
Overenskomst
Se de gældende overenskomster, se hvordan de har udviklet sig gennem tiden og hent inspiration til, hvordan alle fordelene ved overenskomsterne kan bruges i hverdagen på virksomhederne.
Samarbejde
Et godt samarbejde udvikler medarbejdere og virksomheder i en positiv retning. Få inspiration og viden til at udvikle samarbejdet i samarbejdsudvalg, bestyrelser og europæiske samarbejdsudvalg.
Arbejdsmiljø
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø - både fysisk og psykisk - er afgørende for at have det godt som menneske og medarbejder. CO-industri arbejder for et godt arbejdsmiljø gennem BFA Industri.
Tillidsvalgte
Bliv klogere på valg af tillidsvalgte, deres opgaver, uddannelse og muligheder. Det gælder tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejdervalgte i bestyrelser og ESU-repræsentanter.
ARTIKLER & NYHEDER
Kim Ravn skiftede spor, da skulderen stod af
I oktober 2017 fik Kim Ravns skulder et knæk to steder, da han skulle løfte en kasse på 20 kilo på sin daværende arbejdsplads, WFS (Worldwide Flight Service) i Kastrup Lufthavn. Efter 13 år i samme job måtte han erkende, at skulderen ikke kunne holde til arbejdet længere. Hans daværende chef opfordrede ham til gå i gang med et sporskifteforløb.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har mere information om sporskifteordningen og har blandt andet lavet en særlig hjemmeside.
I dag er Kim Ravn ansat som chauffør i luftfragtvirksomheden Ib Andersen, hvor han som 57-årig har taget hul på et nyt kapitel i sit arbejdsliv. Selvvalgt uddannelse under sporskifteforløb har givet ham en ny levevej.
EMBEDSLÆGE GAV KIM RAVN HÅRD DOM
”Det var et hårdt fysisk arbejde i WFS,” fortæller Kim Ravn og uddyber:
”Man løftede mellem fire og otte ton på én vagt. Med håndkraft! Så da skulderen stod af, vidste jeg godt, jeg ikke ville vende tilbage.”
Knækkene i skulderen førte til en sygemelding på halvandet år. I sygdomsforløbet fik Kim Ravn at vide af en embedslæge på Bispebjerg Hospital, at hvis han fortsatte i samme arbejdsfunktion, ville han blive invalid. Han blev med andre ord anbefalet at finde sig et andet job.
I juni 2018 gjorde Kim Ravns chef i WFS ham opmærksom på sporskifteordningen. Han spurgte, om Kim Ravn kunne være interesseret i at tage selvvalgt uddannelse, som sporskifteordningen tilbød. Chefen var godt klar over, at skulderen ikke tillod Kim Ravn at vende tilbage til samme arbejdsfunktion, og Kim Ravn havde været trofast i stillingen i WFS i 13 år. Han havde endda været med til at starte afdelingen op i Kastrup Lufthavn.
FIK HJÆLP AF SIN FAGFORENING
Kim Ravn sagde ja tak til at gå i gang med et sporskifteforløb. Han havde dog ikke gjort sig mange tanker om, hvilken retning hans arbejdsliv skulle tage, indtil et møde med fagforeningen 3F. Her blev muligheden for at blive chauffør lagt frem for ham.
TekSam har indgået en aftale med konsulentvirksomheden Cabi om at hjælpe industriens virksomheder med at bruge sporskifteordningen. Det betyder, at det er en konsulent fra Cabi, der kommer ud til jeres virksomhed og fortæller og vejleder om ordningen.
”Jeg vidste, at de manglede chauffører ude i lufthavnen, så det var en oplagt mulighed for mig,” siger Kim Ravn og forklarer, at det også var tiltalende at tage et stort kørekort helt gratis gennem sporskifteordningen.
Den 12. september 2018 gik Kim Ravn i gang med det kursus, der skulle føre ham i retning af titlen som chauffør. For at starte på sporskifteforløbet skulle han raskmelde sig.
”Kurset varede to gange seks uger, og det var bestemt ikke sjovt at skulle tilbage på skolebænken,” griner Kim Ravn og fortsætter:
”Jeg kan simpelthen ikke sidde stille!”
Kurset foregik i Skovlunde og var tilrettelagt efter, at man skulle læse meget selv. Som afslutning på kurset skulle Kim Ravn igennem en firedelt prøve, som bestod af en EU-prøve, et førstehjælpskursus, en mundtlig prøve og en køreprøve.
”Alle sagde de første par uger: ”Det her lærer jeg aldrig”. Men de sidste to uger begyndte det at sidde fast,” bemærker han.
ET GNIDNINGSFRIT FORLØB
Kim Ravn fortæller, at selve sporskifteforløbet kørte godt, men at han godt kunne mærke, at processen var ny for alle parter – både for fagforeningen, HR-afdelingen og for den daværende chef. WFS havde ikke erfaring med sporskifteordningen, som var et nyt tiltag vedtaget i Trepartsaftalen i 2017.
”Der manglede måske lidt konkret information i forhold til, hvad man skulle gøre step by step. Ellers har jeg ikke hørt nogen beklagelser over det administrative i processen,” siger Kim Ravn.
”Det har i det hele taget været et meget gnidningsfrit forløb,” fastslår han.
Fra sin gamle arbejdsplads i lufthavnen kendte Kim Ravn luftfragtvirksomheden Ib Andersen, som også holder til i Kastrup-området. I februar tog han kontakt til indehaveren for at høre, hvorvidt han kunne bruge ham som chauffør. Det kunne han, og den 1. maj 2019 startede Kim Ravn i virksomheden.
”Jeg har været heldig at få den her mulighed. I den ene måned, jeg var arbejdsløs – for første gang i mit liv – læste jeg utallige stillingsopslag og fik øjnene op for, hvor meget erfaring man skal have. Men man skal jo starte et sted. Så det handler nok om at være opsøgende,” afslutter Kim Ravn med en opfordring til andre, der er i brancher med fare for nedslidning om at være det samme.
obs! Uanset artiklens indhold og formuleringer er det de til enhver tid gældende overenskomster og øvrige bestemmelser, der gælder.
VIL DU VIDE MERE?