”Mor, er du egentlig klar over, hvor mange penge jeg skal betale for at være medlem inde ved Dansk Metal?”

Susanne Christensen nikkede og svarede tørt: ”Ja, men er du klar over, hvad der sker, hvis du for eksempel kommer til skade? Det kan der jo være stor risiko for som mekaniker!”

Sønnen indskød, at de billigere fagforeninger vel også kunne hjælpe, hvis ulykken skulle være ude.

”Ikke på samme måde. Du kan se det med din far: Da han kom til skade, endte Metal med at køre hans sag i 11 år, før den blev afgjort! Det er sager som den, der gør det klart, hvorfor du skal være medlem af en rigtig fagforening.”

Samtalen mellem Susanne og hendes søn foregik mange år tilbage. Stadig understreger den, hvilket standpunkt den 67-årige tillidsrepræsentant har taget gennem de seneste tre årtier: Organisering og det faglige fællesskab er vigtigt, og vi skal værne om det.

… Og Susannes søn?

”Han er stadig medlem af Dansk Metal – også selv om han en gang imellem driller mig med, at jeg burde betale halvdelen af hans kontingent.”

FRA FØL TIL TILLIDSREPRÆSENTANT

Det er i midten af 1980’erne, at en 28-årig nordjysk kvinde sætter fødderne i et par sikkerhedssko og træder ind på industri- og teknologivirksomheden Thrane & Thrane (senere Cobham SATCOM, red.) for første gang. Kvinden er Susanne, og på det tidspunkt har hun ingen anelse om, at hun kommer til at veksle barselsvikariatet til en knap 35-årig ansættelse med et dertilhørende tillidshverv på 25 år det samme sted.

Men sådan gik det.

Og ligesom alting har en ende, har alting også en begyndelse. For Susanne startede det faglige arbejde i midten af 1990’erne efter små 10 års ansættelse:

”Jeg havde et tæt samarbejde med den daværende tillidsrepræsentant, og inden jeg helt fandt ud af det selv, havde hun nok set, at jeg syntes, at det faglige var spændende. Jeg tror også, at hun kunne se, at jeg tog mig godt af mine kollegaer, hvis de havde problemer, og at jeg var rolig og ikke bare var sådan en, der for op, hvis ikke alting gik lige efter planen.”

Mens den daværende tillidsrepræsentant var i gang med at gøre Susanne til sin arvtager, blev hun desværre syg og måtte stoppe inden den aftalte pensionsdato. Og så tog Susanne over fra den ene dag til den anden.

GODE RELATIONER TIL LEDELSEN

For Susanne har der altid været nogle klare værdier, som motiverede hende i det faglige erhverv:

”Jeg kæmper for mine kollegaer og for, at vi har gode arbejdsforhold. I min tid har jeg kæmpet meget for, at vi ikke har haft for store lønforskelle, for det er ikke fair, at der sidder folk, som laver det samme som de andre, men går for 10 kroner mindre i timen. Derudover har jeg arbejdet meget med, at medarbejderne skal kunne lide at gå på arbejde. Selvfølgelig skal vi alle overholde spillereglerne fra virksomhedens side, men virksomheden skal også give personalegoder, så vi har det godt alle sammen, og det kan jeg være med til at hjælpe med.”

"I min tid har jeg kæmpet meget for,
at vi ikke har haft for store lønforskelle"

Selv om Susanne har arbejdet for retfærdighed, gode vilkår og kollegaernes trivsel, har hun samtidig arbejdet ud fra en betragtning om, at både arbejdsgiver og arbejdstager skal være tilfredse med samarbejdet. Det har både været spændende og givende for hende:

”Hele vejen igennem har jeg syntes, at tillidshvervet er enormt spændende at arbejde med, fordi der hele tiden kommer nye udfordringer. Hvis der for eksempel kommer noget fra ledelsen, som medarbejderne ikke er tilfredse med, så går jeg ind i det og forsøger at finde en løsning, som begge parter kan blive tilfredse med. Det er kompromisets kunst, og det handler om retfærdighed.”

Men for at finde gode kompromisser med ledelsen, har det for Susanne altid været vigtigt at skabe en god indbyrdes relation:

”Det er jo fint nok bare at gå ind og forlange en hel masse hos ledelsen, men det skal jo også give mening, og man skal kunne nå i mål. For mig er det ekstremt vigtigt at have et godt samarbejde med ledelsen, hvor man kan komme med stort set alt, uden de bliver sure eller tvære. Jeg har altid haft et godt forhold til ledelsen, og det er man nødt til at have, hvis problemstillinger skal landes på en fornuftig måde.”

DEN PERSONLIGE BETYDNING

Ifølge Susanne er der ingen tvivl om, at de mange år som tillidsrepræsentant har været med til at forme hende til det menneske, hun er i dag:

”Da jeg begyndte som tillidsrepræsentant, var jeg stille og forsigtig, og min holdning var meget sådan ’Lad os nu lige se tingene an – det går nok’. Sådan er jeg ikke længere. I dag tager jeg konsekvenserne med det samme og siger ’Det skal vi have gjort noget ved!’ På den måde er jeg blevet mere kontant – nok fordi jeg tror mere på mig selv nu end i starten.”

