Overenskomst
Se de gældende overenskomster, se hvordan de har udviklet sig gennem tiden og hent inspiration til, hvordan alle fordelene ved overenskomsterne kan bruges i hverdagen på virksomhederne.
Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
ARTIKLER & NYHEDER
Friske øjne styrker arbejdsmiljøet
Det gode arbejdsmiljø er en mærkesag hos Geovent, som selv producerer arbejdsmiljørelaterede produkter. Derfor var det heller ikke en svær beslutning, da konsulenterne fra BFA’s konsulenttjeneste spurgte, om de måtte komme forbi Løgstrup til en gratis gennemgang af arbejdsmiljøet, fortæller fabrikschef Morten Justesen:
”Jeg kunne ikke se nogen bagside ved forespørgslen, ud over at vi skulle bruge lidt tid og krudt på det. Her var friske øjne, der ville kigge på vores arbejde, og som endda var endnu mere inde i stoffet end os selv.”
Geovent blev grundlagt i Skanderborg i 1968 med fokus på produktion af udsugningsløsninger til autoværksteder. Siden 1992 har virksomheden ligget i Løgstrup ved Viborg, hvor der i dag er 38 medarbejdere.
Geovent producerer ventilations- og udsugningsløsninger til både det danske og internationale marked. Deres udsugningssystemer har blandt andet været brugt ved Nordeuropas største byggeprojekt, Femern Bælt-forbindelsen. Her sikrede Geovents udsugningssystemer, at arbejdsmiljøet overholdt de højeste standarder for sundhed og trivsel.
BFA’s konsulenttjeneste er et samarbejde mellem CO-industri og Dansk Industri. Ved et virksomhedsbesøg kommer en konsulent ud fra hver af de to organisationer, og sammen laver de en gratis gennemgang af arbejdsmiljøet med afsæt i virksomhedens ønsker og behov.
ARBEJDSMILJØ SOM EN NATURLIG DEL AF HVERDAGEN
Den midtjyske ventilationsfabrik har de seneste år haft vokseværk og vokser stadig. Udviklingen har også betydning for arbejdsmiljøet, fortæller Morten Justesen:
”Geovent har vækstet igennem mange år, og vi er derfor en anden virksomhed, end vi var førhen. Det betyder samtidig, at vi udvikler os, og en del af den proces er, at vi skal udvikle vores arbejdsmiljø.”
Udviklingen i virksomheden og det øgede fokus på arbejdsmiljøet gjorde BFA’s konsulenttjeneste til en oplagt mulighed, fortæller Kim Strøm Hansen, som har arbejdet i produktionen og med teknisk support i 18 år – de seneste 16 som arbejdsmiljørepræsentant:
”Vi har altid haft fokus på arbejdsmiljøet og på at hjælpe hinanden. Men vi håbede, at konsulenterne kunne komme med nogle indsigter, som vi måske overså til hverdag. Der er jo ting, som vi selv ville opdage, at den var gal med, men der er også ting, som man ikke lader øjnene falde ordentligt på i hverdagen.”
Geovents arbejdsmiljørepræsentant for kontoransatte, Line Nielsen, supplerer:
”I hverdagen går den ene dag efter den anden, og man gør, som man plejer. Men når der kommer nye til, så bliver der set på området med friske øjne.”
SMÅ JUSTERINGER MED STOR BETYDNING
Besøget fra BFA’s konsulenttjeneste var delt op i to faser, fortæller Kim Strøm Hansen:
” Vi startede med at tale om, hvad vi har lavet af tiltag hos os. Bagefter havde vi en runde på fabrikken, hvor konsulenterne kom med en række punkter, hvor de kunne se, at noget kunne gøres anderledes. For mit vedkommende var det kun positivt at have dem med rundt.”
