Gå til hovedindhold
Mere
Menu
Søg
  • Overenskomst
  • Samarbejde
  • Arbejdsmiljø
  • Tillidsvalgte
  • CO-Magasinet

ARTIKLER & NYHEDER

Du kan mere, end du tror

På Cobham SATCOM i Pandrup har syv 3F-medlemmer kastet sig ud i uddannelsen til industrioperatør med motivation og begejstring. Flere har ventet på den chance, som Industriens Overenskomster nu har givet dem med aftalt uddannelse. I sommeren 2019 kan de se frem til at stå med et svendebrev i hånden. CO-Magasinet har talt med fire af dem.

Bodil Nielsen, 55 år, 20 års ansættelse på Cobham SATCOM.
Majken Hansen, 43 år, 9 års ansættelse på Cobham SATCOM.
Karen Sørensen, 54 år, 22 års ansættelse på Cobham SATCOM.
Mette Dahl Tolstrup, 45 år, 18 års ansættelse på Cobham SATCOM.

 

Hvorfor har I taget imod tilbuddet om uddannelsen til industrioperatør?

Majken: Det handler om at kigge ud i fremtiden. Selv om man har været her i mange år og har rundet de 40, så skal man altså stadig være i arbejde de næste 20-25 år, og der kan nå at ske mange ting. Jeg tænkte, at det er bedre at tage uddannelsen nu, hvor jeg kan få lov til at tage den sammen med nogle, jeg kender.

Mette: Man er nødt til at tænke på sig selv og kigge frem i tiden. Det er simpelthen for tosset ikke at gribe muligheden for at tage en uddannelse, når man har chancen, og man får sin normale løn undervejs. Jeg tror i hvert fald, at det er farligt at læne sig tilbage og tænke, at det skal nok gå alt sammen, fordi det går godt mange steder. Nogle steder sker der altså bare det, at man flytter noget produktion, eller at man sætter en robot ind. Med den her uddannelse får vi den fordel, at vi lærer at betjene robotten, og hvis der sker noget med den, så kan vi også gøre noget ved det. Så nej, man kan ikke være sikker på noget. Men hvis vi udvikler os, og virksomheden udvikler sig, så kan vi følge med den teknologiske udvikling og gøre vores til at sikre vores arbejdspladser.

Bodil: De fleste af os har prøvet at stå i nogle fyringsrunder, hvor man får at vide, at der skal fyres fem medarbejdere i en afdeling. Så må man kigge på sig selv og fremtiden. Jeg har det da sådan, at når jeg står med det eksamensbevis som industrioperatør i hånden, så forventer jeg ikke, at jeg er den, der står først for at få en fyreseddel. Og skulle det alligevel være mit navn, der bliver trukket op af hatten, så har jeg måske lige det ekstra, der gør, at jeg står med en bedre chance for at få job et nyt sted. Det må alt andet lige stille mine muligheder bedre i forhold til dem, der siger, at de ikke kan og ikke har lyst til at tage uddannelse.

Karen: Der er altså bare ikke lige så meget brug for ufaglærte mere. Man skal kunne mere, og man skal have bevis på mere. Derfor handler det om at stille sig selv bedst muligt.

Mette: Vi skal være mange år på arbejdsmarkedet, og nogle finder ud af halvvejs inde i arbejdslivet, at de gerne vil prøve noget helt nyt. Hvis man så har bevist for sig selv gennem årene, at man godt kan lære noget nyt – godt kan tage en uddannelse – ja, så kan man altså også godt tage skridtet i en ny retning, hvis der er noget, man brænder for.

 

Kender I til muligheden for selvvalgt uddannelse, og har I brugt den?

Bodil: Vi har slet ikke været gode nok til at bruge mulighederne for at tage uddannelse heroppe. De der 14 dage, vi har om året, har vi stort set ikke brugt. Der har været nogle kurser indimellem, når der ikke har været så travlt. Men det er kommet pludseligt, og så har det været svært at få planlagt. 

Majken: Jeg tror, at noget af det har været manglende dialog, men også manglende viden om, hvad man kan bruge de 14 dage om året til – både som medarbejder og som virksomhed. Jeg tror også, at vi som medarbejdere tænker, hvor man skal finde tiden til efteruddannelse, når der er travlt. Hverdagen går.

Karen: Somme tider er det også et spørgsmål, om kurserne overhovedet udbydes. Jeg har gerne villet på et kursus i brug af måleinstrumenter, men hvor der gik tre år, før det blev stablet på benene. Det blev til noget, da vi var mange nok her fra virksomheden, som gerne ville have kurset, så det kunne gøres her igennem.

 

Betyder det noget, at uddannelse nu er sat i system, og at tilbuddet kommer fra ledelse og tillidsrepræsentanten?

