Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

DI og CO-industri foreslår fælles plan for flere produktionsjob

Statsministeren bør sætte sig i spidsen for, at danske virksomheder og deres medarbejdere får bedre muligheder for at skabe vækst i Danmark. Det mener lønmodtagerne i CO-industri og erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri (DI).

Statsministeren bør sætte sig i spidsen for, at danske virksomheder og deres medarbejdere får bedre muligheder for at skabe vækst i Danmark. Det mener lønmodtagerne i CO-industri og erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri (DI).

Organisationerne præsenterer i dag deres fælles bud på, hvordan politikerne gennem ikke mindst digitalisering og brug af ny teknologi kan bane vejen for endnu flere produktionsarbejdspladser i virksomheder over hele landet.

Parterne opfordrer blandt andet regeringen og resten af Folketinget til at investere 1,2 milliarder kroner mere i teknisk forskning i 2017, prioritere penge til at løfte kvaliteten i erhvervsuddannelserne og at gøre det mere attraktivt at investere i blandt andet iværksættervirksomheder. 

- I Dansk Metal har vi en ledighed på bare tre procent, og der er mange virksomheder, der oplever stor mangel på særlige grupper af faglærte. Samtidig sparer regeringen på erhvervsskolerne. Det hænger ikke sammen, og det er meget vigtigt, at vi styrker erhvervsuddannelserne og skaber flere praktikpladser, så manglen på faglært arbejdskraft ikke slår bunden ud af de danske industrivirksomheder, siger formand i CO-industri og Dansk Metal Claus Jensen.

DI’s adm. direktør, Karsten Dybvad, peger på, at stærke produktionsvirksomheder er en vigtig vej til at skabe vækst og arbejdspladser i hele landet.

- Hvis Danmark fortsat skal være et velstående og dynamisk samfund, skal vi også i fremtiden være et stærkt produktionsland. Hver gang danske industrivirksomheder skaber 100 job, giver det omkring 100 nye job i andre virksomheder og brancher over hele landet. Så det bør ligge helt i toppen på den politiske dagsorden at styrke produktionen i Danmark, siger Karsten Dybvad.

Ifølge en ny undersøgelse peger både virksomhedsledere og tillidsrepræsentanter på, at digitalisering stiller nye krav til medarbejdernes kompetencer i de kommende år. Det drejer sig særligt, om medarbejdere, der kan udvikle software og programmere.

- Der er kæmpe potentiale i ny teknologi i industrien. Men hvis vi skal udnytte det og ikke sakke bagud i den internationale konkurrence, så skal vi sørge for at uddanne faglærte i de nyeste teknologier. Derfor skal der afsættes en pulje på mindst 150 millioner kroner til nyt udstyr på erhvervsskolerne, siger Claus Jensen. 

På samme måde opfordrer Karsten Dybvad til, at politikerne lytter til de fælles anbefalinger om at sænke skatten på kapitalindkomst og at ophæve begrænsningen på virksomhedernes mulighed for at udnytte fremførte underskud. Begge forslag vil fremme nye investeringer, så virksomhederne kan ligge i front i den digitale udvikling.

- Vi anbefaler, at politikerne gør det mere attraktivt for danskerne at investere i de mange dygtige, mindre virksomheder derude. Især iværksættere og andre mindre virksomheder kan have svært ved at tiltrække investeringer i ny digitalisering og ny teknologi, fordi de er for små til at kunne interessere de store pensionskasser eller tunge investorer i udlandet. Derfor er de mere afhængige af investeringer, som kommer direkte fra private danskere med opsparing, siger DI’s adm. direktør.

CO-industri og DI præsenterer de samlede anbefalinger i dag på Produktionens Dag 2016 i Industriens Hus, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen og formand for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, også vil fortælle om deres visioner for at løfte produktionen i Danmark.

Læs alle anbefalingerne fra CO-industri og DI her

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.