Under besøget lavede fabrikschefen, de to arbejdsmiljørepræsentanter og BFA’s konsulenter i samarbejde en liste med punkter, som Geovent kunne arbejde videre med efterfølgende. Punkterne blev indarbejdet i den handleplan, som arbejdsmiljøgruppen allerede arbejdede ud fra, fortæller Line Nielsen:
“Nogle af punkterne overlappede med det, vi allerede arbejdede med, og det skærpede opmærksomheden. Det blev en lille opsang om, at det måske var nu, vi skulle tage fat, fordi vi fik belyst tingene fra en ny vinkel og samtidig fik idéer til, hvordan vi kunne handle på dem.”
Morten Justesen supplerer:
”Nogle gange kan det være svært at se skoven for bare træer. Konsulenterne pegede på ting, der lå lige til højrebenet, og som vi derfor fiksede dagen efter, fordi de var lavthængende frugter.”
Han fortæller om et eksempel fra lageret, hvor der var en arbejdsstation på den anden side af en reolgang. Under runderingen med BFA’s konsulenter blev der talt om risikoen ved, at en truckfører arbejder i reolen, mens en kollega står på den modsatte side. Sammen blev der hurtigt fundet en løsning: Medarbejderne skulle fremover gøre hinanden opmærksomme på, hvis de begyndte at arbejde i reolgangen, mens arbejdsstationen på den anden side blev brugt. Samtidig valgte arbejdsmiljøgruppen at sætte et skilt op omkring sikkerheden, så alle kollegaer fremover ville huske anvisningen.
”Sådan en lille ting havde ingen af os tænkt på, men da risikoen bliver belyst, kunne vi se den. Det kan godt være, at risikoen er lille, men den er der.”
Der findes ikke en færdig skabelon for et besøg af arbejdsmiljøkonsulenterne. Aftalen indgås mellem konsulenterne og den enkelte virksomhed. Men typisk vil et besøg foregå på følgende måde:
Ved besøget er såvel ledelses- som medarbejdersiden repræsenteret.
Varigheden af besøget varierer blandt andet på baggrund af virksomhedens størrelse og antallet af emner, der drøftes. Som udgangspunkt er der sat et par timer af.
FLERE KOKKE FORBEDRER MADEN
Ifølge Kim Strøm Hansen har besøget fra BFA’s konsulenttjeneste været en succes:
”Det var nogle gode inputs, de kom med, og de kunne se nogle andre ting end os, fordi de havde friske øjne på vores arbejdsgange. Det var fedt at tage de der små drøftelser med dem og lære den vej igennem.”
Morten Justesen er enig og tilføjer:
”Vi er alle enige om, at man aldrig kan lære for meget eller få for mange inputs. Christina og Henrik (konsulenter i BFA’s konsulenttjeneste red.) kunne jo ikke diktere noget, men de kunne komme med anbefalinger, og så er det op til os som virksomhed at sortere og beslutte, hvad vi gør efterfølgende. Samtidig kunne de også fortælle om det mere lovgivningsmæssige, for eksempel ’Det her er noget, I kan vælge at leve op til, men dét her er noget, I er nødt til at få styr på.’.”
DET HANDLER OM MERE END I DAG
I dag har arbejdsmiljøgruppen fire møder om året samt en sikkerhedsrundering hver anden måned. Alle punkter, der dukker op, bliver dokumenteret med billeder og tekst, og de kommer ind i en handleplan, hvor de bliver effektueret.
Arbejdsmiljø står højt på den fælles dagsorden for Line Nielsen, Kim Strøm Hansen og Morten Justesen, og selv om deres kollegaer måske en gang imellem ser arbejdsmiljøindsatsen som en forsinkende stopklods, er Line Nielsen sikker på, at de samtidig sætter pris på den store indsats:
”Den enkelte kan godt opleve, at fokus på arbejdsmiljøet er irriterende – for ’den der sugearm sidder altså lige i vejen, så hvis jeg lige kan skubbe den herover…’, men så virker den ikke efter hensigten. Men i virkeligheden tror jeg, at alle sætter pris på, at nogen går op i deres sundhed og sikkerhed. Det kan være en smule besværligt, så det er som med sikkerhedsselen i bilen: Den generer måske lidt, men vi bruger den alligevel.”
VIL DU VIDE MERE?