Bodil: Det er vigtigt, at uddannelse bliver en del af virksomhedens politik. Jeg har altid selv været glad for at komme på kursus og for at lære noget, men hvis det ikke er i virksomhedens ånd, så skal der nok meget til, at man selv opsøger det. Det skulle gerne blive en selvfølge for alle medarbejdergrupper.

Mette: Nogle gange skal der nok komme nogen udefra og fortælle om mulighederne, før man bliver ordentligt opmærksom på det. Det var rigtigt godt for os, at der kom en fra 3F og fortalte om mulighederne. Så får man lidt mere overblik og bliver klogere på mulighederne. Det var også med til, at det næste skridt med at få taget en kompetencevurdering ikke var så stort. På den måde tror jeg, at mange af os faktisk fandt ud at, at vi jo allerede kunne rigtigt meget, og at vi kunne få merit for meget af det. 

Majken: Jeg tænker, at det også må være et plus for virksomheden, når den skal søge medarbejdere, at den kan fortælle, at de ansatte har mulighed for at uddanne sig. 

 

I har mulighed for at tage af sted på uddannelsen alle syv på en gang. Hvad giver det?

Majken: Det har virkelig været positivt, at vi har fået lov til at komme afsted som en gruppe. Det giver os mulighed for at sparre med hinanden undervejs – også når vi skal til den gruppeeksamen, som er afslutning på uddannelsen. Det kan da godt være grænseoverskridende at kaste sig ud i det, hvis man skal afsted alene – uanset at der er nogle ting, man kan i forvejen. Så er man også lidt mere tryg, når der er noget, man ikke ved og skal stille spørgsmål – eller man kan hjælpe hinanden.

Mette: Det er da et stort skridt, når man ikke har været på skolebænken i 20 år. Så er det altså rart at være sammen med nogle, man kender, når man skal have forklaret noget, man ikke lige forstår.

Bodil: Ja, man behøver ikke at sidde og trykke sig og tænke: Er jeg virkelig den eneste, der ikke ved det her? Det er man ikke lige så nervøs for at sige, når man er sammen med nogle, man kender. På den måde finder andre på holdet måske også ud af, at der ikke er noget farligt ved at sige, hvis der er noget, man ikke forstår. Vi har været gode til at hjælpe hinanden. Nogle gange er der noget, den ene ikke forstår, som en anden kan hjælpe med og omvendt. Så jeg tror, at vi er med til at gøre hinanden bedre.

 

Er der også noget socialt i at deltage i uddannelse som gruppe?

Bodil: Vi kommer fra forskellige afdelinger, og det betyder, at vi ikke snakker så meget sammen i hverdagen. Så er det bare fedt at komme afsted på et kursus og få talt sammen med nogle, som man ikke taler med så tit. Det giver mere fællesskab på tværs af fabrikken, og det er også med til at give ekstra arbejdsglæde i hverdagen. 

 

Hvordan har det været at gå i gang med en ny uddannelse?

Bodil: Det er en kæmpe tilfredsstillelse at finde ud af, at man altså ikke er blevet for gammel til at lære noget, selv om man er blevet plus 50 og har været herude i 20 år. Det begyndte jo egentlig allerede med kompetenceskemaet. Først tænker man: ”Nå ja, jeg kan da finde ud af at skrive mit navn, men så heller ikke så meget mere …”. Men når man så finder ud, hvad skemaet indeholder, bliver man klar over, at man faktisk allerede kan rigtigt meget. Så jeg må sige, at jeg gik helt opløftet fra kompetencevurderingen og tænkte, at det skal nok blive godt. Jeg tror da også, at man har godt af at få brugt hjernen. Arbejdet her kan godt blive noget rutinepræget. Så er det helt rart at blive udfordret, og det giver et boost til ens selvtillid, at man kan mere, end man lige går og tror. Du er ikke bare ufaglært. Du er altså noget – og kan noget.

 

Tænker I på, at I måske er det første hold af flere?

Mette: Jeg er rigtig glad for at tænke på, at jeg kan komme tilbage til kollegerne og fortælle, at når jeg kan det her, så kan de altså også. Jeg tænker, at det ikke bliver lige så grænseoverskridende for det næste hold, fordi vi kan fortælle mere om, hvad det går ud på, og at de selvfølgelig også sagtens kan tage uddannelsen. Jeg håber virkelig, at andre får muligheden, og at de kaster sig ud i det. For med den branche, som vi er i, så ved man aldrig, hvor længe man har et job.

Karen: Jeg håber og regner med, at vi klarer det godt med uddannelsen. Hvis vi bliver et godt eksempel, så kan vi forhåbentlig bane vejen for flere.

Majken: Man føler virkelig en forpligtelse til at yde en indsats og gøre det så godt, man kan, fordi vi har en tillidsrepræsentant, som har kæmpet for at få mere uddannelse ind, og vi har en virksomhed, der nu har givet muligheden. 

Bodil: Jeg tror, at vi alle sammen har det sådan, at når vi har fået denne mulighed, så skal vi have det bedste ud af det.