"På den måde er jeg blevet mere kontant –
nok fordi jeg tror mere på mig selv nu end i starten"

Susanne peger på, at tillidsrepræsentantskurserne har givet hende en ballast i forhold til sit tillidshverv, og at oplevelserne ude fra arbejdspladserne har styrket hendes praktiske erfaringer:

”Når man som tillidsrepræsentant er ude at snakke med både ledelse og kollegaer, så gør det noget ved en. Jeg har i hvert fald fået opbygget en form for selvtillid og erfaring derigennem.”

ET FARVEL TIL COBHAM SATCOM

En novemberdag i 2020 var Susanne til SU-møde. Her blev det annonceret, at produktionen i Cobham SATCOM’s afdeling i Pandrup skulle outsources til Asien, og at de 120 medarbejdere dermed ville stå uden job 18 måneder senere.

For Susanne var det en bombe, der sprang:

”Det kom som et chok, at de lukkede produktionen helt. Vi havde aldrig haft røde tal og altid genereret overskud. Så vi har aldrig haft tanken om, at de kunne finde på at lukke stedet. Personligt blev jeg selvfølgelig megaked af det.”

Der gik en halv dag fra morgenens SU-møde, til at Susannes kollegaer fik overbragt den dårlige nyhed:

”Folk blev rigtig, rigtig kede af det, for vi var enormt mange, som havde været på virksomheden i lang tid. Det var så skideærgerligt for os alle sammen, fordi vi havde at gøre med så stor og god en arbejdsplads, hvor der aldrig havde været ballade, og hvor det hele bare kørte.”

Men for Susanne var der ingen tid at spilde: Som tillidsrepræsentant ville hun hurtigst muligt finde gode løsninger og nye muligheder for sine kollegaer.

Susanne Christensen stod pludselig med en kæmpe opgave som tillidsrepræsentant, da Cobham SATCOM i 2020 besluttede at lukke hele produktionen i Pandrup og afskedige 120 medarbejdere. Susanne havde først og fremmest fokus på at hjælpe kollegerne godt videre. Hun har også selv fundet nyt job på Melsen Tech i Aalborg - og er blevet tillidsrepræsentant igen.

Majken Hansen, Mette Dahl Tolstrup, tillidsrepræsentant Susanne Christensen, Bodil Nielsen og Karen Sørensen, da de i 2018 var kolleger på CobhamSATCOM. Det var en virksomhed med stort sammenhold blandt de ansatte - ikke mindst takket være en vellidt tillidsrepræsentant i Susanne.

Samme dag tog hun derfor kontakt til den lokale 3F-afdeling Skagerak, hvor hun og de fleste af kollegaerne var medlemmer. Her lavede afdelingen og Susanne i fællesskab en plan for det videre forløb, og det blev aftalt, hvem der skulle komme ud på virksomheden og med hvilke tilbud, og der blev sat aftaler op med jobcenteret, A-kassen og forskellige uddannelsesinstitutioner.

I løbet af de efterfølgende måneder fik Susanne masser at se til i forhold til at få alle kollegaerne klædt godt på med efteruddannelse, CV- og ansøgningsskrivning og tanker om deres fremtid. Midt i det kæmpede hun desuden en kamp, som hun havde investeret meget i:

”Det jeg kæmpede mest for var, at der i nedlukningen af fabrikken ikke skulle gøres forskel på funktionærerne og de timelønnede, og jeg arbejdede derfor på, at de timelønnede skulle tilgodeses som funktionærerne. Selvfølgelig var der nogle af funktionærerne, som syntes, jeg var en røv, fordi de mente, at der blev taget noget fra dem. Men min primære opgave var at få de timelønnede godt på vej og hjulpet godt videre, og det endte faktisk med at lykkes.”

EN HELT NY HVERDAG

Efter lukningen af Cobham SATCOM gik der ikke længe, før Susanne fik et job i teknologivirksomheden Melsen Tech. Et arbejdsskifte, som gik overraskende let, indtil snakken faldt på arbejdspladsens tillidsrepræsentant – eller manglen på samme:

”Nogle af mine nye kollegaer fortalte mig, at de aldrig havde haft en tillidsrepræsentant, fordi ingen havde lyst til at påtage sig rollen. Det forstod jeg jo ikke noget af. Faktisk kunne jeg slet ikke have, at de ikke havde en tillidsrepræsentant. Hvorfor ikke have en til at tale sin sag, skabe sammenhold og samle flokken?”

Der gik derfor heller ikke lang tid, før Susanne blev prikket på skulderen af nogle af de andre kollegaer, som opfordrede hende til at stille op som tillidsrepræsentant:

”Først skulle jeg lige tænke over det, fordi jeg jo var kommet op i alderen. Jeg spurgte derfor ’Er der virkelig ikke andre, der kunne tænke sig at være det?’ Men mine kollegaer bekræftede mig og sagde ’Nej, nej, nej, det er lige sådan en som dig, vi har ventet på!’ og så blev jeg valgt.”

