Når elektrikeren hos Egatec A/S i Odense skal lave eltavler, tager han et ekstra skelet på. Skelettet ligner en form for rygsæk bestående af stroppe og teknologi, som flytter belastningen fra hans arme og skuldre til hoften ved hjælp af en fjeder-baseret teknologi. Det betyder, at arbejdet ved eltavlen ikke er så belastende, og risikoen for nedslidningsskader reduceres, selv om det foregår i skulderhøjde.

Skelettet, som elektrikeren tager på, er et eksempel på et exoskelet, og det rummer store muligheder for at aflaste arbejdsbyrden i de situationer, hvor kroppen typisk bliver belastet ud over sine evner, mener John Rasmussen. Han er professor ved Aalborg Universitet og fortalte på BFA-industris Arbejdsmiljø Topmødet om mulighederne med exoskeletter til forebyggelse af muskel og skeletbesvær, samt hvad virksomhederne skal være opmærksomme på, når de investerer i exoskeletter. Med sig havde han Egatec A/S, som forhandler exoskeletter, så deltagerne kunne prøve skelettet på egen krop.

”Exoskelettet er typisk enkelt at lave og let at få til at fungere. Derfor har det et kæmpestort potentiale på arbejdsmarkedet,” siger John Rasmussen.

LAVPRAKTISK, MEN SUPERSMART

Exoskeletter på arbejdsmarkedet er fortsat forholdsvis nye, og for at de for alvor skal blive en succes har det været nødvendigt at udvikle en teknologi, som både er nem at bruge, robust og inden for økonomisk rækkevidde. Det betyder dog samtidig, at der ikke er nogen motor i exoskelettet, ingen eller kun meget lidt styring og ingen store og tunge batterier.

”Løsningen er lavpraktisk, men supersmart. Det man bare skal være klar over, og det gælder for alle exoskeletter i industrien, er, at de ligger i kategorien passive exoskeletter. Så al den energi, der skal bruges, skal komme fra brugeren selv. Der er ikke andre kraftværker end vores egne muskler, der kan lave arbejdet. Det laver exoskeletterne ikke om på, men de kan måske fordele forbruget lidt anderledes,” påpeger han. 

Han peger på, at de exoskelleter, som i dag er i industrien, har begrænsninger. De er nemlig primært velegnede til arbejdsopgaver, der går i samme retning hele tiden, da de er bygget på et fjedersystem, der typisk arbejder mod tyngdekraften. Det kan være arbejdsopgaver som højtrykspolering, montering af filt eller polering som i vindmøllevingeindustrien.

”At arbejde mod tyngdekraften kan være noget så banalt som at skulle holde sine arme opad i et stykke tid. Det behøver ikke at være, fordi man skal løfte noget særligt tungt, men bare det at skulle holde sine arme hævet en lille smule, kan man hurtigt få ondt i skulderen af. Det er til sådanne opgaver, at exoskelettet vil hjælpe meget,” mener John Rasmussen.

INDFØRES MED OMTANKE

Det er dog vigtigt at tænke sig godt om, inden man indfører exoskeletter i produktionen, påpeger han. Virksomhederne bør blandt andet spørge sig selv, om det er en god ide til de opgaver, de har, og om det reelt vil mindske risikoen for arbejdsskader.

”Det er faktisk mere komplicerede spørgsmål end man skulle tro. Man er nødt til at tænke sig om, og ofte nødt til at tænke på, om der er andet der kan gå galt. Hvis jeg tager det her exoskelet på, kan jeg så få en skade på en anden måde, og hvordan dokumenterer jeg virkningen, og hvor meget aflastning har jeg brug for i situationen?,” forklarer han.

Han anbefaler derfor, at man bruger computermodeller til at dokumentere og designe det rigtige exoskelet til den opgave, som man skal bruge det til. Modellerne kan beregne forbruget af kræfter i alle muskler og led. På modellen kan man også eksperimentere ved at ændre fjedertrykket og på den måde finde frem til, hvor meget der skal til for at få den rette aflastning.
En anden mulighed er EMG-undersøgelser af udvalgte muskler. De kan verificere, om exoskelettet giver en reel muskelaflastning.

De to metoder har ifølge John Rasmussen, hver deres fordel. Computermodellerne er gode til at designe, justere og dokumentere exoskelettets effekt på hele kroppen, men vurderingen foretages fortsat på en computer og ikke en rigtig krop. EMG-undersøgelsen kan justeres til en konkret person og en konkret arbejdsopgave og dermed dokumentere effekten på netop den person, som skal bruge skelettet. Ulempen er, at der kun kan måles på enkelte muskelgrupper og ikke hele kroppen.