Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg

ARTIKLER & NYHEDER

En vej til uddannelse

Godt naboskab sikrer medarbejderne på fem virksomheder mere uddannelse.

Efter- og videreuddannelse er ofte en by i Rusland på mange små og mellemstore virksomheder. Virksomhederne har ikke ressourcer til at overskue uddannelsesmarkedet, og især kan det være et problem at sende medarbejdere afsted på specialkurser. Kurserne kræver nemlig for det meste, at der er 10 til 15 deltagere, og det trækker tænder ud, hvis der kun er 50 mand i produktionen. Men det har de fundet en løsning på i Vildbjerg lidt uden for Herning.

Fem virksomheder langs en vej har slået sig sammen om at efteruddanne deres medarbejdere. I stedet for at en virksomhed trækker 10 mand ud af produktionen, så stiller hver virksomhed med to til tre mand ad gangen til kursus i for eksempel dansk på en af virksomhederne.

Dansk Metal i Herning har været primus motor på projektet og samarbejder nu også med den lokale 3F-afdeling om at inspirere virksomhederne til uddannelse og til at bruge Industriens Kompetenceudviklingsfond (IKUF).

 

PROBLEM AT SAMLE HOLD

Hele projektet startede med to virksomheder, der gerne ville have deres medarbejdere screenet for skrive- og læsevanskeligheder og herefter tilbyde dem undervisning.

- Og så fik vi den ide, at uddannelsen skulle foregå i Vildbjerg. Men det kan godt være et problem for en lille virksomhed at samle et helt hold til sådan et kursus, så vi kontaktede flere virksomheder, og i dag er de fem virksomheder, der ligger inden for en radius af en kilometer langs den samme vej, fortæller Egon Nykjær, formand for Dansk Metal i Herning.

Multicut er en af de to virksomheder, der var med fra starten, og her ser produktionsdirektør Henrik Byskov Kristensen frem til at få sat gang i uddannelsen af medarbejderne.

- Vi har som alle andre været lidt tøvende over for at sende vores medarbejdere på efteruddannelse, fordi vi jo ikke kan undvære folk. Derfor er det også sådan en god ide, siger han.

Samtidig peger han på, at det i dag er nødvendigt at sikre, at medarbejderne er velkvalificerede til deres job, både for at kunne leve op til kundernes krav og for at holde på de dygtige medarbejdere.

- Men det er svært, hvis fem til ti mand ud af 100 skal hives ud til uddannelse på én gang; så er det bedre, at to til tre løbende er ude af produktionen, forklarer han.

De fem virksomheder ligner langt fra hinanden og konkurrerer ikke med hinanden. Multicut laver blandt andet avancerede fræsninger og pladebearbejdning, mens en anden virksomhed producerer køkkener. Derfor er virksomhederne i første omgang blevet enige om at tilbyde medarbejderne kurser i dansk og matematik, som er kurser alle virksomhederne har interesse i. Men på sigt kan der for eksempel også blive tale om kurser i lean.

Virksomhederne har også analyseret deres produktionsformer og flow og fundet ud af, at de typisk alle er ramt af produktionsnedgang i januar-februar. Disse oplysninger kan bruges til at planlægge undervisningen af virksomhedernes medarbejdere.

 

ET GODT SKRIDT PÅ VEJEN

John Smed, der er tillidsrepræsentant på Multicut, er glad for, at hans kolleger nu får mulighed for at efteruddanne sig.

- Det er et godt skridt på vejen. Vi har hele tiden skubbet på for at få mere uddannelse. Vi har altid haft nogen på kursus, men det har ikke rigtigt været kutyme, at alle skulle på efteruddannelse, siger han.

Derfor er han glad for, at ledelsen nu har erkendt, at det er vigtigt at sikre medarbejderne den rigtige uddannelse og vedligeholde deres kompetencer.
Han tror på, at uddannelseslysten blandt kollegerne vil brede sig, efter at alle medarbejdere er blevet screenet i læsning og skrivning, og virksomheden netop har ansat en HR-medarbejder, der skal hjælpe med at få styr på uddannelsesønsker, produktionsplaner og skiftehold.

- Der er stadig nogle, som synes, at uddannelse er lidt farligt eller spild af tid, men der er faktisk også mange, som gerne vil på uddannelse, så det skal nok komme. Det er synd for dem selv, hvis de ikke kommer i gang, og det siger jeg også til dem, fortæller han.

obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.

VIL DU VIDE MERE?