"’Nej, nej, nej, det er lige sådan en som dig,
vi har ventet på!’ og så blev jeg valgt"

Fordi virksomheden aldrig havde haft en tillidsrepræsentant, var der en del af de ansatte, som ikke var medlem af en overenskomstbærende fagforening. Og det gik Susanne på. For dengang hun selv begyndte på arbejdsmarkedet, var det helt naturligt for alle medarbejdere at være organiserede. I perioder har hun derfor gået til tillidsrepræsentantsarbejdet med samme indgangsvinkel:

”Tidligere, når der startede nye kollegaer, fortalte jeg dem, at ’Vi har sådan et godt sammenhold her, og vi ser selvfølgelig helst, at vi alle sammen trækker på samme hammel. Vi håber derfor, at du vil være medlem af 3F, så vi er i samme båd.’ Det har næsten altid givet pote.”

SVÆRERE AT ORGANISERE

Men som tiden er gået, oplever Susanne, at det er sværere at få organiseret sine kollegaer – og det er det samme, hun hører, når hun taler med sine tillidsrepræsentantskollegaer på andre arbejdspladser:

”Helt generelt er det svært at få folk til at forstå vigtigheden af fagforeninger – både på arbejdspladsen og for dem selv personligt. Det er også sværere at få organiseret os på min nuværende virksomhed, end det var på min tidligere arbejdsplads. Det skyldes nok, at der ikke har været nogen, som har puffet lidt til de uorganiserede – og det er jo en skam. Jeg har fået flyttet et par stykker, men fordi det er gået fint for dem i så mange år, er der flere, som ikke ser det samme behov, som jeg gør.”

Derfor er det også særligt vigtigt for Susanne at få nyankomne kollegaer med ind i det faglige fællesskab:

”Jo flere vi er, jo bedre kan jeg få ting igennem på vores arbejdsplads i forhold til både løn og generelt bedre vilkår. Så når vi får nye ind på virksomheden, hilser jeg på dem og fortæller, hvem jeg er, og at de fleste af os selvfølgelig er medlem i 3F. Jeg har et håb om, at inden jeg stopper, så er der endnu flere, som har meldt sig ind.”

PENSION I SIGTE

Efter 40 års arbejdsliv og 30 år som tillidsrepræsentant på henholdsvis Cobham SATCOM og Melsen Tech, er Susanne efterhånden klar til at give stafetten videre til yngre kræfter. Selvom hun har et klart håb for fremtiden på sin nuværende arbejdsplads, ved hun, at virkelighedens realiteter kan banke på døren:

”Nu er jeg jo ved at være en ældre dame, så jeg håber, at jeg kan finde en derude, som har lyst til at overtage, og som jeg kan have med på sidelinjen, som jeg selv var det. Personen behøver ikke at gøre en hel masse, men blot være mere med i det, jeg gør, og se, hvad rollen indebærer. Det synes jeg kunne være ekstremt dejligt - men jeg skal have fundet en, der har lyst.”

Netop lysten er ikke det, der driver værket for Susannes kollegaer – også selv om den 67-årige tillidsrepræsentant forsøger at skubbe lidt på:

”Jeg har jo sagt til dem, at jeg formentlig ikke er på arbejdspladsen om ti år. Men jeg føler, at jeg har en vigtig opgave i at få en derude til at være klar den dag, jeg stopper. Jeg synes, det ville være så ærgerligt, hvis der ikke er nogen tillidsrepræsentant fremover. Selvfølgelig ville 3F kunne håndtere opgaven igen på en god måde, men det er altså bare skønnere, at det er en fra arbejdspladsen, der tager snakken med ledelsen.”

"Jeg føler, at jeg har en vigtig opgave i at få en derude
til at være klar den dag, jeg stopper"

Til trods for at en arvtager er svær at finde, er Susanne glad for, at kollegaerne de seneste to år har set vigtigheden i at have en tillidsrepræsentant:

”Efter at jeg startede som tillidsrepræsentant herude, kan mine kollegaer også se en fordel i at have sådan en på virksomheden – en, som kender til hverdagen og stemningen på fabrikken. Men når snakken falder på, hvem der skal tage over for mig, siger de ”Nej, nej, nej, det er du jo allerbedst til!”

Susanne griner:

”’Men det kan jeg jo ikke blive ved med’, siger jeg så til dem. Det er jo enormt sødt, og jeg er evigt taknemlig for deres indstilling, for det er et tegn på, at de er glade for det arbejde, jeg lægger, og det er jo guld værd for mig. Men jeg ville også gerne have en, som jeg vidste, ville tage over, når jeg ikke længere selv kan.”

Selv om Susanne er glad for kollegaernes tilkendegivelser om, at hun er en dygtig tillidsrepræsentant, har den ydmyge nordjyde afslutningsvis svært ved at sætte ord på sig selv i rollen som netop det:

”Det er svært at beskrive, men jeg gør, hvad jeg kan… Og så kan jeg jo næsten ikke gøre mere.”