du mangler tid til opgaverne.

De fleste arbejdsmiljørepræsentanter er glade for deres hverv og ønsker at fortsætte, når perioden udløber. Det viser FAOS’ store undersøgelse om tillidsvalgte, som er gennemført i 2024 og offentliggjort i september i år.

Den tillidsvalgte anno 2024

Undersøgelsen er gennemført af FAOS ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet, i 2024. Den bygger på omfattende spørgeskemadata fra mere end 19.000 deltagere – herunder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, lønmodtagere og ledere – på både det offentlige og private arbejdsmarked.

Se hele undersøgelsen på FAOS' hjemmeside

Undersøgelsen viser først og fremmest en høj tilfredshed. Hele 81 procent af arbejdsmiljørepræsentanterne er tilfredse eller meget tilfredse, og syv ud af ti ønsker at fortsætte i rollen. Tallene ligger på niveau med tidligere undersøgelser. Motivationen for at blive arbejdsmiljørepræsentant er også klar: De fleste træder ind i rollen for at skabe bedre arbejdsmiljø, mere indflydelse og et stærkere samarbejde på arbejdspladsen. 

Den høje tilfredshed hænger tæt sammen med oplevelsen af at være godt klædt på. Tre ud af fire føler sig fagligt rustede til opgaven, langt de fleste har et godt overblik over deres roller, og de har adgang til relevant uddannelse. Mange peger samtidig på, at kurserne gør en positiv forskel i det daglige arbejde. Dog er der et potentiale for ikke bare at nøjes med det obligatoriske arbejdsmiljøkursus, men også at tage kurser gennem deres forbund, som 45 procent af arbejdsmiljørepræsentanterne har gjort brug af.

 

VEDERLAG VAR EFTERSPURGT

FAOS har set på, hvad der ville gøre hvervet som arbejdsmiljørepræsentant mere attraktivt. Her var en topscorer indførelse af eller forhøjelse af tillæg. Det ville gøre en forskel for næsten hver fjerde i 2024-undersøgelsen, hvor det kun gjaldt to procent i 2010.

Nøgletal

Her kan du se nogle nøgletal fra FAOS-undersøgelsen om arbejdsmiljørepræsentanter.

👍 81 % er tilfredse eller meget tilfredse med deres hverv 

👍 70 % ønsker at blive genvalgt, når perioden udløber 

👍 73 % oplever samarbejdet med ledelsen som godt eller særdeles godt 

👍 82 % mener, at de har et godt overblik over deres opgaver som arbejdsmiljørepræsentant

👍 75 % føler sig godt rustet og kompetente til at løfte rollen 

👎 24 % oplever, at de har for lidt tid til arbejdsmiljørepræsentantopgaverne 

👎 28 % af dem, der ikke ønsker genvalg, peger på tidspres som årsag 

👎 41 % ser sig ikke som fagforeningsrepræsentant

Den udfordring synes at være løst, da der med OK2025 på blandt andet industriens område er forhandlet et vederlag ind i overenskomsterne for organiserede arbejdmiljørepræsentanter. 

Tid er derimod en udfordring for en del. Over halvdelen bruger under en time om ugen, og for mange bliver det en begrænsning i forhold til at kunne løfte opgaven fuldt ud. Næsten hver tredje svarer nej eller ved ikke til, om de har tid nok. Blandt dem, der ikke ønsker genvalg, angiver 28 procent manglende tid som årsagen, hvilket er den faktor, der bonner højest ud. For 26 procent ville mere tid, da også gøre posten mere attraktiv.

 

SAMARBEJDE OG OPBAKNING

Når det gælder samarbejdet med ledelsen, står arbejdsmiljørepræsentanterne stærkt. 73 procent beskriver relationen som god eller særdeles god, og lederne selv er endnu mere positive: 87 procent er tilfredse eller meget tilfredse. Det er et samarbejde, der ikke bare fungerer – det påvirker beslutningerne direkte. 77 procent af arbejdsmiljørepræsentanterne oplever, at deres forslag til forbedringer bliver taget alvorligt og ofte omsat til konkrete handlinger. 

Det taler I om

Disse emner er dem, I taler mest med ledelsen og kollegerne om:

  • Det fysiske arbejdsmiljø
  • APV og opfølgning på APV-indsatser
  • Arbejdsskader og ulykker
  • Tidspres og stress
  • Trivsel og balance mellem arbejde og privatliv

Også opbakningen fra kollegerne er tydelig. Tre ud af fire arbejdsmiljørepræsentanter oplever støtte fra kollegerne i samarbejdet med ledelsen, og lønmodtagerundersøgelsen viser, at halvdelen af medarbejderne generelt er tilfredse med deres arbejdsmiljørepræsentant.

 

KAN KNYTTES TÆTTERE TIL FAGFORENINGEN

FAOS-undersøgelsen konkluderer, at fagforeningerne har mulighed for at knytte arbejdsmiljørepræsentanterne tættere til sig og i højere grad få dem til at være en forlænget arm på arbejdspladserne.

Ligner du de andre?

Ifølge FAOS’ undersøgelse ser en gennemsnitlig arbejdsmiljørepræsentant sådan ud:

  • 51 år
  • 7,5 år som arbejdsmiljørepræsentant
  • 82 % overtog efter en forgænger
  • 28 % blev valgt ved et kampvalg
  • 70 % ønsker genvalg

Tallene viser, at kun omkring hver fjerde arbejdsmiljørepræsentant ser sig selv som repræsentant for deres fagforening. Og under halvdelen af dem ser det som en af deres kerneopgaver at organisere kolleger.

Alligevel er det en rolle, som de tager på sig. Faktisk tager 63 procent af arbejdsmiljørepræsentanterne del i organiseringsarbejdet. Det tyder på, at de ud over deres arbejdsmiljøhverv tager fagforeningsarbejde på sig, og ifølge FAOS er der potentiale for mere.

Arbejdsmiljørepræsentanternes fagforeningsmæssige engagement ser nemlig ud til at stige, hvis der er en god kontakt mellem fagforening og arbejdsmiljørepræsentant om blandt andet organisering.

Tilknytningen stiger desuden, når arbejdsmiljørepræsentanten har en tillidsrepræsentant på arbejdspladsen og desuden er aktiv i klubarbejde. Desuden ser det ud til at betyde noget, hvis fagforeningen også har opfordret arbejdsmiljørepræsentanten til at blive tillidsrepræsentant.

VIL DU VIDE MERE?